Efter sit første filmforsøg fik Thomas Vinterberg karrierens største sviner

I et uddrag fra en ny bog i anledning af Filmværkstedets jubilæum fortæller Thomas Vinterberg for første gang om, hvordan han efter sit første spæde filmforsøg blev ydmyget så gevaldigt, at han overvejede helt at droppe instruktørambitionerne.
Efter sit første filmforsøg fik Thomas Vinterberg karrierens største sviner
Thomas Vinterberg. (Foto: Anders Overgaard.)

Thomas Vinterberg, der i disse uger fortsætter triumftoget med ’Druk’, var en af de yngste instruktører, der nogensinde kom ind på Den Danske Filmskole. Han søgte om adgang med en film, han havde lavet på Filmværkstedet, der i år fylder 50, og som derfor har fået sin helt egen bog: ’Friheden til at lave hva’ fuck man vil’ af Sebastian Cordes.

I bogen interviewer forfatteren en række af de i dag prominente instruktører, der slog deres første folder på Filmværkstedet i København. Vi bringer her kapitlet med Vinterberg, som med al tydelighed viser, at selv de største mestre kan få en endog meget bumpet start.

Thomas Vinterberg: »Jeg søger Filmværkstedet sammen med Aslak Lytthans, som er belyser i filmbranchen i dag. Jeg husker ret tydeligt det første møde, vi havde.

Det startede nede ved en pølsevogn i Kødbyen, hvor Aslak og jeg holdt et lille formøde over en frankfurter. Så gik vi op på Filmværkstedet og snakkede. Vi havde hakket om, hvem der skulle være fotograf, og hvem der skulle være instruktør. På det tidspunkt var jeg 16 eller 17. Værkstedet lå inde ved Kødbyen der, og vi kommer ind til i hvert fald Dino, og måske var Prami (Larsen, den nuværende leder af Filmværkstedet, red.) også med allerede dengang.

Så siger vi, at vi gerne vil lave en biograffilm. Jeg kan huske, at vi brugte det ord, en biograffilm. Jeg tror ikke, vi kendte ordet spillefilm, ha ha! Så sagde de: ’Små slag, altså, kan I ikke lige starte med at lave en kortfilm’. Så sagde vi, okay, fint nok, og så var det besluttet i den sætning.

Så gik vi i gang med et projekt med titlen ’Sneblind’. Jeg arbejdede i en biograf, hvor vi endte med at optage. Det var Palladium, som lå under jorden i Rådhusarkaden. Der var sådan nogle kældergange, og så fandt vi på en eller anden tosset historie. Ambitionerne fejlede ikke noget, vi fik engageret en helvedes masse mennesker til at hjælpe os, og vi forgældede os også lidt. Vi fik nogle penge af DR af en gut, der hed Per Schultz. Men vi løb tør for penge hele tiden, så vi måtte tit stoppe og så fortsætte lidt igen lidt senere. Det var virkelig stramt«.

Forsiden til Sebastian Cordes bog ‘Friheden til at lave hva’ fuck man vil’.

Sebastian Cordes: I formåede også at få Dick Kaysø med?

Vinterberg: »Gud, han var også med, Dick, ja. Han var ret vild. Ham burde jeg også give en rolle igen.

Der var nogle af mine voksne helte med. Den gamle alkoholiker, det er jo Henrik Strube, som jeg har brugt siden i ’Submarino’, og som jeg boede i kollektiv med. Han er tidligere guitarist i Røde Mor. Men jeg kan huske én ting tydeligt, og det var musikken. Musikken er lavet af en, der hedder Peter Schultz, som er lydmand i dag, og som jeg hjalp ind på Filmskolen nogle år efter. Det var det der guitar med noget ekko, det synes jeg var ret fedt«.

Cordes: Det rammer en stemning af kælder- og dysterhed, og så slåskampen i biografen, der er meget som musikvideoen til Michael Jacksons ’Bad’?

Vinterberg: »Det er sgu sjovt, du siger det med MJ, det er sådan lidt thriller-agtigt. Den er jo også optaget på U-High Band, som var et rørkamera. Det betød, at når du ramte en lampe, så trak det slørhaler. Hvis du ser gamle jazzoptagelser på DR, så trækker de der messinginstrumenter en hær af slørhaler. Det brænder en rille i røret, og så sad den rille der også i det næste, man optog. Min tekniske wizard, Peter Hjorth, var med på holdet og arbejder nu fast med Lars von Trier og er med på mange af mine film som visuel effect supervisor. Han har så været fjorten år der, og han kunne sådan noget med at pege kameraet ned i en flamingoplade, så brændte han hele røret ud, og så udjævnede det sig, og så kørte man bare videre«.

Husk at trykke optag

Vinterberg: »En af dagene skulle vi lave noget stunt, hvor vi lagde Rådhuspladsen ned i røg, så al trafik stoppede, og vi fik en helvedes masse problemer ud af det. Vi skulle optage den der blanding af en dans og et slagsmål i biografen, så da vi kom hjem og skulle se det, Aslak havde filmet, så så man bare mig, der gik rundt og kommanderede og råbte værsgo, og så klip til nogle mennesker, der gik rundt og kløede sig i røven. Han havde brilleret ved at trykke ’stop’, da han skulle trykke ’start’, og ’start’, da han skulle trykke ’stop’, en hel dag.

‘Sneblind’.

Så vi skulle høre alle de der mennesker, som arbejdede gratis, om de ikke lige ville komme igen. Vi måtte virkelig skrue charmen på. Det var et kæmpe brød, vi havde slået op, og vi skulle skaffe mad til 30 mennesker, der arbejdede hele natten, og vi anede ikke, hvordan fanden vi skulle gøre det. Per Schultz fra DR var ret sød. Han var sådan, ’her er 30.000 til madpakker’, det var sådan nogle formuleringer, han havde.

Jeg kan huske, at vi var til et møde med ham, hvor han spurgte, hvornår vi kunne tænke os, at filmen skulle vises, og jeg svarede ’fredag aften klokken 20 efter TV-Avisen’!. Så kiggede han op og tænkte lidt, og så lænede han sig helt frem til mig og sagde: ’Troede du da’. Og så endte det med, at de slet ikke ville vise den. Men vi endte faktisk med at have en premiere i Grand«.

Cordes: Hvordan var premieren?

Vinterberg: »Jeg husker den som pinlig. Men jeg synes, at folk var ret velmenende, og der var da nogle, som roste den. Men der lå faktisk en ret stor ydmygelse for enden af den. For alle folk havde sagt ja til at lave film med os mod forventningen om, at de kom i fjernsynet. Dengang var der jo kun DR, så det var vildt nok at komme i fjernsynet.

Så da Per Schultz så det færdige resultat, skrev han, at de ikke ville sende den, fordi de syntes, den var for dårlig. Han var rimelig tør. Der var jeg i mellemtiden kommet ind på Filmskolen, og det var et ret stort slag, men jeg vidste også godt, at den ikke var blevet så god. Så jeg skrev meget sødt til Per, om han ikke kunne uddybe det lidt. I mellemtiden var han blevet skiftet ud med en mand, der hed Thomas Stenderup, og Thomas Stenderup er et menneske, der på en eller anden måde har følt et behov for at ydmyge os.

Han sendte en telefax til Filmskolen, hvor han skrev, om der var nogen, der gad fortælle Thomas Vinterberg, at … og så havde han skrevet et par siders grotesk ydmygelse. Det blev hængt op på opslagstavlen, og jeg var der ikke, fordi jeg var syg af depression over, at vores film ikke blev vist. Så hang det så på opslagstavlen på Filmskolen et par dage.

‘Sneblind’.

Jeg har været ret forsigtig med at sige det, for det er med navns nævnelse. Men det må have været min karrieres største diss, og der har altså været nogle stykker. Men det dér, det gjorde fandeme nas. Der var jeg tæt på at stoppe.

Hvis man skal tale om det positive, så vil jeg sige, at det var fantastisk, at to gutter som Aslak og jeg kunne komme ind fra gaden og være så ambitiøse og fulde af ideer og uden nogen former for forudsætning for at lave en film, og så alligevel få støtte og opbakning. Schultz og Dino var de første, som troede på os.

Det er et vigtigt øjeblik, for det er sådan noget med, at det her er måske noget, der kan lykkes. Det var første gang, vi fik den indikation. Jeg tror, at hvis vi havde fået afslag, havde vi nok prøvet en gang til. Ellers var vi måske endt som børneværter på DR’s ungafdeling.

Jeg må sige, at jeg skylder dem meget på Filmværkstedet. Det var vores første film. Som du kan høre, så endte det ikke lykkeligt, men det startede ret lykkeligt der i Kødbyen. Jeg var meget præget af den afvisning fra DR. De er jo så vendt tilbage siden, og fordi jeg var blevet berømt og lavede film på et andet niveau, kom de og spurgte, om de måtte vise den alligevel. Der måtte jeg jo så sige nej, I har haft chancen, og den brugte I ikke.

Men jeg har ikke set den siden. Det kan være, jeg skal gøre det, inden jeg dør. Men det bliver ikke lige foreløbig, selvom den fik ret mange af os i gang med at lave film. Der er en del, der stadig laver film i dag. Den var undervejs i flere år, men blev til gengæld virkelig dårlig, ha ha!«

Friheden til at lave hva’ fuck man vil’ af Sebastian Cordes kan købes via Det Danske Filminstituts hjemmeside.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af