2:54

Var du i 2010 ved at gå bagover ved mødet med Warpaints debutalbum, eller blev du tidligere i år bjergtaget af EMAs hudløst intense og kvindelige rockudladninger, virker det oplagt at introducere britiske 2:54 for dig.

Bag dæknavnet, som på mest kryptiske og rockist-cred-afkrævende vis stammer fra deres yndlingsøjeblik i en bestemt Melvins-sang, gemmer sig London-søstreparret Colette og Hannah Thurlow. De har på deres debut-ep allieret sig med Rob Ellis, der udover producertjanser hos vores egne Kitty Wu nærmest specialiserer sig enøjet i rock med personer af det smukke køn i hovedrollen – PJ Harvey og Anna Calvi værende henholdsvis største og seneste fikspunkter i hans cv. Det er dermed store støvler, søstrene skal fylde ud. Men måske er Ellis’ fingeraftryk i hele affæren lidt for tydelige?

Man skal tage tingene for hvad de er, og ‘Scarlet’ er en glimrende første øksehug, hvis mest graverende skavank er, at helhedsoplevelsen er som at overvære de to søstre færdiggøre en dybt forudsigelig prik-til-prik-tegning af et par rockfurier med afsæt i midt-90’ernes feminine forbilleder. Det er ærgerligt, når man fornemmer, at overskuddet skam er til andet og mere end en behændig gang læderjakkerov i storesøstrenes garderobeskabe.

Er man i humør til lidt over et kvarters skumlende, melankolsk og attitudemættet østrogenrock med Colettes svedne, mørke vokal som krumtap, er ‘Scarlet’ dog en slidstærk lille håndfuld, der sang for sang tilmed er velproportioneret og tilpas fattigt på tomgang.