Mikkel Glasser

I strømmen af melankolske, danske singer/songwriters hører man heldigvis af og til noget, som bare er rart, umiddelbart og indbydende. Et eksempel på det er Mikkel Glasser, som har barslet med sin anden plade. Her skaber han et elskværdigt og fredsommeligt pop-univers af enkle kompositioner i en fyldig produktion.

Selv står han for en følsom og varm vokal, blødt fingerspil på guitaren, klaver og synth i samspil med bassist og trommeslager, og derudover har Simon Gylden lagt soloprojekterne til side og breder legende og udforskende lyden ud med beats og programmering.

Umiddelbart er der ikke noget nyt og banebrydende over Mikkel Glassers sange, men de er fra første gennemlytning behagelige, velopbyggede og letfordøjelige uden at blive kedelige. Der er intet prætentiøst over Glasser, som bare synes at nyde den gode popmelodi, og det er befriende. Stille og roligt folder numrene sig ud i en simpel opbygning og spreder en elskværdig stemning af eftertænksomhed og ligevægt.

Glasser beviser, at man ikke behøver at opfinde den dybe tallerken, hvis bare man kan spille en god og fængende melodi, som af og til krydres med lidt dynamiske march-trommer og mærkelige, foruroligende og næsten skjulte computerlyde. Det er ikke et møde, der går over i historien, men sympatisk – det er det nu engang.