INSIDER. Scenerne flakker i tid og sted. Det ene øjeblik danser en far og hans datter på en 90’er-æstetisk charterferie i Tyrkiet. Det næste på en kulsort natklub kun sporadisk oplyst af strobelys. Begge dele til Queen og Bowies ‘Under Pressure’, der prikker til det skizofrene sted i maven, hvor glæde bliver til sorg og nostalgi til vrede.
»Den scene giver mig kuldegysninger. Musikken er brugt fuldstændig magisk. Og så krystalliserer den bare behovet for en music supervisor,« siger Emilie Skovgaard Sørensen om scenen i den anmelderroste ‘Aftersun’, da Soundvenue møder hende og Cecilie Karpinski i en slags bjælkehytte hos Nordisk Film.
De to ved om nogen, hvor meget arbejde der ligger i den tre minutter lange scene. Som music supervisors udgør de et lille hjørne af filmindustrien, der parrer scener med den helt rigtige musik. Og tilsammen har de arbejdet på soundtracks til mere end 50 film og serier – alt fra ‘Elsker dig for tiden’ over ‘Nattevagten 2’ til ‘Meter i sekundet’ og ‘Vogter’.
»Der er en tendens til at tro, at musik er noget, man smækker på en scene i sidste øjeblik. Men uden de research- og forhandlingsprocesser, der går forud, havde der været stille. Man tager ikke bare et hit af David Bowie og Queen, isolerer deres vokaler og smider det på i postproduktionen. Det kan tage en music supervisor et år at cleare,« fortæller Emilie Skovgaard Sørensen.
Sammen har de netop lanceret virksomheden Glue, der, som et af de første i Danmark, har music supervision som hovedfokus. En to-komponent lim mellem brancher med store visioner og armbevægelser, men som taler hvert sit sprog.
I den forbindelse har vi fanget dem til vores interviewformat Insider, hvor vi får lov til at komme med bag kulisserne og høre om nogle af de udfordringer og sandheder, man ellers kun kender til, hvis man er del af branchen.
Følelser på spil
Hvad er det bedste ved jeres job?
Cecilie Karpinski: »At kunne fordybe sig i musik hver dag, lyden af forskellige følelser og karakterers udvikling. Faktisk er det noget af det, jeg laver, hvor jeg glemmer tiden allermest. Musik er så definerende for en scene – én sang kan sende den i et komisk hjørne, en anden kan få dig til at tude«.
Emilie Skovgaard Sørensen: »Og så er det svært at køre træt i. Det skifter jo hele tiden, om vi arbejder på en comedy, en thriller, en 50’er-serie eller et romantisk ungdomsdrama. Der er ting, der er svære at forklare med replikker og billeder, men hvor musik instantly sætter følelsen. Nogle gange prøver vi 100 sange af, og pludselig, bang, så er den der«.
Hvad er det værste ved jeres job?
Cecilie Karpinski: »Når en artist afslår, eller en sang sprænger budgettet, og de dårlige nyheder skal overleveres. Jeg vader altid et par gange rundt om kontoret, før jeg ringer. Der er mange følelser og forventninger på spil«.
Emilie Skovgaard Sørensen: »Klart! Man ved bare, hvor meget det betyder. Derfor kan det også være ret nedslående at møde et hold fuld af fede visioner, og så finde ud af hvad budgettet er«.
Hvad har været den sværeste nød at knække med Glue?
Emilie Skovgaard Sørensen: »Vi kommer begge fra musikbranchen med forskellige interesser og har som music supervisors tidligere været konkurrenter, fordi branchen er så lille. Vores arbejde består både i at sende playlister frem og tilbage for at tune sig ind på, hvad det er, filmholdet mener, når de er sådan: ’Elektronisk musik’. Men det består også i at forhandle rettigheder på vegne af en produktion. Og der har vi begge oplevet, hvor hardcore det er at sidde alene, når tingene ikke går op. Der er det en kæmpe fordel at kunne pulje vores viden og tage slagene sammen«.
Nok om A.I.
Hvad gør I for at komme i zonen?
Cecilie Karpinski: »Så snart jeg får manus i hånden, går jeg i gang med at tænke i musik. Så ligger historien og dens karakterer og roder rundt i underbevidstheden – når man hakker grøntsager til aftensmad, går i fitness eller er til fest. Jeg kan ikke se en serie med min kæreste en søndag aften uden at hive Shazam frem«.
Emilie Skovgaard Sørensen: »Og der kan sagtens køre flere projekter på én gang. Så lytter jeg aktivt til al musik, jeg møder – også den, der spiller i supermarkedet. Det er både en arbejdsskade og en arbejdsglæde«.
Har I et hack, der hjælper jer i arbejdet?
Emilie Skovgaard Sørensen: »Jeg startede i filmbranchen og til kickboxing på samme tid. Det kan noget. Men det største hack er nok at opbygge et community«.
Cecilie Karpinski: »Helt sikkert. Sparring er guld værd«.
Hvilket talent taler man om i branchen lige nu?
Cecilie Karpinski: »Vi har begge ret optur over, at den mere internationale vibe i dansk musik er begyndt at vinde frem. Og én af dem, der står stærkt, er Deb Foam, der har en vild energi, og vist laver alle sine ting selv«.
Emilie Skovgaard Sørensen: »Og Leslie Ming. Hun bevæger sig i spændingsfeltet mellem musik og film og har blandt andet komponeret musik til ‘Dark Horse’. Hun har virkelig sin egen lyd og har en fortid som music supervisor«.
Hvilken irriterende tendens inden for jeres felt taler I mest med jeres kollegaer om for tiden?
Cecilie Karpinski: »At man taler om A.I. som én ting. Det kan være et sindssygt værktøj til nogle ting som at lægge stems på en sang. Men når det kommer til at sikre rettigheder, så er det stadig for usikkert«.
Emilie Søndergaard Sørensen: »Så vi er så trætte af at høre, at den snart kommer og nakker vores job. Nu har vi hørt om A.I.. Videre«.
Intet enkeltstående geni
Hvem er det største geni i jeres branche, som få udenfor branchen kender?
Emilie Søndergaard Sørensen: »Jeg tror, at vi kan komme på mange genistreger – som scenen i ‘Aftersun’, der sparker klokkeklart i følelserne – men idéen om det her store enkeltstående geni, tror jeg, vi skal væk fra. Der er så mange mennesker bag en succes. Ikke bare instruktøren og filmens hovedroller, men alt fra lyd-, lys- og set-designere til statister, klippere og music supervisors«.
Hvad med et kunstnerisk forbillede?
Cecilie Karpinski: »Vi har det begge ret vildt over soundtracket til ’500 Days of Summer’, hvor Andrea von Foerster lavede music supervision. Et soundtrack, der spiller helt overlegent ind i fortællingen. Hvis man som jeg er vokset op med lykkelige Disney-slutninger, så fucker den film jo med alt. Musikken rummer alle følelserne«.
Emilie Skovgaard Sørensen: »Vi inviterede hende faktisk til Vill Vill Vest (branchefestival i Bergen, red.) for et par år siden, hvor vi spurgte hende ind til soundtracket. Og der fortalte hun, at det var resultatet af et vildt tæt samarbejde med produktionen«.
Hvilken detalje har I været gladest for?
Emilie Skovgaard: »Jeg sad for nylig på serien ‘Kald mig far’ – en dark comedy, hvor hovedpersonen pleaser alle omkring sig, selvom han selv har det ret fucked. Der brugte vi Joyce-sange til at afspejle hans indre liv, som fungerede så fedt. Og så var jeg ret vild med at bruge Sneakers’ ‘Sui Sui’ – den her naive 80’er sang om at være ung kvinde, stikke af hjemmefra og være lidt rowdy – i en scene i ‘Bullshit’ om en dansk rockergruppe«.
Hvad er den mest udbredte fordom om jeres branche, som I møder?
Cecilie Karpinski: »At det er nemt. Når alle har adgang til en verden af musik for 100 kroner om måneden, kan det være svært at forstå, hvor lang tid det tager at forhandle rettigheder, og at musiklicenser kan koste mange penge«.
Hvem er jeres vigtigste venskab i branchen?
Cecilie Karpinski: »Hinanden«.
Emilie Skovgaard Sørensen: »Aaaw. Jamen, seriøst. Det er så ensomt at sidde alene – både med frustrationerne, når det går skævt, og glæderne, når det lykkes. Man kan sagtens lande en sang efter måneders forhandling og så få en thumbs up igen. Så jeg ser det meget som en investering. Det, at vi har hinanden, er afgørende for, hvor længe vi kan lave det, vi brænder for – uden at brænde ud«.