‘The Craft: Legacy’: Kultklassiker får en overflødig opfølger
Kultklassikeren ’The Craft’så dagens lys i 1996, og selvom den blev lunkent modtaget af kritikerne, gik der ikke længe, før den erhvervede sig et trofast følge. Og 24 år senere har den i hvert fald bevist, at den langt fra var den døgnflue, anmelderne havde spået: Et kultfilmmaraton ville næppe være komplet uden de fire Manon-tilbedende teenagehekse.
Nu er det så blevet tid til den uundgåelige opfølger. Men mon ’The Craft: Legacy’ fortjener samme fornemme plads i kultkanonen som dens forgænger? Jeg behøver ikke en Magic 8-Ball for at give mit besyv: All signs point to no.
Ligesom i originalen handler ’Legacy’om en ung kvinde, der flytter fra den ene ende af landet til den anden for at starte et nyt liv sammen med sine forældre. Ligesom i originalen bliver hun mødt af øjeblikkelig modgang på den nye skole, og ligesom i originalen får hun pludselig tre nye venner, der er draget af hendes latente heksekunster. (Jeg bruger ordet ’latent’, men i virkeligheden skulle man tro, at hendes magi var forholdsvis åbenlys, eftersom hun kaster rundt med folk uden at lægge en finger på dem, men det går tilsyneladende hen over hovedet på alle andre end de tre aspirerende hekse.) Og ligesom i originalen går der ikke længe, før deres nyfundne magi løber løbsk med dødelige konsekvenser.
Det er et underligt valg, at den nye film nærmest skud for skud gentager originalen, men stadig vælger at kalde sig selv for ’Legacy’. Måske er det instruktørens lidt for ivrige måde at anerkende forgængeren på, måske et forsøg på at lege med folks forventninger (der er selvfølgelig et twist til sidst), men uanset hvad er det et symptom på et langt større problem: ’The Craft: Legacy’ har ingen selvforståelse eller selvstændig identitet.
I sin hast efter at gøre forgængeren ære glemmer ’Legacy’fuldkommen at finde sit eget leje af spænding og intriger og sympatiske karakterer og … et elementært plot. I stedet har den travlt med at prædike for seeren om alt mellem himmel og jord: Hvis man ikke forstår, hvad det indebærer at være woke, efter man har set denne film, så kan man lige så godt bare give op nu.
Hver chance for at udvikle plottet bare en smule, bliver øjeblikkeligt forbipasseret til fordel for en løftet pegefinger og en alt for søgt replik, som når skolens forheksede bad boy (nu woke) fortæller om sin nye, eklektiske playlist. Filmens PC-agenda står skrevet med blinkende neon i hver scene, og det er ofte for meget af det gode. Her savner man ’21 Jump Street’s smidighed eller den aktuelle ’Borat Subsequent Moviefilm’s flagrante og absurde komik, som budskabet pakkes ind i: Når et værk ingen plads levner til fortolkning eller analyse og i stedet serverer alle svarene på et sølvfad, svigter det tilliden til publikum.
Heldigvis kommer ’Legacy’i tanke om, at den har et plot, der skal afvikles, i de sidste ti minutter af filmen. Uheldigvis er det en afslutning, der er så doven og halvhjertet, at den nærmest føles improviseret. Plothuller og deus ex machina udgør filmens antiklimatiske klimaks, og en påduttet epilog forsøger at lægge op til en 3’er, gud bedre det.
Hvor originalen stod som et unikum i mylderet af teen- og horror-film, kan toeeren på ingen måde gøre den heksekunsten efter. I stedet for at genopfinde historien stjæler den med arme og ben. I stedet for at inspirere prædiker den. Og i stedet for vise fortæller den.
Så nej: ’The Craft: Legacy’har ikke været ventetiden værd.
Kort sagt:
’The Craft: Legacy’ er hverken en værdig hyldest eller en tankevækkende opfølger til originalen – selv vores fire hovedpersoner ville have svært ved at fremtrylle en retfærdiggørelse af dens eksistens.