’Source Code’
Dunca Jones’ tidsthriller fra 2011 er endnu en »loop«-fortælling, hvori Jake Gyllenhaals militærmand Colter med hjælp fra avanceret teknik (i filmen, forstås) i en uendelighed gennemlever de samme otte minutter for at forhindre et terrorangreb på et tod.
For hver »tur i maskinen« forsøger Colter at ændre på handlingsforløbet, men spørgsmålet er, om han kan rokke ved det endelige, fremtidige resultatet, eller om han for hver gang skaber et nyt parallelunivers med sin egen tidslinje.
’Source Code’ er en spøjs blanding af octan happy 90’er-actionthriller og ’Matrix’-drømme (Keanu Reevevs kunne lige så vel have spillet hovedrollen) og ambitiøst filosofisk eksperiment. Men selvom filmen ikke helt får forløst alle sine ideer – man vil enten elske eller hade slutningen – giver den ikke desto mindre stof til eftertanke, såvel som en snigende urolig fornemmelse af, at ens egen tidsfornemmelse pludselig vibrerer i kanterne. Er det sådan her, fremtiden kan ende med at se ud…?
Kan ses på TV 2 Play, Blockbuster og iTunes.
’Primer’
Er du stadig ikke kommet dig over hovedbruddet med ’Tenet’, skal du måske vente nogle dage, inden du kaster dig over Shane Carruths fremragende debutfilm ’Primer’, der blev lavet for en bøjet femøre (7.000 dollars for at være præcis), vandt hovedprisen på Sundance og fik kultfølge som en af de bedste tidsrejsefilm nogensinde.
Modsat ’Tenet’ er filmens interne logik upåklageligt formidlet og udtænkt. Hvordan det store puslespil hænger sammen, skal naturligvis ikke afsløres her, men vi spoiler ikke noget ved at sige, at filmen omhandler de to ingeniører Aaron (Carruth selv) og Abe (David Sullivan), der ved et tilfælde opfinder en tidsmaskine i deres garage.
Makkerparret debatterer længe, hvordan de skal bruge maskinen – ville det overhovedet være forsvarligt og etisk korrekt? De beslutter sig alligevel for at rejse tilbage i tiden og tjene penge på fortidens aktiemarked. Og det får naturligvis vidtrækkende konsekvenser.
Filmen gør en dyd ud af at skildre de lavpraktiske omstændigheder for selve tidsrejsen og -maskinen. ’Primer’ er således fyldt med faggloser og hjernevridende paradokser. Men i sidste ende går puslespillet faktisk op, hvilket kun bliver så meget desto mere imponerende, når man tager den beskedne spilletid på 77 minutter i betragtning. Det er uhyre spændende at følge Abe og Aaron langsomt vende sig mod hinanden, korrumperet af kapitalisme og magt, i denne intime science fiction-perle.
Kan ses på SF Anytime og Mubi.
’Arrival’
Denis Villeneuves ’Arrival’ er ikke en tidsrejsefilm i traditionel forstand. Og så alligevel. Centralt i filmen er nemlig en cirkulær tidsforståelse, som den vi også ser i ’Tenet’.
Filmen følger sprogforskeren Louise Banks (Amy Adams), der bliver kaldt ind for at bistå militæret, da 12 alien-rumskibe lander rundt omkring på jorden. Hendes job er at forsøge at skabe kontakt med de kolonorme rumvæsner, hvilket indbefatter at afkode deres sprog – og tidsopfattelse.
Er de fremmede væsener kommet for at tilintetgøre jorden? Eller er det noget andet, de prøver at fortælle de arme jordboere ved hjælp af deres sorte blækcirkler? Filmen er en slet skjult kritik af samtiden, hvor nationer har travlt med at mure sig inde og bekrige hinanden i stedet for at samarbejde for alles bedste.
På samme måde som Christopher Nolan gør det i ’Interstellar’ og ’Tenet’, arbejder Villeneuve sig hen mod et overvældende twist. Men i ’Arrival’ er manuskonstruktionerne hele tiden rodfæstet i hovedkarakterens møde med det fremmede og hendes tab af sin datter. Slutningen går lige i hjertekulen, mens Villeneuve forinden udviser en magtdemonstration i stemningsmættet suspense.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og SF Anytime.
’Happy Death Day’
Er film med en ’Groundhog Day’-præmis også tidsrejsefilm? The jury’s out i filmnørdkredse, men herfra skal der lyde et skråsikkert: Ja da! Førnævnte Bill Murray-komedie er selvsagt kongen af den kuriøse nichegenre, men 2017’s vellykkede slasher-mysterie ’Happy Death Day’ er overraskende svært uimodståelig med et veloplagt satiredrys på den stakkels hovedpersons fødselsdagsmuffin.
Jessica Rothe spiller college-pigen Tree, som fanges i et tids-loop på sin fødselsdag – men i modsætning til Murray, starter dagen ikke bare forfra, når hun lægger sig til at sove. Næ nej, Tree myrdes igen og igen af en maskeret stalker, hvis identitet hun bliver stadigt mere opsat på at afdække. For det må vel være hele pointen, eller…?
’Happy Death Day’ er ikke interesseret i tidsrejseteknikken så meget som i skæbnefortællingen bag spørgsmålet: Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at gøre den værste dag i dit liv om? Der er ikke meget Nolan-spidsfindighed over eksekveringen, men ’Happy Death Day’ er overmåde underholdende.
Kan lejes på Viaplay, Blockbuster og iTunes.
’Déjà Vu’
Tony Scotts tidsrejsefilm fik en noget blandet modtagelse, da den havde premiere i 2006. Men med årenes løb er både Tony Scott – Ridley Scotts afdøde lillebror – og ’Déjà Vu’s stjerner vokset i cinefile kredse, hvor filmblade som Cinema Scope har udråbt filmen til et moderne mesterværk.
Helt så langt vil vi ikke gå for Tony Scotts film om den dygtige ATF-agent Doug Carlin (Denzel Washington), der bliver sat til at efterforske et terrorangreb på en færge i New Orleans post-Katrina, hvor hundredvis af uskyldige omkommer i et bombeangreb.
Da Carlin finder liget af en død kvinde, aner han langsomt et spor, der leder ham mod årsagen til angrebet. Og da han først bliver introduceret for en højteknologisk tidsmaskine, sætter han sig for at forsøge at afværge angrebet fire dage tilbage i tiden.
Scotts visuelle in-your-face-stil er allestedsnærværende i dette underholdende actionbrag, der slægter Hitchcocks ’Vertigo’ på, når Carlin langsomt forelsker sig i kvinden, hvis liv han skal forsøge at redde. Det er ikke alle replikudvekslinger, der falder lige heldigt ud, men det er sådan set heller ikke essensen af Scotts visuelle virtuositet.
’Déjà Vu’ skal nydes for de ambitiøse actionscener, inklusive en ni minutter lang åbningsscene blottet for dialog, hvor terrorangrebet iscenesættes, så vi ved nøjagtigt, hvad der er på spil, når Washingtons karakter senere skal kæmpe mod tiden for at forhindre det i at finde sted.
Kan ses på Blockbuster, iTunes og Google Play.
’Interstellar’
Christopher Nolan har alle dage været fascineret af tid, og med ’Interstellar’ gravede han for alvor dybt i både filosofi- og fysikbøgerne for at fortælle en historie om tid og rums elasticitet såvel som kærligheden, der transcenderer begge.
Matthew McConaughey er faren Cooper, der modvilligt forlader en tiltagende gold Jord og sine to moderløse børn for at søge efter et nyt hjem for menneskeheden blandt stjernerne. Og som på syret vis »finder hjem« i et nærmest Shyamalan’sk tids-twist til sidst, der i dén grad delte vandene ved filmens premiere.
Det er imidlertid ikke slutningen, men vejen dertil der gør, at ’Interstellar’ vinder ved gensyn, dens oppustede spilletid til trods: Nolans udforskning af, hvad tabet af tidsfornemmelse – meget bogstaveligt talt – gør ved vores verdensopfattelse og relationer, er forførende uhyggelig. Og plottets mere hjernevridende teorier omkring tidens krumninger via ormehuller blev blåstemplet af den anerkendte amerikanske fysiker Kip Thorne, som agerede producer og filmkonsulent på sidelinjen.
Bevares, ‘Interstellar’ er ikke nogen letlæselig A-Å-håndbog udi tidsrejselogik. Men den giver immervæk mere tilfredsstillende mening end ‘Tenet’.
Kan ses på Netflix, Filmstriben, Viaplay, Blockbuster og iTunes.