Med tape for munden og sammenbunde hænder forsøger en ung kvinde desperat at vriste sig fri fra sin fangevogter.
Men lige lidt hjælper det. Hun kan intet stille op over for manden, der hader kvinder, og som udnytter situationen til at udleve sine misogyne voldsfantasier på hende. Først brændemærker han hende på skulderen, og så pisser han udover det åbne sår, inden han til sidst lader strålen ramme hende direkte i ansigtet.
Instruktør Jens Dahl og manuskriptforfatter Sissel Dalsgaard Thomsens nye gyserfilm ’Breeder’, der får biografpremiere torsdag og derefter kan streames på Blockbuster fra 13. november, skiller sig på mange måder ud fra de gyserfilm, vi er vant til at se herhjemme. Hvor tidligere danske film har gestaltet gys i en mere psykologisk indpakning, er ’Breeder’ mere direkte i sin brutalitet. Filmen er blandt andet inspireret af de amerikanske gyserfilm fra 70’erne, som lod publikum bevidne karaktererne blive udsat for pinsler af en meget grafisk karakter.
Det er vigtigt, at vi bliver forargede, når vi ser ’Breeder’, fortæller Dahl og Thomsen, da vi møder dem på sidstnævntes hjemmebane ved søerne i København op til premieren.
»Vi lever i en tid, hvor man hele tiden taler om at blive stødt. Men jeg synes faktisk nogle gange, at der er en værdi i at blive stødt. Der er nogle ting i den her film, som helt sikkert vil støde nogen. Men det, at man bliver stødt, gør også, at man tænker over det, man ser. Det handler ikke om provokation for provokationens skyld, men om at fortælle om en virkelighed i en original fortælletradition, så man går ud ad døren og tænker over nogle ting bagefter«, siger instruktør Jens Dahl, der i 1996 slog igennem som manuskriptforfatter på ’Pusher’, og som nu altså nu har instrueret sin anden spillefilm efter ’3 ting’ med Nikolaj Coster-Waldau fra 2017.
Ridder Blåskæg i en moderne variant
En af de ting, filmen lægger op til, at man tænker videre over, er biohacking.
’Breeder’ følger det unge, ambitiøse par Mia og Thomas (Sara Hjorth Ditlevsen og Anders Heinrichsen), der ud over lidt problemer på sexfronten lever, hvad man vil kunne kalde en nogenlunde almindelig overklassetilværelse, som Thomas finansierer via sine forretninger med Dr. Isabel Ruben (Signe Egholm Olsen), der har udviklet en endnu ikke-godkendt behandling, som kan forlænge menneskers liv.
En dag forstyrres roen i villaen, da naboens au pair i en forslået udgave hamrer på døren. Stakåndet og skrækslagen får den unge kvinde stammet sig frem til, at hun er flygtet fra nogle brutale mænd, som stadigvæk jagter hende. Da hun som illegal udlænding nægter at involvere politiet, tilbyder Thomas at køre hende på sygehuset, men da Mia ikke har hørt fra dem et par timer senere, ringer hun til hospitalet, som afviser at have taget imod de to.
I jagten på at finde sin mand finder Mia frem til Rubens afsides forskningsanlæg. Og før hun ved af det, befinder hun sig blandt de tilfangetagne kvinder, som Ruben i al hemmelighed overlader til to barbariske fangevogtere, mens hun uddriver deres genmateriale til biohacking-eksperimenter.
Filmens livsforlængende kur kan måske lyde som noget fra en fjern fremtid. Men faktisk er der allerede i dag en stor industri omkring det at forlænge menneskeliv, fortæller Jens Dahl.
»I virkeligheden er den her historie et eventyr. Det er Ridder Blåskæg i en moderne variant. Det, som er sjovt, er at tage en så ældgammel historie om en kvinde, der prøver på at finde ud af, hvorfor hendes mand ikke begærer hende, og så koble det sammen med biohacking, som virker enormt science fiction-agtigt, men som i virkeligheden er meget tæt på noget, der foregår. Jeg siger ikke, at der sidder nogen nede i PET, som spærrer kvinder inde og stjæler deres børn, men der findes rent faktisk folk, som bruger stamceller som en livsforlængende ting, og der er en kæmpe industri omkring det«.
»Der er folk, som helt seriøst taler om, at de forventer at blive 180 år. Og problemet med livsforlængelse er, hvordan man skal få plads til alle de andre, der er indimellem. Der er en hel generation, som ikke får lov til at komme til, fordi dem, der sidder på pengene og magten, bliver siddende på den. Og det er jo lidt det, som er allegorien i den her historie«, fortsætter han.
Tillader gyserindpakningen, at man kan diskutere temaerne på en anden måde, end man ellers ville kunne?
Thomsen: »Gysergenren giver nogle muligheder for at trække en historie op på et andet virkelighedsniveau. Man kan lege mere med, hvad der er virkelighed, og hvad der er noget andet. Hvis det her havde været en faktabaseret dramafilm om biohacking, var der nogle ting, vi ikke kunne gøre med historien«, siger Thomsen, der med ’Breeder’ debuterer som manuskriptforfatter på en spillefilm.
Dahl: »Jeg er interesseret i gysergenren, fordi den ligger meget tæt på de gamle eventyr, før de blev sanetized. Genren ligger meget tæt opad en virkelig original fortællekultur«.
Thomsen: »Ja, se bare på brødrene Grimms eventyr ’Den lille rødhætte’, og hvor dybt grufulde og blodige nogle af de originale historier er«.
Dahl: »Og med tiden, når de kommer op i vores kultur, bliver de mere rengjorte. De bliver mere disneyficerede. Men der er nogle ting fra de originale forlæg, som næsten kun findes i gyserfilm, og det synes jeg var enormt spændende«.
Thomsen: »Noget af det gysergenren kan, som eventyret også kunne, er, at det er en kanal ned i underbevidstheden. Du kan lege med nogle følelser og mekanismer, som ikke sidder oppe i hovedet, men nede i maven. Det bliver meget instinktivt og primalt, det man tager fat i. Også i seeren. Man kan påvirke nogle steder i seerens psyke, som jeg ikke mener, man kan i andre genrer«.
All in på brutalitet
Er det derfor, at I har valgt at lave filmen så voldsom, hvilket er meget usædvanligt i en dansk sammenhæng?
Thomsen: »Det kan man godt sige, ja. Genren kigger ind i det allermest dunkle, det allermest grimme og destruktive i den menneskelige natur, og så lægge det frem og vise det.
Men nu siger du, at filmen er meget brutal og voldsom, men de ting, der sker i de her film, er noget, der sker i den virkelige verden også. Hvis det er noget, der sker i den virkelige verden, hvorfor skal vi så ikke kunne kigge på det og forholde os til det? På den måde har det helt sikkert været meningen at bruge filmiske virkemidler til at påvirke publikum følelsesmæssigt for at sætte gang i en debat«.
Jens, du har tidligere lavet film i andre genrer, fra ’Pusher’ til ’3 ting’. Hvordan er det anderledes at arbejde i gysergenren?
Dahl: »Jeg synes, det er sværere, fordi folk er ekstremt bange for genren. Virkelig bange. Det har forfulgt den her film lige fra starten. Det var kun Mikkel Munch-Fals (filmkonsulent på Det Danske Filminstitut, red.), som turde støtte projektet fra start. Du aner ikke, hvor mange samtaler jeg har haft med skuespillere i castingen, som kunne finde på at sige: ’Kan vi ikke bare kalde det et drama?’ Og det er jo virkeligt interessant, at vi nu sidder med en film, som er solgt til 40 lande«.
Thomsen: »Ja, indtil videre. Den er stadigvæk i gang med at blive solgt«.
Dahl: »Den kommer på alle de store gyserfestivaler, og så føles det alligevel lidt opad bakke herhjemme«.
Hvad skyldes det?
Dahl: »Når jeg har set forsøg på horrorfilm herhjemme, synes jeg, at de har sat sig imellem to stole. Og der har vi fra starten sagt, at nu går vi all in«.
Thomsen: »Jeg kan komme i tanke om nogle, der har haft ambitioner om at lave meget mere genrerene gysere, end vi har været vant til, men som ikke har fået finansieringen, fordi det har været et krav fra finansiererne, at nogle elementer skulle tones ned for at få et bredere publikum. Og det er også fair nok, for du får et bredere publikum, hvis du toner ting ned.
Men vi har fra starten vidst, at det er en lille procentdel af en hvilken som helst befolkningsgruppe, som vil gå ind og se sådan en film her, netop fordi den er så voldsom. Men når du breder den ud internationalt, så er der et kæmpe stort, ekstremt entusiastisk publikum. Og det har været vores publikum fra starten«.
Så I har kunnet lave jeres film uden at nedtone uhyggen?
Dahl: »Ja, tværtimod. Vi har haft nogle møder, hvor vi har spurgt, om vi skulle skalere lidt ned for at få den til at udkomme på streaming. Og der har selskaberne sagt: ’Det må I ikke gøre’, og det har jeg været meget glad for«.
Thomsen: »Det er også, fordi de har været meget bevidste om, hvilket publikum vi går efter. Der er mange horrorfilm, som har et højt kvalitetsniveau, men hvor brutaliteten og uhyggen er skaleret ned. Og så er der mange vildt brutale film, som ikke har andet, end at de er brutale.
Det har været vores meget klare ambition at lave en film, som kombinerede de to ting. For når man så gør det, er der nogle inkarnerede die hard-fans, som bare står og jubler. Sådan en er jeg selv, og det er dem, der er vores primære målgruppe. Men selvfølgelig håber vi også, at fordi filmen har en samfundsrelevans og handler om nogle tematikker, som et større publikum vil være interesserede i, så vil der også være andre, som søger imod filmen«.
Dahl: »Det er så spørgsmålet, om de får øje på den. Det ved man ikke«.
Feminisme 2.0
Sissel, du har tidligere i et interview med Soundvenue kaldt ’Breeder’ for en »feministisk film«. Vil du uddybe, hvad der gør den feministisk?
Thomsen: »Hvis vi skal have en debat i gang om strukturel uretfærdighed, så synes jeg også, det er vigtigt, at vi kigger på det, for hvad det er. Jeg er godt klar over, at der vil være nogle, som synes, at man kan snakke om for eksempel kvindemishandling uden at blive konfronteret med det så grafisk, som vi gør i vores film, men jeg er af en anden holdning. Jeg mener, at man aktiverer folks retfærdighedssans og forargelse over, at sådan nogle ting sker, ved at vise det meget tydeligt.
Jo tættere du kan komme på, at dit publikum føler, at de oplever det, som karaktererne i filmen oplever, jo stærkere vil den følelsesmæssige reaktion være. Og det er så mit håb, ønske og mål, at det vil så også aktivere trangen til at gøre noget ved det«.
Dahl: »Jeg synes, det er en ekstremt feministisk historie. Måske endda feministisk 2.0. Det handler om en kvinde, der prøver at undersøge, hvad der er galt i hendes parforhold, men som ender med at få ryddet op i en forfærdelig mørk historie om nogle mennesker, som udnytter den absolutte feminine evne til at skabe nyt liv«.
Thomsen: »Kvinderne er handlekraftige og slagkraftige. The last girl er en klassisk genreklichémed den skrigende blondine, som er så uintelligent, at hun ikke engang kan finde ud af at løbe ud ad hoveddøren, men løber op på loftet eller ned i kælderen i stedet for. Hende gider vi ikke se på mere. Man kan sige, at alle kvinder, der bliver behandlet dårligt i vores film, er handlekraftige og kæmper for at komme ud af den situation, de er blevet bragt i af andre. Det har helt sikkert også været en pointe og en motivation, at det betaler sig at gøre modstand. Du kan godt få noget positivt ud af at sige fra«.
Hovedkarakteren, som bliver fanget på forskningsanlægget, har selv nogle uortodokse seksuelle drifter. Hvad er tanken bag at lade et menneske med de drifter gennemgå det, hun går igennem?
Thomsen: »Tanken har været at belyse frivillighed versus ufrivillighed. Vi viser nogle handlinger, som kan minde om hinanden. For eksempel kan det at blive udsat for smerte være positiv og opbyggelig kærlighed i én situation og et sort-hvidt overgreb i en anden. Budskabet er, at frivillighed er alfa omega. Det gør en verden til forskel, om du siger ja eller nej. Og det budskab var vigtigt for os at belyse fra forskellige sider i den samme fortælling«.
Dahl: »På den måde kan den her fortælling heller ikke være mere aktuel, end den er lige nu«.
’Breeder’ får dansk biografpremiere 31. oktober og kan ses på Blockbuster fra 13. november.