James Blake ‘Limit to Your Love’
(Originalt af Feist)
Valgt af Niels Jul Bruun: »Oprindeligt fattede jeg ikke, hvordan James Blakes ‘Limit to Your Love’ kunne være et cover. James Blake gør med klaver, minimalistisk produktion og følsom vokal Feists nummer til sin helt egen rå post-dubstep-ballade – der er naturligvis spor af originalen, men ‘Limit to Your Love’ er umiskendeligt ‘James Blake’ og føles mindst ti-tyve gange mere rammende. Så selv om jeg ved det, kan jeg stadig ikke helt forstå, at det ikke er ham selv, der har skrevet det«.
First Aid Kit ‘America’
(Originalt af Simon & Garfunkel)
Valgt af Jennifer Frydensbjerg Lehmann: »Når jeg hører Simon & Garfunkels roadtrip-reportage ‘America’, bliver jeg øjeblikkeligt ført tilbage til en svunden tid, som jeg aldrig har oplevet. Og måske er det derfor, jeg knuselsker de svenske countrysøstre First Aid Kits version af klassikeren. Med velplacerede harmonier og charmerende skandinavisk accent formår de nemlig at sætte lyd på den længsel mod ubetinget frihed og meningen med det hele, der kun kan findes på livets landevej, og som stadig udgør kernen i den krakelerede amerikanske drøm anno 2020«.
Sort Sol ‘Ode to Billie Joe’
(Originalt af Bobbie Gentry’)
Valgt af Kjartan F. Stolberg: »Der er skam noget smuk tragisk ironi over den sindsro, Bobbie Gentry leverer på den oprindelige country-udgave af ’Ode to Billie Joe’. Men den morbide historie om en ung mands selvmord tigger alligevel om at blive fortolket i en larmende, snavset version, og det er lige netop det, Sort Sols fortolkning gør. Deres støjrockede udgave er sløv, ubekvem og helvedes makaber. For hver grumme detalje i lyrikken bliver lyden mere ubehagelig – slutteligt er der ikke plads til andet end støj«.
Charles Bradley: ‘Changes’
(Originalt af Black Sabbath)
Valgt af Anders Cold: »Man kunne godt have undet ham at bryde igennem tidligere end i sine 50’ere, men vi skal være glade for, at nu afdøde Charles Bradley overhovedet blev opdaget. Hans gribende udgave af Black Sabbaths heavyballade ‘Changes’ vil nok også huskes for eftertiden som et tilfælde, hvor en opkomling simpelthen er rent med selve sangens hjerte. Har du kun hørt den lille bid, der udgør titeltemaet til Netflix’ coming-of-age-tegnefilmserie ‘Big Mouth’, skylder du dig selv at tage resten ind i al sin pragt«.
Lord Siva ‘Solhverv’
(Originalt af Humørekspressen)
Valgt af Kristian Karl: »’Solhverv’ var solidt pophåndværk, dengang den var en Humørekspressen-sang. Men i Lord Sivas hænder – eller rettere: gennem Lord Sivas stemme – er nummeret blevet til noget langt større. Sangeren får hver linje til at skære og stråle igennem som et stjerneskud på en sommernat. For mig er Lord Sivas gentænkning af ’Solhverv’ (som med lidt god vilje vel godt kan kaldes et cover!) årets mest magiske nummer og et perfekt eksempel på, hvordan en sang kan gå fra god til genial«.
R.E.M. ‘First We Take Manhattan’
(Originalt af Leonard Cohen)
Valgt af Henrik Reinberg Simonsen: »Leonard Cohens klassiker om en mystisk radikalist med Manhattan i sigtekornet giver ikke kun kuldegysninger grundet sine småprofetiske 9/11-associationer. Det oprindelige arrangement fra 1988 er en omgang gumpetung synthpop – som at høre en pinlig onkel lave karaoke hen over noget Pet Shop Boys. R.E.M. har lavet deres egen, mere rockede version af nummeret på et hyldestalbum til den store canadier engang i 90’erne. Det er lige-ud-af-landevejen R.E.M. med masser af feedback til at underbygge den lurende dommedagsfornemmelse. Langt at foretrække til hver en tid«.
Daniel Caesar ‘Streetcar’
(Originalt Kanye Wests ‘Street Lights’)
Valgt af Alida Blakaj: »Læn dig tilbage. Lyt til den gentagne lyrik. Fred være med det originale Kanye-nummer – mit forhold til det er noget helt andet. Men hvordan tror du, det føles at svæve langsomt hen ad en honningfyldt mælkevej, mens du tørrer tårerne væk ved tanken over livets (eller bare dagens) eksistentielle krise? Det er den effekt, Daniel Caesar helt unikt kan fremprovokere med sin inderlige vokal på dette nummer«.
Patti Smith ‘The End of the World’
(Originalt af Skeeter Davis)
Valgt af Martin Gronemann: »Det kræver sin kvinde at levere en bedre version af et nummer, som i forvejen ligger mit hjerte nær. Selv om Skeeter Davis’ levering af denne breakup-hymne absolut også berører mig, er der alligevel noget ved boss lady Pattis version, som svinger den helt op på øverste etage i mit følelsespalads. Hun skræller originalens orkestrale lag af og leverer en kuldegysende præstation blot akkompagneret af piano og en stemme uden skyggen af effekter og studio trickery. Autentisk, nærværende og aldeles overvældende«.
Mark Ronson feat. Amy Winehouse ‘Valerie’
(Originalt af The Zutons)
Valgt af Christian Wolkoff: »Jeg forstår ikke helt, hvordan The Zutons’ originale ‘Valerie’ har næsten 33 millioner afspilninger på Spotify. Det er – mere eller mindre – en håbløst kedelig rocksang. Jeg tager til hver en tid Mark Ronsons ekstatiske soulcover, der bruser og bobler med saftige blæsere, magiske strygere og en præstation af Amy Winehouse, som man bare ikke kan sætte det yderste af en lillefinger på. Sådan her laver man et cover, der ikke bare overskygger, men komplet får én til at glemme originalen«.
Lil Nas X & Billy Ray Cyrus ‘Old Town Road – Remix’
Valgt af Nicklas Krarup Larsen: »Lil Nas X’s genoplivning af Nine Inch Nails-nummeret ‘34 Ghosts IV’ er ikke bare en ny sang, der sampler en gammel. Det er hiphoppen, der laver et cover af hele country-genren. For det første er trap-forvandlingen nærmest magisk i sin simplicitet, og så er der noget fantastisk ved, at en lille instrumental lækkerbisken fra gemmerne hos et industrirockband kan vende tilbage til overfladen 11 år senere og fuldkommen smadre hitlisterekorden – og med hjælp fra Billy Ray Cyrus legitimere et nyt partnerskab i hiphoppen og countryens historie«.
Rhonda Harris ’Waiting Around to Die’
(Originalt af Townes Van Zandt)
Valgt af Maibritt Enevoldsen: »Townes Van Zandts støvede folkballade kan noget helt særligt i al sin intime følsomhed. En forpint countrykunstners melankolske bekendelser, der i hænderne på Nikolaj Nørlund og hans Rhonda Harris (på Van Zandt-coverpladen ’Tell the World We Tried’) hæver sig fra de støvede landeveje på vingerne af storladen, inciterende instrumentering og Nørlunds småkrukkede klang – som en hyldest, der forsøger at svæve hele vejen op i himmelrummet for at løfte hatten for Van Zandt og fortælle ham, at hans (oversete) sangskat lever videre endnu«.