’Bad Hair’: Håret slår ihjel i ny racegyser, der løfter pegefingeren den gale vej
Hvem kan være monstret i gyserfilm? I 2017 rykkede Jordan Peele grænserne for det spørgsmål, da han i sin mesterlige ’Get Out’ castede en gruppe folkekære hvide skuespillere som en familie af væmmelige liberale, der stjal sortes kroppe.
’Get Out’ kan særligt ses som en revolution inden for genren, fordi den tog udgangspunkt i et perspektiv, som store dele af publikum ikke havde oplevet før. Specifikt den afroamerikanske skræk ved at være fanget i et rum, hvor du er omringet af hvide mennesker.
Instruktør Justin Simien (’Dear White People’) virker til at have lignende ambitioner med sin gyserfilm ’Bad Hair’, som nu er ude på streaming. Den ambitiøse tv-producer Anna Bludso (debuterende Ellen Lorraine) får i 1989’s L.A. en såkaldt vævning for at klatre op ad den stejle karrierestige i showbusinuess, hvor det at være sort ses som et produkt snarere end en kultur.
Men vævningen, som i én grafisk scene, der er som taget fra ’Psycho’, sys i skalpen af den unge kvinde, viser sig at have sit eget sind og glubske appetit. Og for at den fortsat kan holdes glat og ’smuk’, kræver den blod indenbords – hvad end det er fra den liderlige udlejer eller Annas eget menstruationsblod.
Analogien til virkelighedens verden er ikke svær at fange. Vævninger var historisk en måde for sorte kvinder at skjule deres krøller og naturlige frisure og dermed passe bedre ind i de hvides verden. Og filmens indignerede, krasse vrede slutter ikke ved frisurevalg. Annas arbejdssted Culture er en underafdeling af musikvideoselskabet RTV (en slet skjult fiktiv udgave af MTV), hvor sorte kunstnere spottes, før de føres videre i systemet til et hvidt publikum. Og i mødelokalet er den ene hvide afdelingsleder omringet af sorte ansigter, der arbejder under ham.
I genreregi er der sjældent noget galt med en løftet moralsk pegefinger, så længe det iscenesættes på en tilpas fandenivoldsk maner. Justin Simien har selv udtalt, at filmen er skabt til sorte kvinder og er en fejring af dem.
Desværre er slutresultatet ikke så vellykket. Ved at dæmonisere vævninger peges der snarere fingre af de sorte kvinder, som bærer dem, end den kultur, der fremhæver glat hår som det eneste alternativ. Det er som den mandlige feminist, der fortæller kvinder, at de ikke behøver make-up, fordi de er smukke, som de er.
Men forkølede woke-budskaber er langt fra filmens største hage. Med sit grovkornede kamerafilter, heftige brug af fisheye-linsen og dybe pastelfarver fanger Simien fint musikvideolandskabets unikke æstetik anno 1989. Desværre betyder den udbasunerede stil, at filmen aldrig bliver uhyggelig. De komplet blodløse mord, hvor tarveligt cgi-hår får ofrene til at snuble på gulvet (og dø som resultat), hjælper ikke situationen.
Der er en åbenlyst campy energi i ’Bad Hair’ med det vanvittige monster, de overdrevne effekter og amatøragtige præstationer fra dygtige skuespillere som Lena Waithe og Jay Pharoah, der livløst krænger munden rundt om den akavede dialog. Men Simien har ikke fingerspidsfornemmelsen til at komme i mål med æstetikken, og da filmen slutter med groteske hårmonstre, som jagter Anna rundt i en tom bygning, virker det hele mere latterligt end uhyggeligt eller bare morsomt.
’Bad Hair’ fremhæver, hvor svært det i grunden er at lave denne type af samfundssatiriske horrorfilm, som de sidste par år med film som ’Cam’, ’The First Purge’ og ’Black Christmas’ er blevet kutyme. Ikke engang en vidunderligt saftig præstation fra Vanessa Williams kan redde miseren fra at føles som spildt potentiale.
Kort sagt:
Justin Simiens ode til sorte kvinder ender med at pege fingre af dem snarere end at fejre dem. Se hellere Peter Stricklands eminente ’In Fabric’, der ligeledes bruger en dødelig tøjgenstand til at granske kvinders komplicerede forhold til mode og image.