’Antebellum’: Janelle Monáe-thriller hamrer budskaberne hjem

’Antebellum’: Janelle Monáe-thriller hamrer budskaberne hjem
Janelle Monáe i 'Antebellum'

Nogle film får bare premiere på det helt rigtige tidspunkt.

Midt i både en verdensomspændende og nationalt betændt debat om systemisk racisme, mikroaggressioner og umotiverede voldshandlinger mod sorte begynder ’Antebellum’ et sted, der er blevet symbolet på den mest utilgivelige gerning: En bomuldsplantage i Louisiana under den amerikanske borgerkrig.

Man når ikke langt ind på Captain Jaspers (John Hustons) ejendom, før man føler sig ubehageligt tilpas. Det foruroligende soundtrack akkompagneret af billederne af mennesker, der slås, jages og holdes nede, vækker en ubærlig idé om datidens synder i nye klæder. Dengang var det selvsikker henrettelse, i dag kaldes det selvforsvar.

At genskabe fortiden som et billede på nutiden var netop de to debuterende spillefilminstruktører Gerard Bush og Christopher Renz’ intention. For ’Antebellum’ følger Eden og Veronica (begge spillet af Janelle Monáe), der er ofre for racisme i hver sin tid. Eden på den værst tænkelige måde som slave på en plantage, Veronica i 2020 som en succesfuld kvindelig sociolog og forfatter, der dagligt døjer med hverdagsracisme og mikroaggressioner. Veronica og Eden har en forbindelse, og snart tvinger skæbnen dem til at kæmpe for en bedre virkelighed.

’Antebellum’ vil være en racethriller, ligesom ’Get Out’ ville være racehorror. Her skal uroen gennemsyre hvert eneste minut. Men hvor ’Get Out’ placerede os i et uigennemskueligt territorie, en sort mand i en rig, hvid families idyl, er rædslerne i Edens liv som slave mere velkendt. Der er i dag få ubesvarede spørgsmål om slaveejeres ugerninger og deres undersåtters dagligdag. Det betyder ikke, at det ikke er en vigtig historie at fortælle, men mystikken er for længst væk.

Janelle Monáe i ‘Antebellum’.

Edens trængsler sættes på pause, da vi bevæger sig ind i nutiden, og det barske skiftes ud med forædlede. Veronica har styr på hjem, familie og stil. Hendes problemer virker minimale sammenlignet med Edens, men som talskvinde mod afroamerikanernes systemiske undertrykkelse er hun en skydeskive for politiske modstandere. Selv som gæstetaler ved en konference skal Veronica kæmpe for service i hotelreceptionen og en ordentlig placering i restauranten. Hendes veninde Dawn (Gabourey Sidebe) finder sig ikke i noget af det, og ’Precious’-skuespillerens friske indspark er et af filmens højdepunkter.

Det lykkedes ikke første halvdel at sparke gang i mystikken, og anden del pirrer heller ikke synderligt. Faktisk virker nutiden overfladisk, værdiforskruet og indimellem så karikeret, at mikroaggresionerne føles som en parodi. Veronicas søde liv skal selvfølgelig kontrastere Edens, men det føles så overgjort, at det næsten underminerer Veronicas egne udfordringer.

De her ubalancerede skift mellem råt og poleret, virkelighedsnært og metaforisk gør ’Antebellum’ spændende at følge som thriller, men svær at tro på som samfundskommentar. Budskabet taler aldrig for sig selv, men hamres hjem med stort anlagte symbolske handlinger.

Desværre kæmper Janelle Monáe også med at bære sin første hovedrolle. Hun har tidligere vist sine evner i film som ’Hidden Figures’ og ’Moonlight’, men i ’Antebellum’ virker hendes spilvidde snæver. I sidste ende fungerer hun bedst som den sorgløse Veronica, men svagest som Eden, filmens følelsesmæssige kerne.

Jena Malones skurkinde er i øvrigt noget af det værste, jeg længe har set. Helt malplaceret gebærder hun sig som en krydsning mellem en Marvel-skurk og Catwoman, og det er mildest talt forfærdeligt. Hendes overspil gør højreekstremisme til en joke, en uvirkelig skikkelse frem for en truende samfundstendens.

Selv ikke tidens vingesus kan redde en ujævn landing.


Kort sagt: ’Antebellum’ fungerer bedst som thriller, men ikke som racefortælling.

’Antebellum’. Film. Instruktører: Gerard Bush, Christopher Renz. Medvirkende: Janelle Monáe, Eric Lange, Jena Malone, Tongayi Chirisa, Kiersey Clemons, Jack Huston, Gabourey Sidibe. Spilletid: 105 min. Premiere: Kan ses i biografen fra 17. september.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af