’Emily in Paris’: ’Sex and the City’-skabers Netflix-serie er øjenrullende spild af tid

Franske mænd er uhelbredelige flirter og sexister, franske kvinder kæderyger mut og lokker med deres je ne sais quoi. De har alle sammen åbenlyse affærer, møder først på arbejde kl. 10.30, er sure og snobbede og kan ikke fordrage smagløse, overvægtige og populistiske amerikanere, der lever for at arbejde – hvorimod franskmænd arbejder for at leve.

Klichéerne står i kø i ‘Emily in Paris’, den seneste serie i rækken fra seriemogul Darren Star, der står bag kulørte succeser som ‘Beverly Hills 90210’, ‘Melrose Place’, ‘Sex and the City’ og ‘Younger’. ‘Emily in Paris’ virker som et klodset remix af skaberens tidligere serier: Vi har ‘Sex and the City’s glamourdyrkelse – og en udvidelse af finaleafsnittet ‘An American in Paris’, hvor Carrie Bradshaw går ensom, men stilfuld rundt og spiser kager – ‘Younger’s kultur- og generationsforskelle på arbejdspladsen og alle seriernes kærlighedsintriger. Tilsæt en unuanceret version af Meryl Streeps dragechef i ‘The Devil Wears Prada’, og du har fem timers tom, poleret og øjenrullende spild af tid. Som jeg alligevel slugte alle 10 afsnit af på en søndag.

Emily Cooper (Lily Collins) arbejder i et stort marketingsfirma i Chicago, som opkøber et mindre marketingsfirma af luksusprodukter i Paris. Hendes chef og mentor, Madeline (Kate Walsh, som jeg gerne ville have set mere til) skulle egentlig udstationeres til Paris for at implementere overtaget. Men da hun bliver gravid, sender firmaet Emily afsted i stedet, på trods af at hun hverken taler et ord fransk eller har erfaring med mode- og skønhedsbranchen. Til gengæld er hun arrogant, selvcentreret og overbevist både om sin egen charme og om, at hun nok skal lære de gammeldags franskmænd noget om sociale medier.

Det er ikke så underligt, at Emilys nye kolleger, og særligt hendes barske chef Sylvie (Philippine Leroy-Beaulieu), hverken bryder sig om Emily eller hendes forsøg på at give dem »et amerikansk perspektiv« på deres marketingkampagner. Jeg fandt Emily, med hendes positive attitude og nuttede outfits, lige så enerverende som Sylvie. Det gode ved serien er, at Emily konstant klokker i det, og der er en skadefro fornøjelse i at se hende banke hovedet mod muren og bevise, at et vindende smil ikke er nok. Det dårlige er, at hun selvfølgelig alligevel sejrer.

Særligt hårdt er det at følge hendes stigende succes som Instagram-influencer, fordi hun er så tåkrummende dårlig til det. Da hun deler sit første opslag i Paris (#roomwithaview), har hun kun 48 følgere. Altså hvilken influencer-spire har det?? Men uden at interagere med sine følgere eller gøre andet end at poste banale betragtninger i hashtagform vokser hendes følgerskare eksplosivt på kontoen @emilyinparis.

Ligesom serien dyrker hendes Insta-profil en amerikaners fantasi om Paris i form af mundvædende croissanter, skødesløs sex, chikke gallerier og spartanske kvistværelser. Det er en attraktiv fantasi, som jeg da også selv deler, og som gør serien til virkelig underholdende eskapisme, godt hjulpet på vej af ‘Sex and the City’-kostumier Patricia Fields fabelagtige designs og de dragende billeder af Paris’ gader med romantiske caféer og udsigt over Seinen.

Romantikken slår ikke mindst gnister, da Emily begynder at flirte med sin flotte og hjælpsomme underbo, Gabriel (Lucas Bravo), der også er en talentfuld kok. Til gengæld er det et af seriens mest åndssvage eksempler på kulturforskelle, at de mødes, fordi hun bliver ved med at tage fejl af etagerne. Så svært kan det simpelthen ikke være at huske, at stueetagen ikke er første sal.

Det er bare ét eksempel på seriens dovne måde at drive plottet frem på, og selvom serien glider let ned, er den simpelthen for slap, for letkøbt og for forudsigelig. Ironisk nok er Sylvies analyse af Emily også dækkende for seriens tilgang:

»Du kommer til Paris, går ind på mit kontor, men gider ikke at lære sproget. Du behandler byen som din forlystelsespark, og efter et år med mad, sex, vin og måske lidt kultur tager du tilbage, hvor du kom fra. Måske skal vi arbejde sammen. Men nej, vi bliver ikke venner«.

---

Kort sagt:
‘Emily in Paris’ er en amerikaners klichéfyldte billede af Paris, der glider lige så let ned som en lyserød macaron.