Forleden annoncerede Disney+ et hav af nye ’Star Wars’-titler, som vil få premiere på streamingtjenesten i fremtiden, og nu er de første detaljer om ’The Mandalorian’-spinoff-serien ’The Book of Boba Fett’ blevet offentliggjort.
Detaljerne blev afsløret i en teasende sekvens efter rulleteksterne til sæsonfinalen af ’The Mandalorian’ sæson 2.
Her ses dusørjægeren Boba Fett vende tilbage til Jabba the Hutt-paladset på Taooine for at udslette dets indbyggere. Da alle er døde, inklusive Bib Fortune, der sidder på Jabbas trone, overtager Boba tronen med makkeren Fennec Shand ved sin side.
Nyheden blev efterfølgende bekræftet af ‘Mandalorian’-skaber Jon Favreau, der kunne afsløre, at serien, som er en selvstændig serie og dermed ikke en sæson 3 af ’The Mandalorian’, vil have Temuera Morrison og Ming-Na Wen på rollelisten som Boba Fett og Fennec Shand.
Serien vil blive produceret af Favreau og Dave Filoni med hjælp fra Robert Rodriguez, der også instruerede afsnit 14 i anden sæson af ’The Mandalorian’.
Boba Fett viste sig for første gang i ’Star Wars’-universet i ’Star Wars: The Empire Strikes Back’ i 1980, og i anden sæson af ’The Mandalorian’ stod det klart, at han levede i bedste velgående, efter han blev formodet død i ’Return of the Jedi’.
’The Book of Boba Fett’ får premiere december 2021.