Normalt gør Sacha Baron Cohen en dyd ud af at holde sin sande identitet skjult for sine prank-ofre, der spænder fra Bernie Sanders til hundredvis af fremmødte ved en højreorienteret, amerikansk våben-rally.
Men under optagelserne til ‘Borat 2’ var han nødsaget til at forklare, hvem han virkelig var over for Holocaust-overleveren Judith Dim Evans, der medvirker i en scene, hvor Cohen udstiller Holocaust-benægtere ved at lade Borat fyre en antisemitisk hadtale af. Det skriver Deadline.
Ifølge Deadline bad Cohen en af sine assistenter forklare Evans, hvem han virkelig var, så hun forstod, at Cohen selv var jødisk og i virkeligheden forsøgte at uddanne folk om Holocaust og afmontere antisemistisme.
‘Borat 2’ er angiveligt dedikeret til Judith Dim Evans, der døde efter optagelserne, mens Cohen eftersigende også har gjort en dyd ud af, at hun får lov at fortælle sin historie som Holocaust-overlever på Amazon Primes platform.
Alligevel har Evans’ bo sagsøgt filmproduktionen, som de anklager for at have ført Evans bag lyset ved ikke at fortælle hende, at hun skulle medvirke i en satire, der »håner Holocaust og jødisk kultur«.
Noget tyder dog på, at Evans har gjort stort indtryk på Cohen, der ifølge Deadline har optagelser med i filmen, hvor Evans får konteksten at vide, og sideløbende har udviklet en hjemmeside til ære for Evans.
‘Borat: Subsequent Moviefilm’ har premiere på Amazon Prime 23. oktober.