I år har Taylor Swift lavet to indiefolkede album med hjælp fra Bon Ivers Justin Vernon og (især) Aaron Dessner fra The National, og selv om hverken ’Folklore’ eller ’Evermore’ er decideret dårlige (andre på redaktionen er vilde med dem), er der noget ved udgivelserne, der skær i mine ører.
Ikke på sådan en konkret, lydmæssig måde, for det er virkelig ikke album, der på nogen måde er ubehagelige at lytte til. Tværtimod. De er nærmest søvndyssende behagelige, som at trække et tæppe helt op under hagen foran pejsen en mørk decemberaften. Det er gløgg-musik.
Og selv om jeg godt kan lide både gløgg og pejsehygge, er der alligevel noget ved, at netop Swift laver denne musik, der – sagt på Kanye-sprog – får mig til at savne den gamle Taylor Swift. Sangerens nye indieæstetik repræsenterer nemlig alt det, jeg føler, hendes musik har været i opposition til.
For mig har lige præcis Taylor Swifts musik nemlig altid været et tilflugtssted fra den tungsindige, navlepillende indiemusik, der havde sin storhedstid i 00’erne.
Ah, 00’erne. What a time to be a live. Eller ikke.
Det var dengang, medier var optaget af at definere en kulturel skikkelse, der blev kaldt ’hipsteren’, som vist nok var kendetegnet ved, at han gik med skovmandsskjorte, hørte vinyl, kørte fixiecykel og groede fuldskæg.
Det var dengang, der var blogs som amerikanske Hipster Runoff og danske Copenhipster, der analyserede, hvordan man bedst fik kulturel kapital gennem sine musik- og livstilsvalg.
Ja, seriøst.
Det var en underlig tid. Det var indie bro-tid. Og jeg må indrømme, jeg virkelig ikke savner den æra, selv om den også havde sine gode sider.
For som en person, der elsker hiphop og popmusikkens klare melodier og euforiske følelsesudladninger, havde jeg ikke meget til overs for indie bro’ens skovlængsel og guitarmelankoli.
Mine venner kunne få lov til at høre Bon Iver og The National. Jeg holdt mig til Lil Wayne og Taylor Swift.
Det siger sig selv, at de meget alvorlige og følsomme indie bros så ned på ellers gennemført geniale sange som Swifts ’Love Story’ og ’You Belong With Me’. Ægte, dyb musik var åbenbart noget med en mand med fuldskæg i en skov med en guitar.
Ja, som sagt, det var en underlig tid!
Men som 2010’erne skred frem, skete der et skred i måden, vi møder musik på. Pop og hiphop var ikke længere guilty pleasures. Tidsånden var ikke længere så indie. Man begyndte at lytte til kunstnere som Swift uden en eller anden misforstået ironisk distance.
Med 2014-albummet ’1989’ lykkedes Taylor Swift ikke bare med en gigantisk kommerciel succes og et skift fra countrypop til pop-pop, hun opnåede også en slags kritikermæssig og bredere kulturel respekt. Hun skabte Det Store Popalbum lige på det tidspunkt, da Pop stoppede med at være stigmatiseret.
Sagt med andre ord: Et Swift-album blev ikke nødvendigvis set som automatisk værende dårligere end et singer/songwriter-album.
Jeg syntes, det var en god udvikling. Selv var jeg dengang startet som skribent hos Soundvenue og havde travlt med at skrive om, at Chief Keef, Gucci Mane og så videre altså var på et mindst lige så højt kunstnerisk niveau som klassisk, lyrisk rap.
For hiphoppen havde sin egen klasseopdeling. 90’er-rap eller kompliceret, teksttung hiphop var god smag. Sydstatsrap med energi og attitude var ikke. Men også her skiftede tidsånden. Gucci Mane, Playboi Carti og Young Thug har siden spillet Roskilde. Fremtiden er ankommet.
Og her, i den smukke nye æra, hvor vi har lagt den støvede, lyrikfikserede hiphop og den selvhøjtidelige indiebro-kultdyrkelse lidt på is, går Taylor Swift fandme indie! Og laver et album med folk fra Bon Iver og The National!
Det er næsten ikke til at bære.
Okay, jeg ved godt, at Taylor Swift trods alt har andre hensyn end at passe ind i min personlige livsfortælling. Hun skal da selvfølgelig bare gøre, hvad hun har lyst til. Man skal ikke tage tingene så tungt, jeg ved det godt.
Men!
Personligt savner jeg bare den gamle Tayor Swift, der lavede musik til os, der kunne lide pop. Og ikke til ham, der før blev kaldt hipster, og som nu nok kan klassificeres som en cool dad.
Swift skiftede side. Hun tog i skoven med en indiebro. Det føles som et forræderi.