Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ‘Face/Off’ i ugens afsnit af Soundvenue Filmklub-podcasten.
Jeg elsker Nicolas Cage.
Og nej, ikke på den der tøhø-meme-måde. Jeg er i besiddelse af en dybtfølt beundring for manden og i særdeleshed hans arbejde. Jeg elsker hans karisma, nysgerrighed og det misundelsesværdige mod, han stort set altid udviser i sine roller. For Cage handler skuespil om at udforske alle fagets afkroge, lige meget hvor groteske og langt ude de er.
Karrieren startede i begyndelsen af 1980’erne med en række forholdsvis smalle film, hvor han begyndte at oparbejde de metoder og redskaber, der skulle hjælpe ham med at skille sig ud fra mængden. Det kunstneriske gennembrud kom med Mike Figgis’ ’Leaving Las Vegas’ i 1995, hvor Cage modtog en Oscar for sin præstation som dødsdrukken manuskriptforfatter.
Efter at være blevet hæderkronet af industrien, søgte skuespilleren nye græsgange. Denne gang i actiongenren. Dette skifte passede glimrende med, at Hollywood på daværende tidspunkt var blevet trætte af muskelbundter som Stallone og Schwarzenegger.
Det bedste af Cages action-udspil var uden tvivl John Woos adrenalinpumpende face-swapping-basker ’Face/Off’ fra 1997. Her deler han top-billing med John Travolta, som spiller FBI-agenten Sean Archer, der må se sig nødsaget til – via avanceret ansigtskirurgi – at påføre sig forbryderen og ærkerivalen Castor Troys (Cage) ansigt for at gå undercover og stoppe et terroristplot, der vil jævne det meste af Los Angeles med jorden.
En yderst original og mildest talt bizar idé.
Opgøret med naturalismen
Nicolas Cage har en mission med sit arbejde.
Hans intense og ekspressive skuespil skal ses som et opgør mod den naturalisme, der har gennemsyret Hollywood siden 70’erne. Et glimrende eksempel på dette er filmen ’Vampire’s Kiss’ fra 1984, hvor han netop tog inspiration fra tyske ekspressionistiske stumfilm.
En metode, der også fandt vej ind i ’Face/Off’.
Her får Cage nemlig lov til at skeje helt ud i portrættet af Castor Troy, men i særdeleshed også i de scener, hvor han – meget meta-agtigt – spiller Sean Archer med Castors ansigt på. På manisk vis formår Cage at formidle den store psykologiske udfordring, det må være at påføre sig sin værste fjernes ansigt og identitet vel vidende om, at den selv samme fjende går rundt med ens eget gamle ansigt og forsøger at føre ens familie bag lyset.
Cage har selv udtalt, at han takkede ja til ’Face/Off’ netop fordi, han så plottet som den oplagte mulighed for at bringe forkærligheden for abstrakte mimiker og frembrusende kropssprog ind i mainstreamsammenhænge. Et glimrende eksempel på dette er en af filmens første scener, hvor Castor Troy kommer dansende i præstekjole ind til et kirkekor, tager en af korpigerne på bagdelen og højlydt synger med på Handels ’Messias’.
Da ‘Face/Off’ havde premiere, blev Cages mindeværdige optræden rost af anmelderstanden, mens den i dag mest er genstand for spot og spe.
Det er således ikke for sjov (eller…), at mange af de mest populære Cage-memes stammer fra netop denne film (blandt andet førnævnte præste-scene). Men til det spørger jeg bare:
Hvorfor må skuespil ikke være vildt og flamboyant? Hvem er det, der pludselig har bestemt det? Ikke mig, i hvert fald!
Pistolporno og patos
En anden grund til, at ’Face/Off’ var den perfekte film for Nicolas Cage skyldes instruktør, John Woo. Ligesom Cage er Woo nemlig heller ikke bange for at spille på de høje nagler. Netop derfor var de et godt match.
Woo var en af Hong Kongs mest prominente actioninstruktører i 1980’erne og står blandt andet bag knaldperlerne ’The Killer’ og ’Hard Boiled’. Dette gjorde ham til en eftertragtet instruktør i Hollywood, hvor han udover ’Face/Off’ blandt andet instruerede ’Mission: Impossible II’.
Hans film kan bedst beskrives som hyper effektiv pistolporno. Ingen iscenesætter skuddueller som ham, og hans touch kan ses ‘efterlignet’ i alt lige fra ’John Wick’ til det seneste Marvel-udspil. Det er ikke helt tilfældigt, at han er blevet kaldt en af de mest indflydelsesrige actioninstruktører siden Sergio Leone.
I ’Face/Off’ cementeres dette med syvtommersøm, da Sean Archers årelange jagt på Caster Troy slutter i et stiliseret og velkoreograferet inferno af bibelske proportioner med krudtslam, slowmotion, hvide duer (!) og en speedbåd-jagt til at toppe det hele af med.
Og hvordan får Archer til sidst ram på Troy? Med en f***ing harpun, som en anden Kaptajn Ahab, der langt om længe fanger sin store hvide hval!
Det er ikke bare action-larm for larmens skyld. Hos Woo er der altid en mening med galskaben. Og på trods af dens absurde sider, er ’Face/Off’ i bund og grund en patosfyldt fortælling om sorg, hævn og forløsning. Historien om de to modstandere, der nærmest i bogstaveligste forstand skal slå sig selv ihjel for at tilintetgøre den anden, har nærmest Shakespearianske proportioner.
Sammen tilførte Woo og Cage (og til dels Travolta) for en kort stund en snert af vildskab til La La Lands ellers så polerede filmmaskine.
Det vil jeg gerne sige dem tak for.
Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor vi kaster os over komedien ’40 Year Old Virgin’.