Swan Lake

Tanken når lige at strejfe én ved første gennemlytning af ‘Beast Moans’. Er det andet end venstrehåndsarbejde og rodede, åndløse, men overprætentiøse påfund halvhjertet forklædt som forunderlig inspiration? Prætentiøst er det i hvert fald. Dejligt prætentiøst.

Sammenskudsgildet Swan Lake er Spencer Krug fra det fremragende Wolf Parade, Daniel Bejar fra New Pornographers samt Carey Mercer fra det mere ubeskrevne blad Frog Eyes. Og med det på plads lad os så få pakket alle forbeholdene sammen. For det, der i første flygtige hug lyder som temmelig uskønne sketcher til noget, der kunne være blevet til fine sange, er i virkeligheden et fascinerende kaos af kakofoniske lyde, stemmer og rablende gode ideer, der mænger sig på kryds og tværs i Swan Lakes sære og betagende parallelunivers.

Eksempler? Åh, jo, selvfølgelig. De står i kø. ‘City Calls’ er en rørende smuk disharmoni, hvor et mylder af vokaler parrer sig med et detaljerigt lydbillede, der provokerer nysgerrigheden og traditionelle forestillinger om, hvorledes berusende toner skal sættes sammen. Anderledes enkel er ‘All Fires’, der i høj grad hviler på Spencer Krugs karakteristiske vokal her dog i en noget mere nedslået version end hans normalt højspændte, skingre brægen.

Det er en overdrivelse at sige, at der ikke findes ét kedeligt øjeblik på ‘Beast Moans’, men de er få og langt i mellem. Swan Lake’s debutplade er i sine bedste øjeblikke noget af det mest interessante og udfordrende alternative rockmusik på denne side af Arcade Fire.