Mr. Oizo

Hvorfor Mr. Oizo bliver ved med at udgive album, er lidt af en gåde. Heller ikke på sit fjerde soloalbum får den kære larmende franskmand kreeret noget, som man orker at høre helt til ende mere end en enkelt gang. Og det selv om albummet kun varer lidt over en halv time.

Faktisk er ‘Stade 2’ mere sammenhængende end noget andet Mr. Oizo-album. Den bidske franske klublyd, som Ed Banger labelmate SebastiAn også dyrker, er omdrejningspunktet for samtlige af pladens numre. Og i længden også pladens store problem. Et er, at den lige så godt kunne være udgivet i 2007. Det betyder mindre, når de skævt skårne og krasse ideer lykkes som på ‘France7’ og ‘Chiffon’, der vralter hærgende rundt på dansegulvet.

Værre er det, at Mr. Oizo på nærmest samtlige andre numre formår at smadre sine egne gode ideer. Og det i en sådan grad, at man får en umanerlig trang til smadre hånden hårdt for panden. ‘Ska’, ‘Druide’ og ‘Cheree’ er alle eksempler på, at de sjove electro-ideer bliver taget i en alt for smadret og infantilt larmende retning. Og her er vi tilbage ved Mr. Oizos medfødte problem ud i albumformatet.

Når han har mere end bare single-formatet at boltre sig på, kan han tilsyneladende ikke dy sig for at klatte resten af tiden væk med enerverende lydlig tomgang. Det er en skam, for kunne man omarrangere alle de små mesterlige klubtricks, som Mr. Oizo har præsenteret for os igennem det seneste årti, ville man have et forrygende fest-album.