’Hillbilly Elegy’: Amy Adams og Glenn Close ligner, at de er til udklædningsfest, i Oscar-madding på Netflix
USA’s underklasse er selv ude om, at de er fattige, for de kan bare tage sig sammen og arbejde hårdere. Det er lidt skarpt skåret budskabet i forfatter og kommentator J.D. Vances selvbiografiske bestseller ‘Hillbilly Elegy’, som instruktør Ron Howard nu har filmatiseret med de transformerede stjerner Amy Adams og Glenn Close som Oscar-madding.
Vance har selv udlevet den amerikanske drøm ved at rejse sig fra sin ustabile opvækst hos en misbrugsmor i Ohios økonomisk trængte rustbælte til at blive uddannet advokat fra topuniversitetet Yale og arbejde for den liberalistiske tech-iværksætter Peter Thiel. Hans bog, der udkom op til valget af Donald Trump i 2016, blev både hyldet for at give indblik i den hvide arbejderklasse i »Trump-land« og kritiseret for sin manglende anerkendelse af statens rolle i den økonomiske krise.
Ron Howard har i filmatiseringen underspillet bogens politiske aspekt og kulturkritik og i stedet fokuseret på familiefortællingen. Det kunne have været spændende, hvis filmen var gået mere ind i Vances syn på, hvad der er gået galt i kulturen, eller kommet omkring regionens arbejdsløshed, opioidkrisen, der startede morens misbrug, eller det underfinansierede sundhedssystem.
I stedet får vi en kedeligt ufarlig film om en ung mands splittelse mellem en loyalitet over for sit ophav og prioritering af egen fremtid. Budskabet om individets ansvar ligger dog stadig som en ideologisk understrøm i filmen: Ifølge J.D.’s barske mormor, spillet af Glenn Close, er moren Bev (Amy Adams) blevet misbruger, fordi »hun holdt op med at prøve«. Den skæbne forsøger hun at forskåne J.D. for, da hun ved morens svigt overtager hans opdragelse med tough love og klar besked på at droppe sine tabervenner, tage opvasken og lave sine lektier.
Vi møder J.D. (Gabriel Basso som voksen, Owen Asztalos som teenager), da han som jurastuderende forsøger at få et sommerjob i et advokatfirma, der skal give ham råd til næste semester. Midt under en fancy jobsamtalemiddag ringer hans søster, Lindsay (Haley Bennett) og fortæller, at deres mor er blevet indlagt på hospitalet efter at have overdoseret på heroin. J.D. tager den lange køretur til Middletown, Ohio, hvor han forsøger at få moren indlagt på en afvænningsklinik.
Imens får vi flashbacks til J.D.’s barndom, der er præget af morens konstante udsving, misbrug og nye mænd. Det ene øjeblik køber hun fodboldkort til J.D. og danser fjollet i butikken, det næste kører hun vanvidskørsel og går grassat på drengen, fordi han brokker sig over udsigten til at flytte ind hos endnu en ny papfar. Dygtige Amy Adams mestrer det sprængfarlige og spiller sig helt ud i tovene. Men det er også en overfladisk og showy præstation, og jeg følte aldrig, at vi kom ind under huden på Bev.
Når man ser de ægte personer i rulleteksterne, kan man konstatere, at både Adams og Close ligner på en prik. Men begge stjerner ligner altså stadig nogle, der er til udklædningsfest, ikke mindst Glenn Close med sine store briller, viltre grå paryk og permanente smøg i hånden. Bag hendes distraherende ydre og tegneserieagtige kavalkader af skældsord byder Mamaw dog også på flere ægte, rørende øjeblikke i relationen til barnebarnet, som da hun forklarer J.D., hvorfor hun elsker ‘Terminator’, og da hun stolt knuger hans vellykkede matematiktest ind til sig.
Jeg var dog mest begejstret for Haley Bennetts forfriskende afdæmpede præstation som J.D.’s hårdt prøvede søster, som ligner et ægte menneske og udstråler både varme, styrke og udbrændthed helt uden overspil. Hverken Gabriel Basso eller Freida Pinto som hans kæreste på Yale gør noget særligt væsen af sig.
Temaet om »det splittede USA« med et voksende skel mellem klasse, politisk overbevisning og land og by er interessant og relevant, og der er et par gode scener, der udstiller østkystadvokaternes fordomme mod »bonderøvene« fra Midtvesten og alle, der ikke har gået på dyre universiteter. Men ligesom Hollywood-stjernerne virker malplacerede, føles hele filmen også som en skildring udefra med et klistret element af fattigdomsporno. Derfor blev jeg trods filmens sentimentale tone aldrig følelsesmæssigt ramt af den barske historie om vold i hjemmet.
Kort sagt:
Amy Adams og Glenn Close overbeviser ingen om, at de er udslidte bonderøve fra den amerikanske underklasse i Ron Howards tandløse filmatisering af en kontroversiel selvbiografi fra Trump-land.