The Psyke Project

Talentet er stort hos The Psyke Project, meget stort endda, og derfor er det også gået forrygende stærkt for den unge, danske kvintet. ‘Apnea’ er det tredje album på kun lidt over tre år, Danmark er blevet overvundet, og udlandet har vist stor interesse for gruppens fortolkning af moderne alternativ hardcore.

Men nu er det måske også ved at være på tide, at The Psyke Project fjerner foden fra speederen og laver en kontrolleret nedbremsning for at at kaste et blik i bakspejlet og tænke lidt mere over, hvor de er på vej hen. Her er nemlig et album, der på trods af store kvaliteter, også lyder lidt som et band, der ikke helt har haft tid til at fordøje og reflektere over alt det, der sket for dem det sidste halvandet års tid.

Det er derfor blevet et album, der minder meget om sin forløber, ‘Daikini’, og som ikke bringer så forfærdeligt meget nyt til gruppens univers. Det er et fantastisk atmosfærisk album, og gruppens æstetiske sans for at blande tyngde og skurende rå og dyster brutalitet med sfærisk skønhed er igen dybt imponerende. Men jeg har hørt det meste før, og jeg havde håbet, og forventet, at The Psyke Project ville tage endnu et kvantespring fremad, som de gjorde med ‘Daikini’. I stedet er det blot endt med et lille hop på stedet.