De seneste år har hiphopscenen mistet nogle af sine stærkeste nye stemmer: Dem, man troede skulle præge genren i årevis, er døde.
Soundcloud- og emorappen lignede for eksempel en generationsdefinerende bevægelse, indtil den mistede sine tre største stjerner i form af XXXTentacion, Lil Peep og Juice WRLD.
I år er det så især drill-scenen – der er kendt for et særdeles tæt forhold til gadeliv og kriminalitet – der har mistet det ene stortalent efter det andet.
King Von er således allerede det tredje prominente dødsfald indenfor genren i 2020. Tidligere i år døde Pop Smoke, lige i det han så ud til at blive en stjerne af 50 Cent-dimensioner, og for få måneder siden blev FBG Duck dræbt. Han var den eneste anden nye drill-rapper på Chicago-scenen, der kunne måle sig med King Von.
Derfor var sidstnævnte byens sidste store håb. Nu er han også død – i fredags skudt ned foran en natklub i et skyderi, hvor to andre også blev dræbt.
Endnu vides det ikke præcis, hvad baggrunden for mordet var, men meget tyder på, at skududvekslingen skyldes en eller anden konflikt mellem King Von og en anden Chicago-rapper ved navn Quando Rondo. Og det deprimerende ved udfaldet er, at det ikke er overraskende, at situationen endte med flere tragiske dødsfald.
For King Von var en fantastisk rapper og en virkelig unik historiefortæller, men han havde også en mørk side. Chicago-kunstneren dyrkede nemlig en af drill-scenens mest dystre discipliner: Diss-sange, der ofte også rettede sig mod døde medlemmer fra andre bander.
Dén hårde måde at disse på knytter sig til byens bandeopdelinger. Siden Chief Keef og Lil Durk slog igennem i starten af 10’erne, har drill-rapperes rim tit handlet om at håne afdøde rivaler.
Siden da har dødsfald været en del af drill-kulturen: Flere rappere fra både Keef og Durks crew er døde, og nogle af genrens vigtigste pionerer som King Louie og Lil Reese har kun med nød og næppe overlevet skudepisoder.
King Von kom fra samme kvarter som Keef og var barndomsvenner med Lil Durk, så han har taget den tankegang videre. Faktisk har han nærmest intensiveret den. For King Von rappede ikke bare om sine fængselsdomme eller pralede med, at han snart havde dræbt et tocifret antal mennesker, som på Asian Doll-samarbejdet ‘Pull Up’.
Han gjorde nærmest en bandekonflikt til en del af sit brand ved altid at håne »63rd«-kvarteret – blandt andet deres afdøde leder, som var netop FBG Duck, der som nævnt døde tidligere i år. Både Duck og hans crew bliver eksempelvis hånet heftigt på hittet ‘Took Her To The O’.
Duck var i øvrigt selv en del af den voldsomme diss-tradition – hans død kom under en måned efter, at han udgav ’Dead Bitches’, der var et groft diss mod en række døde fjender. På den måde er musik og vold i en evig dødsdans i drill-kulturen.
Men King Von var ikke kun en provokatør eller en 6ix9ine-agtig troll, der levede af at pisse folk af. Han var en gudsbenådet historiefortæller, og det er også det, det gør hans død så trist. Chicago-rapperen havde et umiskendeligt talent, som selv dem, der hadede ham på grund af hans voldelige ry, havde svært ved at benægte
King Von lærte at rappe i løbet af de fængselsdomme, der holdt ham bag tremmer størstedelen af hans voksne liv. Det vil sige: Uden beat eller musik og kun med sin egen historie som materiale.
»I fængsel kan du ikke gøre en skid andet end at læse, tænke og skrive om det shit, du har gjort i fortiden«, har han fortalt Billboard. »I fængsel har du intet andet end minder. Jeg læste meget derinde. Det er nok der, meget af det kommer fra«.
Det udgangspunkt førte King Von til en næsten uddød rapperrolle: Historiefortælleren. I gamle dage skabte rapstjerner som Slick Rick, The Notorious B.I.G., Nas og Jay-Z ofte sange, der fulgte et narrativ. De prøvede at skabe hiphoptracks, der var spændende som gangsterfilm.
Det ser man aldrig længere. Nutidens rappere dyrker en løsere, freestyle-baseret indspilningsstil, der ikke egner sig til komplicerede historier.
Men King Vons fængselsdagbog var fyldt med fortællinger. Og det førte til tracks som hans ’Crazy Story’-sangserie, ’Took Her To The O’ eller ’Wayne’s Story’, der handler om en 14-årig drengs vej ud i gadelivet.
Nogle af de her sange har elementer af socialrealisme, men King Vons sande talent var hans sans for detaljen. Det tog ham tit kun få linjer, så var man som lytter med ham på mission ude om natten i Chicago. Det skyldtes også, at han brugte et intenst flow, der mindede lidt om Meek Mill: Ingen autotune eller sang-melodier, bare rim så intense, at de føltes som var de rappet under en flugt fra en flok fjender.
Det talent mangler i dén grad i 2020. King Vons stemme mangler. Efter Pop Smokes dødsfald har drill-scenen dermed igen mistet kunstneren, der lød som dens fremtid.