Art Brut

»Get on the dance floor / It’s a direct hit«, insisterer forsanger Eddie Argos i den hæsblæsende ørehænger ‘Direct Hit’, og indrømmet, det er dælme svært at sidde stille til Art Bruts dagsfriske langspiller, der er ladet med smægtende uprætentiøs engelsk postpunk.

Men vent! Her vil mavesækken normalt begynde at vride og vende sig, for det har godt nok ikke skortet på det hersens postpunk fra de britiske øer de senere par år, og mæthedspunktet er altså begyndt at være nået. Jovist. Holdbarhedsdatoen virker imidlertid bare ikke til at være udløbet hos Art Brut, hvis forrige album, den ikke så lidt vellykkede ‘Bang Bang Rock and Roll’, ligger to år tilbage i tiden.

Det faktum tager førnævnte Argos især sin del af æren for. Han er nemlig slet og ret en fornøjelig og snedig tekstforfatter at lægge ører til. Som når han eksempelvis i ‘St. Pauli’ ganske henslængt konstaterer: “Punkrock ist nicht tot”, om end sangen ikke ligefrem er punket. At kvintetten kan skrive såvel betagende som indtagende melodier bliver heller ikke gemt af vejen i løbet af albummets 11 sange. Foruden det oplagte indiehit in spe, ‘Direct Hit’, fløjter læberne således ganske lystigt med på det gyngende guitarriff i ‘Post Shooting’ eller stemmer i på den veloplagte lukker ‘Jealous Guy’. Frydefuldt og fornøjeligt må vist være de rette ord her.

Man kunne nu ellers godt være fræk og kalde dem The Sex Pistols i ny læder. Man kunne også bare konstatere, at Art Brut har begået et herligt album.