Holy Shit

Hvis du som jeg er af det synspunkt, at den ægte lo-fi ikke er et skalkeskjul for manglende talent, men ledes af de visionære, der trodser det gængse og opfinder egne måder at producere melodier på, så er Holy Shit dine nye venner. Under det fjollede navn gemmer sig et samarbejde mellem Animal Collective’s spøjse ven, den hyperaktive troldmand i et hjemmestudie Ariel Pink, og Matt Fishbeck fra det oversete 90’er band Push Kings, hvis musik duftede af powerpop og 60’er-pop-nostalgi.

Ariel Pinks skødesløse, men sært dragende indspilningsteknik (vi taler om en mand, som laver trommelyde med sin vokal) har ofte tenderet til, at de egentlig soleklare melodierne gemte sig i en lige lovligt tilrøget sky. Her fremstår de dog mere direkte, som eksempelvis på ‘My Whole Life Story’, der lyder som Paul McCartney på svampe i badeværelset med en ødelagt kassettebåndoptager. Ja, pladen lyder faktisk som et lettere beskadiget mixtape, hvor indholdet er alt fra kraut, new wave, folk, dub, psykedelia, som efter en tur i tørretumbleren eller en tilsvarende arrig husholdningsmaskine byder på et svimlende resultat.

Således lyder mørke ‘The Notice’ lidt forbløffende som en glemt perle fra The Cures depressive post-punk klassiker ’17 Seconds’, mens de på ‘Let’s Get Straight’ går løs som var det syrehovederne i tyske Faust, der jammede med dub melodica-maestroen Augustus Pablo i starten af 70’erne. En heksekedel, hvis eliksir smager af gylden pop og bruser sommerligt af det Californien, det er tryllet frem i.

Holy Shit. 'Stranded at Two Harbors'. Album. UUAR/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af