’Martyr’: Man spiser and i gennemført ny VR-performance – og ser derefter slagtningen fra andens perspektiv
Jeg har set en slagtning fra en ands synspunkt. Nu drømmer jeg om en rap jul.
Spøg og Shu-bi-dua til side, så vidste jeg faktisk ikke, om jeg skulle grine, gyse, forfærdes eller gruble, da jeg oplevede instruktør Johan Knattrup Jensens virtual reality-performance ‘Martyr – Du bliver hvad du spiser’ i Kunsthal Charlottenborg i selskab med tre andre journalister torsdag aften.
I en unik blanding af scenekunst, virtual reality-film og middag undersøger ‘Martyr’ vores forhold til at spise dyr – nærmere bestemt en stakkels and, der gudhjælpemig hedder Anders. Det er mærkeligt, fjollet, intenst, foruroligende og smukt, og jeg kan med sindsro sige, at jeg aldrig har oplevet noget lignende.
En andægtig og kultisk stemning bliver sat fra starten, hvor facilitatoren beder os om at respektere det hellige rum, vi træder ind i, tage skoene af og spise, når vi får besked på det. Jeg skæver uroligt til en samling patentglas med dele af en parteret and, der står ved indgangen, inden jeg går ind i et intimt, tipiagtigt rum, der er indkranset af stofforhæng og dekoreret med en enkel tørret blomsterdekoration i loftet. Vi bliver mødt af tyk røgelse, en metallisk, tranceagtig lydkulisse og skuespiller Loulou Avon Bashida, der er iført en sort flagrende kjole og gravid mave. Hun instruerer os i at sætte os på hver vores lille hvide skammel med en bakke foran.
Så fortæller hun malerisk og dramatisk en historie om dengang, hun som barn havde en kæleand ved navn Anders, der endte med at gå til angreb på hende. Det blev Anders’ dødsdom. Vi får også historien fra Anders’ synspunkt om at leve i fangeskab med en konstant trussel hængende over hovedet.
Jeg har sjældent oplevet så intens en fortæller som Loulou Avon Bashida, der kigger mig dybt og længe ind i øjnene, mens hun taler. Hun har rummet i sin hule hånd, og jeg følger lidt skræmt hendes anvisninger af, hvornår vi må spise og drikke hvad under historien. »Tag et bolche, sut på det og tyg det så«, lyder første ordre til at indtage, hvad jeg tror er et tørret enebær. Allerede det er en vild oplevelse. Det lillebitte bær eksploderer i munden på mig, det smager af alt, og jeg bliver helt svimmel. Følelsen forstærkes, da vi bliver bedt om at drikke en stærk kop sake, efterfulgt af en sød rød vindrik, som hun refererer til som »Anders’ blod«.
Menuen, som er udviklet af kok Frederik Bille Brahe, refererer på hver sin måde til anden. Mens Bashida fortæller om slagtningen af Anders og reflekterer over, hvorfor vi spiser, indtager vi – med forbehold for fejlskøn fra denne ikke-gastronom – et prikket fugleæg, andebryst og et enkelt andehjerte, der søber rundt i blodrød eddike. Det smager vanvittigt godt – og er ekstremt makabert, også fordi vi på barbarisk vis spiser det saftige kød med hænderne.
Jeg havde forventet, at middagen var del af VR-oplevelsen – som en udvidelse af instruktørens installation ‘Skammekrogen’ fra 2014, hvor man sidder til familiemiddag rundt om et dækket bord. Derfor var jeg lidt skuffet over, at filmdelen fyldte så lidt i oplevelsen. Først i performancens sidste del bliver vi udstyret med en VR-maske. Til gengæld udgør filmen en stærk afslutning, hvor vi bogstaveligt talt træder i ind i en andekrop og kan se og styre vores egne næb og vinger og se de andre ænder bevæge sig rundt i »hønsegården«. Det er uhyggeligt, fordi man ikke ved, hvad der skal ske. Og endnu mere uhyggeligt, da vi skal vælge, hvem af os der skal slagtes. »Ikke mig«, forsøgte jeg at signalere ved at bakse med vingerne.
Selskabet Makropol, der ejes af Johan Knattrup Jensen og producer Mads Damsbo, har i flere år arbejdet imponerende ihærdigt på at udvikle virtual reality herhjemme, både i forhold til teknik, format og kunstneriske udtryk. Selvom der er sket store forbedringer siden selskabets første værker, synes jeg stadig, at der er langt igen teknisk, før jeg føler mig hensat til en anden virkelighed. Det føles stadig – også her i ‘Martyr’ – som at være del af et computerspil. Dog var afslutningen, der transporterer én ud i en åben himmel, smukkere og mere altopslugende end noget, jeg har oplevet i VR-regi.
Som kunstnerisk eksperiment er ‘Martyr’ til UG. Dog oplevede vi til pressevisningen et par tekniske fejl, som jeg håber, de (dyrt) betalende publikummer bliver foruden. Men det er nok en del af gamet, når man udvikler teknik.
Historien om kæleanden er lidt banal til for alvor at give nye indsigter om vores forhold til dyr. Men kombineret med de fysiske oplevelser af at spise og indtage en andekrop følte jeg en stærk bevidsthed om, at det at spise dyr er et valg. Hvis et af formålene med forestillingen er veganeraktivistisk at give os afsmag for kød, virkede det på mig. I hvert fald for en aften.
Kort sagt:
Man mister lysten til andesteg, men får blod på tanden til at opleve flere eksperimenterende virtual reality-kunstværker af at se den flippede og gennemførte performance ‘Martyr’.