CPH PIX har i lyset af coronasituationen valgt at aflyse festivalen i november. Det meddeler festivalen i en pressemeddelse.
I stedet er festivalen gået sammen med biograferne Grand Teatret og Øst For Paradis om at præsentere et særprogram bestående af de otte mest nytænkende danske talentfilm.
»Efter mange overvejelser har vi truffet den svære beslutning at aflyse CPH PIX i år. Festivalen er helt afhængig af et velfungerende biografmarked, og lige nu kigger biograferne ind i et meget svært og uforudsigeligt efterår. Vi har derfor i samråd med vores bestyrelse besluttet at udskyde festivalen til næste år, hvor situationen forhåbentlig ser helt anderledes ud.
I stedet sætter vi i år fokus på årets mest markante danske talentfilm. CPH PIX har altid været en vigtig scene for filmkunstens nye danske talenter, og det bliver vi ved med. Også i et år som i år, der trods corona har budt på mange nye stærke stemmer«, siger administrerende direktør Tine Fischer.
Også uden corona befandt CPH PIX sig dog i et vadested, hvor man ikke helt vidste, hvad festivalens fremtid var. Sidste år overtog netop CPH:DOX-chef Tine Fischer også ansvaret for fiktionsfestivalen, mens den hidtidige programchef forlod posten. I 2019 udkom festivalen med en beskåret Weekend-udgave, der var en slags overgangsfigur, indtil man fandt ud af, hvordan man skulle skære konceptet på det stærkt konkurrenceprægede fiktionsfestivalmarked, i fremtiden. Den beslutning har man så nu kunnet skyde et år.
De talentfilm, der skal dyste om en pris her i 2020, er disse:
De nominerede til CPH PIX’s talentpris er:
‘Blokhavn’ af Gigis
‘Den blå orkide’ af Carl Marott
‘Den næstsidste’ af Jonas Kærup-Hjort
‘En helt almindelig familie’ af Malou Reymann
‘Kød og Blod’ af Jeanette Nordahl
‘Psykose i Stockholm’ af Maria Bäck
‘Shorta’ af Frederik Louis Hviid & Anders Ølholm
‘The Trouble With Nature’ af Illum Jacobi
»De otte nominerede film vil blive vist i Grand Teatret i København og i Øst for Paradis i Aarhus til særlige eventvisninger mellem den 6. og 13. december. Det fulde program offentliggøres senere i november.
CPH PIX er tilbage som festival i november 2021. I mellemtiden arbejdes der på højtryk på udviklingen af en ny helårlig filmklub med særlig fokus på danske og internationale talentfilm. Med støtte fra Biografklub Danmark Fonden og PRD er et større strategiarbejde allerede påbegyndt og lanceres som optakt til festivalen i 2021«, slutter pressemeddelsen.