Ganger havde flere medrivende trumfkort i ærmet i Vega
Hvis der er ét mantra, der har sat sig i mine oplevelser med Ganger, må det være, at man aldrig skal vide sig sikker på, hvad man kan forvente af deres progressive poptoner. Gruppen kan lide at overraske, men selv når de serverer deres mest underfundige påfund, er det spiseligt og vældig catchy.
I går aftes i Vega skete der dog en håndfuld gange det, som jeg nærmest ikke troede kunne ske: Ganger nægtede at udfordre. Sange som ‘Ond’, ‘Lænker’ og ‘Bye Bye’ lød så meget som studieudgaverne, at jeg ikke kunne påpege en eneste forskel, mens jeg sad til koncerten – og det til trods for, at der har været udskiftning i besætningen, siden sangene udkom.
Det er dog ingenlunde en dårlig ting at gentage lyden fra en så velklingende skive som ‘Mørk’. Musikken lød lækkert, den lød bare også forudsigelig. Muligvis ville udtrykket have været mere eventyrlystent, hvis der havde været et andet setup. På tværs af de fem musikere var der et trommesæt, to pladser til at spille på synthesizers – og så en basguitar, der kun kortvarigt var i brug.
Noget, der fra starten har gjort Ganger friske, har været deres forkærlighed for at blande det organiske med det digitale – blandt andet takket være samples. Jeg siger ikke, at de skulle have hevet fat i et mariachi-band, blot for at give introen til ‘Kometen’ lidt ekstra vægt. Rettere ville jeg have foretrukket, hvis sangene på et mere fundamentalt plan var gentænkt efter, hvad der ville fungere i en livekontekst.
Ganger havde dog en række trumfkort i ærmet, der gjorde, at koncerten alligevel blev medrivende og engagerende. Først og fremmest var der en pæn håndfuld nye numre, der gjorde mig virkelig spændt på gruppens kommende album, ‘Tro’. Sangene var melodiøse, idiosynkratiske og bevægende, samtidig med at de bar det evindeligt kryptiske udtryk, som Ganger er eksperter i.
Melodierne var overordnet en kende mere moody og underspillede end sangene fra ‘Mørk’, men det inviterede blot til, at man i højere grad investerede sig i alle detaljerne i lyden – og her var der meget at bide fast i.
Dernæst var der et fremragende lysshow. Det understøttede på mægtig vis de store følelser, der er på spil i Gangers musik, og især i de mere hektiske øjeblikke ramte det stærkt. Det bedste moment var nok under ‘Kometen’, hvor lyset samarbejdede med en simpel, omend effektiv, koreografi fra sangernes side, der gav de kolde instrumentale passager et ekstra svirp.
Og så skal det siges, at sangerne gjorde det fornemt. De faste sangere Thomas Bach Skaarup, Mille Mejer Djernæs Christensen og Ninna Lundberg fik selskab af den spirende popsanger Dayyani, og med dette firkløver kom der nogle imponerende vokalharmonier, der virkelig udnyttede vokalisternes indbyrdes, vidt forskellige styrker.
Hvis der var én, der dog særligt imponerede mig, var det Lundberg. Ikke alene var hendes vokal hele vejen igennem yderst ekspressiv, men som performer gjorde hun også en del for at komme ud over den mytiske scenekant. Bare man så på hendes ansigt eller hendes bevægelser, var det som om, hver eneste linje flød ud gennem hende. Hun var på sin vis koncertens emotionelle kerne – så selv når musikken momentvis var forudsigelig, var der noget spændende at gribe fat i.
Kort sagt:
Ganger spillede deres kort relativt sikkert i forhold til lyden af deres allerede udgivne tracks, men stærke vokaloptrædener og et smukt lysshow gjorde dem alligevel engagerende – og så var der også en pæn håndfuld lovende uudgivne sange.