The Good, The Bad And The Queen

Fra den smålallet knægt, der tilbage i halvfemserne fik en hel generation til at hoppe rundt og skråle »He lives in a house, a very big house in the country«, til pertentlig og fortsat udfordrende kunstner. Damon Albarn har uden tvivl sat sine fingeraftryk godt og grundet på 20 års engelsk musikhistorie. Fra 90’ernes Blur-hysteri til det overraskende tegneserieband Gorillaz. Med det smed Albarn for alvor brit-boy-trøjen og lukkede op for den ventil, han havde pillet lidt ved i den senere Blur-periode.

Nu er der skruet op på fuld styrke med et nyt bandprojekt, The Good, the Bad and the Queen – mandens mest spidsfindige arbejde til dato.

Endelig har han taget konsekvensen af sin kærlighed til dub- og ska-rytmer og simpelthen tilsat dem sin unikke bryg af gnidrede, men ubegribeligt fængende melodier, lusket electronica og gedigen britisk dekadence. Og det virker over al forventning. Fusionen er lykkedes, Albarn har atter engang haft Midas-grebet fremme og skabt noget der sætter gyldne aftryk i ens bevidsthed.

Tolv mærkelige fortællinger – fra de dunkle, mystiske numre som ‘Behind the Sun’ og ‘The Bunting Song’ til fantasifulde tårepersere som ‘A Soldier’s Tale’ eller ‘Green Fields’. Det er smukt og velgjort, og selvom der er mange andre storartede sange på pladen, så er det i disse numre samt de flippede ‘Northern Whale’ og ’80’s Life’, man finder det bedste og mest interessante stof.

Og det er her den fornemme konstellation, der blandt andet byder på Paul Simonon fra The Clash på bas og DangerMouse bag producerpulten, virker bedst. Dette er en af de mest sympatiske udgivelser længe, og som Damon selv synger på første nummer: »If you don’t know it now, then you will do«.