Nas

Nas er med sin ottende udgivelse på en lyrisk mission for at redde hiphoppen. Han proklamerer, at hiphoppen er på vej mod en sikker død, hvis der ikke snart kommer en tid, hvor kulturen ikke kun fremstår som et salgsobjekt. Derimod skal rimene være i fokus, og kunstnerne skal være klar til at bære den stolte tradition videre, eller som han selv formulere det på nummeret ‘Carry On Tradition’: »Now I got an exam, let’s see if y’all pass it / Let’s see who can quote a Big Daddy Kane line fastest«.

Ja, hvem ellers end netop Nas har redskaberne til at redde hiphoppen? Rapperen ingen, og jeg mener ingen, rent lyrisk kan sætte en finger på. Rapperen med det sjældne talent for at samle undergrunds- og mainstream-hiphoppere under samme tag.

Han lægger hårdt ud med seks numre, der bringer tankerne tilbage på hans debut, ‘Illmatic’, en af de største hiphopklassikere nogensinde. Forskellen er dog bare, at han denne gang overvejende kigger tilbage i tiden både lyrisk og musikalsk. Det er også på denne del af albummet, at han adskillige gange lufter sine bekymringer omkring hiphoppens tilstand, som på titelnummeret ‘Hip Hop Is Dead’: »Everybody sound the same / Commercialize the game /Reminiscin’ / When it wasn’t all business«.

På den andel del af albummet daler niveauet dog, da han én efter én introducerer gæstekunstnere, der blandt andet tæller Jay-Z og Snoop Dogg. Indslag man sagtens kunne have været foruden. Hovedsageligt fordi Nas er dem så overlegen, at man knap nok ligger mærke til deres bidrag. Men det er desværre et valg, der betyder, at albummet ikke bliver en af de helt store klassikere. Man kunne i stedet have ønsket sig, at han havde holdt sig til den oprindelige mission og beholdt den dyrebare tid for sig selv, for så ville han uden tvivl have været manden, der genoplivede hiphop.