Josh Ritter

På sit femte album har den 31-årige storsmilende Idaho-sanger taget sig en lang række musikalske friheder og dermed forsøgt at redefinere sig selv som andet end ‘bare’ en sympatisk sangskriver med en stor forkærlighed for selvdistancerede melankolikere som Townes van Zandt og John Prine.

Al ære og respekt for Ritters trang til at træde nogle nye stier på et tidspunkt, hvor han har publikum i sin hule hånd. At han så til gengæld også for første gang kommer faretruende tæt på ligegyldigheden, er straks værre. Nu giver han den som semi-skramlet spillemand i jagten på det skæve radiohit, men hvordan i alverden han har fået den idé, at al den støj og forvrængning på både vokal og instrumenter er en god idé, må guderne vide. Nogen særlig charmerende virkning har det i hvert fald ikke.

Selvfølgelig er der lyspunkter på albummet, for Josh Ritter finder af og til ud af at få skubbet et par af de gode melodier frem i lyset, hvor de får plads til at sive ind i hukommelsen. Men selv om man fornemmer, at Ritter og hans til lejligheden alt for store orkester morer sig ukristeligt hele vejen igennem, er eneste trøst, at manden er en fantastisk oplevelse live. Så hvem ved, måske bliver det hele langt nemmere at sluge, næste gang han tropper op på disse kanter?