Amy Winehouse

Hun er ung, britisk og hvid af udseende, men lyder som en større, afro-amerikansk kvinde, der lovsynger mange dages vekslen mellem krigsskader og vellevned. Hun hedder Amy Winehouse, og imponerer på alle fronter med sit andet album. Vokalmæssigt placerer hun sig et sted mellem Lauryn Hill og Eurykah Badu, mens stilen ligger tydeligt op ad førstnævnte. Hun ligner nu ellers ikke andre, og tør, sin unge alder på trods, skille sig ud, med en stemme og en lyd, der næsten er for stor for sådan et lille væsen.

Iblandt reggae, hip-hop og r’n’b finder man, mere end noget andet, store mængder jazz og motown, men i en knivskarp, moderne version, som gør det næsten umuligt at forstå, at det skulle være udruget af en 22-årig. Med referencer som Dinah Washington og Sarah Vaughn, kunne man jo nemt frygte at Amy Winehouse åbenlyst lægger fælder for sig selv, og nemt kunne kvæles under sine ambitioners enorme tyngde, men man opdager hurtigt, at hun besidder et så rendyrket talent, at det simpelthen aldrig bliver aktuelt.

Med lige rolig og sikker hånd, kaster Amy Winehouse sig ud i såvel højtempo hysteri i det geniale åbningsnummer ‘Back to Rehab’, som hun går til at skulle være nøgen og hjerteskærende i for eksempel det rolige titelnummer og ‘Love Is a Losing Game’. Akkompagnementet af utallige strygere og blæsere, hjælper uvægerligt stemningen på vej, men det gøres med både respekt og selvironi og bidrager til at få skabt et forfriskende album, der går til alt, og som garanteret vil hjælpe enhver scoring på vej.