OPTAKT. Det er et billede, som horrorgenren har dyrket på film siden sin spæde begyndelse:
Glubske, glimtende pupiller og lange fangarme med krogede kløer, der materialiserer sig i det ubrydelige mørke fra verden uden for dit soveværelse.
Tænk blot på sovedæmonen Babadook, der knejser over Essie Davis’ rædselsslagne mor. Det hævngerrige spøgelse Kayako, som titte-bøher under dynebetrækket. Og Michael Myers, hvis kridhvide ansigtsmaske viser sig bag babysitteren Laurie Strode.
Forlægget for den uhyrlige bøhmand, som spøger i natten, kunne meget vel være Grev Orlok (Max Schreck), der optræder i instruktør F.W. Murnaus tyskekspressionistiske stumfilmgyser ’Nosferatu, eine Symphonie des Grauens’ fra 1922.
Billedet af vampyrens knejsende skygge på vej op ad trappetrinnene til sit offers sovekammer har fæstnet sig på de tidlige sider af filmhistoriebøgerne ved siden af det opskårne øjeæble i ’Den andalusiske hund’ og rakettens månenedslag i ’Rejsen til månen’.
Næsten 60 år senere genbesøgte Vesttysklands enigmatiske geni Werner Herzog det originale værk med stjerneskuespillerne Klaus Kinski, Bruno Ganz og Isabella Adjani om bord i ’Nosferatu the Vampyre’ fra 1979.
Og nu er én af 10’ernes mest markante gyserauteurer Robert Eggers (’The Witch’, ’The Lighthouse’, ’The Northman’) klar med sit længe ventede remake, som blev annonceret helt tilbage i 2015.
Med sin alder på lidt over 100 år skal Eggers med sin udgave af ’Nosferatu’ leve op til en af filmhistoriens mest ikoniske gysertitler. En titel, der er omgærdet af en nærmest mytologisk aura – ikke mindst på grund af historierne bag de to første film.
Bram Stokers vrede enke
Det hele begyndte et underfundigt sted. ’Nosferatu’ er nemlig slet ikke en original fortælling, men et vaskeægte plagiat af ét af litteraturhistoriens største værker.
Selv for læsere, der ikke kender historien bag, burde det være klart som måneskin, hvilken blodsuger Grev Orlok er baseret på. For da Murnaus stumfilm først udkom i de europæiske kinografer, præsenterede et titelskilt den som en »frifortolkning efter B.S. roman ’Dracula’«.
Forfatter Bram Stokers enke kaldte BS på, at det tyske filmhold uden videre kunne tage kreativt afsæt i hendes afdøde ægtemands klassiker. Nok var navnene ændret – Jonathan og Lucy Harker var nu Thomas og Ellen Hutter – men på papiret er der ikke mere end en spytklatslængde mellem de to:
I filmen tager den naive ejendomsmægler Hutter til Transsylvanien for at slå en handel af med greven Orlok, som viser sig at være en ældgammel vampyr, der ønsker at bosætte sig i Hutters hjemby Wisborg og sætte tænderne i hans jomfruelige udkårne Ellen.
Et succesfuldt sagsanlæg dømte derfor også Murnau skyldig i at have plagieret Stokers bog og afgjorte, at samtlige originalkopier skulle destrueres. Til fremtidens store held blev nitratkopier af værket senere opstøvet i magasiner lokaliseret overalt fra Frankrig til Tjekkiet.
Var han selv vampyr?
I et stort portræt af skuespilleren bag vampyren, Max Schreck, rapporterede Vanity Fair, at filmen ved sin senere amerikanske premiere – efter Murnaus ’Sunrise’ modtog en Oscar-nominering i 1927 – fik smæk af datidens kritikere.
Men historien skrives ikke fra dag til dag (og da slet ikke af kritikerne!), og senere generationer ville tage stumfilmen til sig. Bram Stoker-boet vandt første runde, men ’Nosferatu’ stod distancen kampen ud.
Den mest alment kendte fortælling, som hjalp med at cementere filmens status, er, at Schreck selv skulle være en vampyr. Så unmöglich fremstod den relativt ukendte skuespiller med sine lange lemmer, slangelignende hugtænder og gennemtrængende øjne.
Dén gamle historie blev foreviget i år 2000 af komedien ’Shadow of the Vampire’, hvor en flamboyant og ilter F.W. Murnau (John Malkovich) hyrer vampyren Schreck til at spille Orlok (Willem Dafoe, der også spiller med i Robert Eggers’ remake, fordi tiden er en flad cirkel).
Filmens fantastiske præmis skæmmes desværre af et banalt manuskript og en parodisk præstation fra Dafoe, som trods sin Oscar-nominering ikke når hverken Schreck eller Klaus Kinski til sokkeholderne.
Mere ikonisk end Dracula
Herzogs diabolske hofskuespiller Kinski har selv flittigt hældt vand på rygtemøllen om 1979-versionen af ’Nosferatu’.
I sin biografi ’Kinski Uncut’ maler den notoriske hidsigprop et farverigt billede af, hvordan han forsvandt ind i rollen som grev Dracula i en sjældent imponerende metodepræstation (’Dracula’ var i 1979 et public domain-værk, hvorfor Herzog gik tilbage til bogens oprindelige navne).
Herzog har imidlertid afvist den udlægning af sandheden. Ganske belejligt har han på et kommentarspor til filmen givet sig selv hele æren for at tackle den besværlige skuespiller.
Imellem de to galemænd er sandheden dog, at slutresultatet er noget særligt. Fra den ene scene til den anden agerer Kinski komplet manieret og indstuderet for så pludselig at give slip på samtlige tøjler.
Da Kinskis grev Dracula mødes med Lucy (Adjani), muser han melankolsk om tidens endeløse afgrund. Og da han blodtørstigt kaster sig over Jonathans skårne fingerspids, bævrer overlæben af et indædt had, som ville Kinski faktisk myrde stakkels Bruno Ganz.
Igennem Schreck og senere Kinskis præstation kan det argumenteres, at ’Nosferatu’-vampyren er mere ikonisk end nogen anden filmversion af Dracula. En rolle, som gennem tiden trods alt er blevet udødeliggjort af sværvægterne Bela Lugosi (i 1931), Christopher Lee (1958) og Gary Oldman (1992).
Hvilket også hænger sammen med de markante forskelle, der er mellem den originale bog og filmene – trods anklager om plagiat.
Pestens 11.000 rotter
Stokers roman fra 1897 er en grundlæggende optimistisk fortælling om Storbritanniens position som verdens oplyste fyrtårn.
Dracula er en besnærende stand-in for den gamle verden med sin overtro og feudalisme, men han overrumples i sidste ende af den oplyste overklasse ført an af den alvidende Van Helsing.
Da ’Nosferatu’ udkom en generation senere i 20’erne, var der ingen lys fremtid at holde op mod fortidens mørke. En verdenskrig og pandemi havde lagt Europas kejserdømmer og befolkning i ruiner, og få var hårdere ramt end Tyskland.
Werner Herzog var ikke stillet meget bedre i 70’erne. Hans forældres generation havde solgt ud til nazisternes barbarisme, og fortiden var blevet tiet ihjel siden. Herzogs referencepunkter lå i stedet hos bedsteforældregenerationens store tyske instruktører, G.W. Pabst, Fritz Lang og, ja, F.W. Murnau.
I ’Nosferatu’-filmene bringer Grev Orlok pesten med sig som en manifestation af disse tyske traumer. I Herzogs version sker det sågar i form af 11.000 gråmalede laboratorierotter, som han slap løs i den historiske hollandske by Delft, hvor han optog filmen. Selvfølgelig gjorde han det!
I filmenes afsluttende kamp mod Mørkets Fyrste er der ingen modige revolvermænd eller kløgtige akademikere til at frelse pøblen. Lucy må i stedet tage sagen i egen hånd og ofre sig i den gode sags tjeneste.
Når Eggers går i bedene på Murnau og Herzog, befinder han sig med andre ord i hjertet af den tyske underbevidsthed.
Kulminationen på gyserhistorien?
Parallellerne til Murnau og Herzogs respektive tid er da også deprimerende åbenlyse at spejle i nutiden. Fra fascismens arnested oven på Første Verdenskrigs grusomheder til 70’ernes desillusion over systemets virke. Du ved, hvordan sangen går… Et-eller-andet-et-eller-andet Trump.
Som en anerkendt æstetiker med en kompromisløs tilgang til produktionsdesignet på sine historiske gysere og thrillere vil Eggers dog med størst sandsynlighed mere kigge mod filmenes visuelle ikonografi.
Og her er der da også rigeligt at plukke af.
Murnaus ’Nosferatu’ står som en af de vigtigste film inden for tysk ekspressionisme med sine markante vinkler, drømmelignende atmosfære og altopslugende skygger. De ekspressionistiske film fra 20’erne satte et afgørende aftryk på Hollywoods senere film noir.
Instruktøren bag det kultdyrkede noir-mesterværk ’The Night of the Hunter’, Charles Laughton, har sågar nævnt ’Nosferatu’ som sin favoritfilm.
Der kan med andre ord tegnes en lige linje fra Murnaus ’Nosferau’ og hele vejen frem til 10’ernes gyserguldalder, som Eggers var med til at skyde i gang med debuten ’The Witch’, hvor stiliserede fremstillinger af virkeligheden tilvejebragte større sandheder om samfundets faldgruber.
På vejen hertil slog Herzogs ’Nosferatu’ et slag for en mere naturalistisk, magiskrealistisk folkhorror, som dyrkede vibes snarere end gys, i tråd med de indflydelsesrige britiske film ’Rødt chok’ og ’The Wicker Man’. Også afgørende titler for den såkaldte eleverede gyserbevægelse, som Eggers forbindes med.
Eggers’ ’Nosferatu’ kan således blive kulminationen på mere end 100 års udvikling af horrorgenren, som vi kender den i dag.
Hvem ved: Måske folk i det næste århundrede vil kigge skælmsk efter Bill Skarsgårds Grev Orlok bag dørkammen, før de går i seng.
’Nosferatu’ får biografpremiere 2. januar.