Fontaines D.C. ‘Oh Such a Spring’
Valgt af Kjartan F. Stolberg: »’Oh Such a Spring’ blev ganske vist udgivet i sommeren 2020, men den blev skrevet langt tidligere. Foråret, Fontaines D.C. længes efter, er således foråret 2019, inden de blev et af moderne indierocks mest eftertragtede navne. Men mere generelt udtrykker sangen en længsel efter at vende tilbage til en fortid, der var mere afslappet, forståelig og normal, hvilket absolut er, hvad jeg har følt hele året: »I wish I could go back to spring again««.
‘5 Lil Pump Songs Playing at Once’
Valgt af Sofie Kock Aukdal: »Den følelse af stress, kaos og FÅ DET NU TIL AT STOPPE, man får ved at høre ‘5 Lil Pump Songs Playing at Once’, matcher perfekt den følelsesmæssige rejse, jeg har været på i 2020. Droppet et halvt minut inde kan ses som et symbol på 11. marts 2020 og den eksplosive følelsesbombe, der efterfølgende sprang – med alt hvad det indebærer af mundbind, toiletpapirshamstring, aflyste festivaler, genoplivningen af #Metoo, Black Lives Matter-demonstrationer, præsidentvalget i USA, minkaflivninger med mere. Skål«.
Bon Iver ‘AUATC’
Valgt af Niels Jul Bruun: »Tilgiv, at det bliver lidt politisk, men hvad var 2020 hvis ikke et politisk år, hvor en coronakrise og en Black Lives Matter-bevægelse begge fik den globale orden til at gå op i sømmene. I sådan en tid er noget så forældet som protestsange måske relevante igen, og Bon Ivers ‘AUATC’ er en herligt syret opdatering af den form. Guitaren akkompagnerer elektroniske manipulerede stemmer (blandt andet Bruce Springsteens!), og ønsket om forandring skinner igennem den Bon Iver-komplekse tekst«.
Big Thief ‘Love In Mine’
Valgt af Jakob Matzen: »Det nedslag, der indkapsler 2020 for mig, var, da jeg skulle se Big Thief den 11. marts i Vega. Bandet havde delt deres koncert op i to, og jeg havde billet til aftenens anden koncert. I pausen mellem de to koncerter lukkede Mette Frederiksen Danmark ned, og min koncert blev officielt aflyst. Bandet tog dog situationen roligt og gav en improviseret minikoncert i Store Vegas vindfang. ‘Love In Mine’ vil derfor altid være forbundet med dagen, hvor corona ramte Danmark«.
Sault ‘Black’
Valgt af Henrik Reinberg Simonsen: »2020 har også været et håbefuldt år. Black Lives Matter blev et fænomen, der antændte lighedshungeren langt ud over Amerikas grænser. Den historiske opbrudsstemning mærker man hos det gådefulde musikkollektiv Sault. Deres kosmopolitiske blanding af neo-soul, afrobeat, amerikansk hiphop og britisk dansegulv er fuld af modstandssange, der har fået færten af sand retfærdighed. Eksempelvis ‘Black’ lyder som vestafrikansk dansemusik transmitteret via Zoom til en eller anden sonisk dimension normalt hjemsøgt af dubstep-troldmanden Burial. Sault er en hyldest til samhørighed i en mærkelig tid og svedig musik at danse til hjemme i stuen«.
Rihanna feat. Calvin Harris ‘We Found Love’
Valgt af Kristian Karl: »Det er lidt pinligt at indrømme, for mange har jo haft det ekstremt hårdt i år, men mit 2020 har faktisk været helt top. Jeg har været så heldig ikke selv at være blevet berørt af covid-19, og jeg tilbragte karantænetiden med at skrive artikler fra et sommerhus og lave podcasts i klædeskabet. I september blev jeg gift på en herregård med en voldgrav. Det var den sidste weekend, før landet lukkede ned igen, så da brudevalsen kort efter midnat blev afløst af ‘We Found Love’, indrammede det mit 2020 helt perfekt: »We found love in a hopeless place««.
Lone Kellermann ‘Se Venedig og dø’
Valgt af Jennifer Frydensbjerg Lehmann: »For mig har 2020 været længslernes år. Normalitet, frihed, koncerter, fester, kram, håndtryk. You name it – jeg længes. Præcis ligesom Lone Kellermann mindes de svundne måneskinsstunder med sin sonatesyngende Luigi i ‘Se Venedig og dø’. Jeg brugte en hel regnvejrsdag i oktober på at skråle med på nummeret, og nu vil jeg bare gerne bede om at få lov til at høre det på en tilrøget bodega efter kl. 22 i 2021. Det ville dælernedme være dejligt«.
Kendrick Lamar ‘The Blacker the Berry’
Valgt af Alida Blakaj: »Glem covid-19 ét øjeblik. Livet viser altid glimt af menneskelighed, når man har mistet troen fuldstændig. Efter de brutale mord på en række afroamerikanere i USA – og en (til tider) lige så racistisk retorik herhjemme – fandt jeg trøst i de minirevolutioner, der transcenderede verden over – og havde brug for at genbesøge Kendrick Lamars legendariske nummer for at finde styrken i, at ALLE brune og sorte liv betyder noget. Det har de altid gjort. Det vil de altid gøre. Start: Corona-panik igen«.
Amilcare Ponchielli ‘Timernes dans’
Valgt af Martin Gronemann: »Med lockdown, afstandskrav, indgreb og konsekvenser i tilværelsen, som vi kendte den præ-covid-19, var der i dén grad brug for at være god ved sig selv. Nu, hvor vi alligevel måtte undvære meget af det, som gør livet sjovt. Jeg tog toppen af det sociale afsavn ved at male min lejlighed og fordybe mig i klassisk musik. Særligt blev den opløftende stemning i ‘Timernes dans’ af den italienske komponist Ponchielli et lindrende lydspor til et år, som aldrig bliver glemt«.
Weyes Blood ‘Something to Believe’
Valgt af Marie Ulrich Østergaard: »»Drank a lot of coffee today«. Linjen åbner Weyes Bloods nostalgiske ballade ‘Something to Believe’, som jeg har rålyttet igennem hele 2020. Den californiske sangers flammende samtidspoesi er dybt melankolsk og håbefuld på samme tid, fra indledningens sagte klaverakkorder til det brusende omkvæd, og lige dén stemning og lyd har talt til mig i et år, hvor alt har været forandret, hvor idéer er gået tabt, og nye er opstået i stedet«.
Rose City Band ‘Wee Hours/Wildflowers’
Valgt af Mads Kjær Larsen: »Titelnummeret fra uforlignelige Fiona Apples ’Fetch the Bolt Cutters’ er vel selve billedet på karantænetilstanden i 2020. Men lige så ofte, som jeg har haft brug for at mærke Fiona ånde mig lige op i ansigtet – og konfrontere mig med livets barske realiteter – lige så ofte har jeg følt mig kaldet til at drømme mig væk på en sky af krautrock-i-traktortempo på Rose City Bands 12 minutter lange medley af en bevidsthedsudvidende dobbeltkomposition, ’Wee Hours/Wildflowers’, der omtrent lyder som dén saliggørende dagdrøm, der ville opstå i mødet mellem Mark Knopfler og War on Drugs’ Adam Granduciel på toppen af deres respektive game«.