»Fuck de gamle!«
Sådan afsluttede instruktøren Zinnini Elkington sin takketale, da hun i november vandt kortfilmprisen Ekko Shortlist for sit #Metoo-drama, ’En flirt’. Og den attitude lader sig gælde for mange nutidige filmskabere: at lave film er (også) at bedrive politik. Et generationsskifte ser ud til at være på vej.
Jeg brugte det meste af 2020 på at skrive en bog om de seneste 50 års undergrunds- og talentfilm. Specifikt de film der er støttet af de danske filmværksteder – filmværkstedernes havde nemlig 50 års-jubilæum i året, der netop er slut. Jeg kørte rundt hele sommeren på min Velo Solex-knallert og interviewede de ukendte og kendte, de glemte og de aktuelle, og prøvede at finde hoved og hale i et halvt århundredess kulturhistorie. Bogen er blevet en blanding af kultur- og røverhistorier og dækker alt fra Jørgen Leth og Jytte Rex til Michael Kvium og Thomas Vinterberg.
Og i bogen, der har fået titlen ’Friheden til at lave hva’ fuck man vil’ slutter jeg af med at se på, hvor vi står lige nu. Det var nemlig først til sidst, da jeg sad med de film, vi ser nu – og de filmskabere vi kommer til at se om lidt – at det gik op for mig, hvordan historien gentager sig. Nutiden minder mig om 1970’erne. Og så alligevel ikke.
Og ja, det kan kun gå galt, når man prøver at definere sin samtid eller endnu værre: spå om fremtiden. Ikke desto mindre har jeg sagt ja til udfordringen fra Soundvenues filmredaktør. Og Zinnini Elkington er et perfekt sted at starte.
Niels Olsen som overgrebsmand
Et år før Sofie Linde genantændte sexismedebatten i Danmark, havde Zinnini Elkington castet Danmarks hyggeonkel nummer ét, Niels Olsen, til at spille chef-der-begår-overgreb på den fiktive avis Borgeren. Det er en fortælling om journalisten Eva (Marie Bach Hansen), der i en situation, hvor praktikanten Nikoline bliver udsat for sexchikane af en overordnet, er uforstående over for, at den slags kan genere hende. Da hun selv indleder en flirt med Niels Olsens karakter, den nye, flinke direktør, ender det i en voldtægt.
»En flirt er ikke bare en film til tiden. Den har på nærmest synsk vis foregrebet #MeToo-bølgen i Danmark«, udtalte Ekko Shortlist-juryen og kaldte den »et moderne politisk værk«. En anden film, der tager livtag med tidens varme emner og i øvrigt ligesom ’En flirt’ vandt en Robert i januar, før verden lukkede ned, er Mathias Broes ’Amfi’. Den sætter et halvdokumentarisk univers op med ruiner af et amfiteater fra det gamle Grækenland, hvor tre unge mænd – Anton, Sigurd og Adam – undersøger det at have flydende seksualitet som mand.
I en blanding af ømme samtaler, og neongrønt laser, der bliver skudt ud af røven af de medvirkende, aftabuiserer den et emne, der ses forsvindende lidt i mainstream. Begge film synes at have køn som emne, og hvem der har den sande historie – og hvem har lov til at definere den.
Det er ikke et nyt tema, og jeg ser en linje fra 1970’ernes opblomstring af det kønspolitiske i kunsten til de film, vi begynder at se pible frem nu. Et af hovedværkerne i den forstand er ’Tornerose var et vakkert barn’ fra 1972, instrueret af Jytte Rex og Kirsten Justesen. Ligesom ’En flirt’ og ’Amfi’ blev den støttet af Filmværkstedet i København og står i dag som et lysende punkt blandt 70’ernes mande- og cisdominerede filmverden.
Det er en film, hvori kvinder kunne danse, tale, onanere og fortælle om kvindelige erfaringer. Først blev den kaldt et makværk, så blev den senere dog opgraderet til at være en vigtig ’kvindefilm’, og nu står den som en klassiker i dansk undergrundsfilm. Og muligheden for at udfolde sig filmkunstnerisk som kvinde lagde grund for, at nutidige, unge instruktører kan gøre det samme og indskrive sig i den danske filmhistorie.
I flæng kan nævnes Lea Globs undersøgelse af kvindelige krops- og seksualitetstabuer med ’Venus’, Annika Bergs sprudlende ’Team Hurricane’ og Marie Grahtøs vilde ’Psykosia’.
»Normale mennesker bander ikke«
Generationsskiftet er i gang i hele rigsfællesskabet. Og den gamle garde kæmper imod. Den 67-årige færøske kulturminister brød således direkte armslængdeprincippet for nylig, da han nægtede udbetaling af filmstøtte til den 17-årige Tóki Jansson og hans animationsfilm ‘Skúla Scam’. Filmen, en slags færøsk ’South Park’ med grove replikker og naiv tegnestil, var ikke acceptabel. Argumentet for den politiske censur? De bander for meget i filmen.
»Normale mennesker bander ikke«, som han sagde.
Også en anden færøsk instruktør, Andrias Høgenni, har for nylig udtalt sig om retten til at fortælle sine egne historier.
»Jeg er vokset op uden at have set film på færøsk. Jeg var 19 år, før jeg så en decideret spillefilm, hvor jeg kunne høre og se mit eget modersmål i levende billeder«, sagde han, efter Thomas Vinterberg havde hyldet hans film til Ekko Shortlist Awards. Filmen ’Ikki illa meint’ er en fortælling om fortællinger, om de to meget forskellige færinger, Marita og Elinborg, der mødes tilfældigt i Føtex, og udfolder sig som et drama af Facebook-intriger og om at bo i Danmark, men stadig have rødder, der strækker sig tilbage til hjemstavnen.
Og selvom man skulle mene, at der var plads til flere film på færøsk (og grønlandsk for den sags skyld), er det lige nu sådan, at det danske sprog og den danske vinkel skal være i fokus, når der udgives filmstøtte. Og rigsfællesskabet tæller ikke her. Både den gamle garde og juraen er imod fornyelsen. Der er kamp om fortællingerne i tiden, og den danske kolonialisme er ikke død. Men tendensen til hjemstavnsfilm skal man nok stadig holde øje med.
Om filmene er om Danmark uden for de største tre byer (hvor René Frelle Petersens ’Onkel’ og Anne Sofie Hartmanns ’Giraffe’ står som lyspunkter), om eksil fra Færøerne som Høgennis eller om Grønland (som ’Lykkelænder’ og ’Translations’) er tilhørsforhold til debat.
Og i grænselandet mellem hjemstavnsfortælling og den nyere tendens til genrefilm ligger Ulaa Salim. Det er ham, der har lagt citat til titlen på min bog, »Friheden til at lave hva’ fuck man vil«, og han har med fremtids-actionfilmen ’Danmarks sønner’ også skrevet sig ind i tendensen til hjemstavn, længsel og tilhørsforhold. Men den gør det med fuld gas på æstetik og visualitet. Og på den måde er modet i de nyere stemmer ikke kun politiske.
For hvor det før nærmest kun var Ask Hasselbalch (og før ham Nikolaj Arcel, før han drog udenlands), der lavede genrefilm i Danmark, kom pludselig Gustav Möllers ’Den skyldige’ frem og stjal thriller-billedet, og Avaz-brødrene udfoldede melodramaet og de store følelser med ’Mens vi lever’ og ’Kollision’. De store armbevægelser er på spil, og modet til at lave genrefilm indvarsler et større, og måske allerede igangsat, opgør med køkkenvaskfortællingen.
En and er ikke bare en and
Selvom det kan virke næsten dumt at påstå noget om fremtiden, og især at det fysiske møde med filmværker bliver stort midt i en pandemi, vil jeg alligevel gøre forsøget.
Performance blandet med film, Virtual Reality og teater, bliver snart stort. Vi har set det allerede. Især Kranot-ægteparret, der er baseret i animationshovedstaden Viborg, har haft succes med deres ’Nothing Happens’, der (måske) er en henrettelse af beskueren. Og hver gang der knopskyder nye værker til festivaler eller på gallerier, viser det sig ekstremt populært i en konstant mere 2d-flad verden, hvor det eneste liv, du møder, er lyset fra din laptop. Filmfestivalen CPH:DOX har hvert år nærmest halvdelen af Kunsthal Charlottenborg tildelt til de nye filmfortællinger.
Og spørgsmålet melder sig altid: Vil Virtual Reality tage over fra filmen? Og svaret er kort: Nej. Ligesom fotografiet heller ikke slog maleriet ihjel, kan kunstarterne sameksistere. Men opgøret med ‘de gamle’ og det politiske kryber også ind i de ’film’, der ikke er flade. Tag eksemplet med Johan Knattrups ’Martyr’, der kredsede om mordet på en and, en personlig historie fra Knattrups barndom, hvor han må slå sin bedste ven, en and, ihjel. Men det er samtidig også en fortælling om veganisme, og hvordan vi omgås andre tænkende og følende væsener, der ikke lige er mennesker.
Tendensen lader nemlig ikke til, at der nu bare bliver lavet såkaldt ’vigtige’ film – et udtryk anmeldere oftest bruger om en film med et vigtigt emne, de ikke tør kalde dårlige. Det er spiddende, undersøgende, udfordrende film. Film, der tør noget og rykker i dig.
Der er en filmisk og politisk udforskning i gang, der (forhåbentlig) varsler et mod til at gå direkte ind i samtidens problemstillinger og på filmisk vis bearbejde dem. Måske mangler vi bare at få klimaet ind i nogen af dem?
Men hvordan de mange tusinde filmtalenter kommer til at forme vores kollektive, visuelle fortællinger, og forvalte den mulighed, er uvist. Under den sidste lockdown så vi, at det er i kulturen, vi søger svar, trøst og tryghed. Opgaven ligger nu i at forstå, at disse mennesker aktivt bearbejder den forvitrede verden, vi lever i, men ikke kan forklare.
De filmskabere kommer til at formulere de erfaringer, vi ikke selv kan sætte ord og billeder på. Og det eneste, vi andre kan gøre, er at holde øjnene og ørene åbne.