The Ataris

De seneste år har ikke været nogen dans på roser for The Ataris og frontmand Kristopher Roe. Træthed af turnelivet, en mindre depression og generel disillusion var tæt på at blive bandets endeligt, men guitarist John Collura og Roe fandt inspirationen igen i nye sange og en ny måde at samarbejde på, og bedømt ud fra ‘Welcome to the Night’ er The Ataris tilbage – stærkere end nogensinde.

Ved de første gennemlytninger virker de fleste numre ens, og det er ikke nemt at finde mange holdepunkter eller en rød tråd i Roes aggressive sang. Men langsomt begynder det hele at give mening, og de 13 sange vokser betragteligt. Vokalen står fremragende frem over de dynamiske og vrede guitarfigurer, og de før så ulytbare toner træder nu frem som multifacetterede melodier, hvor Roes smerte og angst akkumuleret gennem de seneste år virkelig bliver sunget ud. Rocken har gode vilkår her, og kan ind imellem minde lidt om Interpols klaustrofobiske rock – blot med mere energi og åbne følelser.

Oftest er sangene bygget op over samme skabelon, og det er både pladens styrke og svaghed. Det er en styrke, fordi pladen får et stramt, stilfuldt udtryk og fremstår som en stærk entitet, men leder man efter variation og nye oplevelser, så kan pladen godt virke som ét langt nummer. Derfor kræver samvær med The Ataris stor opmærksomhed, og musikken må ikke forveksles med det rocklydtapet, der beklæder æteren og stort set ikke er til at hive af igen. Dertil er der for mange følelser i musikken til at lytteren kan ignorere kraften.