ANBEFALING. Kan I huske dengang, man både måtte gå i fitnesscenter og på juleindkøb? Åh, en svir, det var.
Dengang i december havde DR2+ premiere på satireserien ‘Skyld’ om parforholdets udfordringer i en coronatid, der trods nye restriktioner ikke er blevet mindre aktuel. Tværtimod vil jeg skyde på, at flere par derude end nogensinde før er ved at bide hovedet af hinanden.
Og mens jeg ikke vil anbefale at lade sig inspirere af hovedpersonernes konflikthåndtering, (læs: evne til at optrappe irritation), vil jeg i den grad anbefale serien som stimulans til et godt grin og til måske at overveje, hvordan vi selv holder balancen mellem at være ansvarlig og nævenyttig coronapolitibetjent på vores partners vegne. Hvordan klarer vi selv at kapere uenigheder om smittebobler og indkøbsvaner i en klaustrofobisk, røvkedelig og angstpræget hverdag?
‘Skyld’ er skabt af skuespillerne Emma Sehested Høeg og Magnus Haugaard, som også spiller de to roller som et unavngivet kærestepar i slutningen af 20’erne. Vi kan jo kalde dem ’Skat og Skat’ som en hyldest til Christina og Michael fra ‘Gift ved første blik’, hvis passivt aggressive brug af kælenavnet og stormfulde skænderier det fiktive par lever flot op til.
Hvert afsnit varer økonomiske fem-otte minutter og udspiller sig i en bil, hvor parret gang på gang kommer op at skændes. Om coronarelaterede emner som uansvarlige fødselsdagsfester, hvem de skal have med i deres sociale boble – det bliver altså svært at få plads til hans forældre, når han har formastet sig til at drikke øl med tre venner, der nu automatisk er med i boblen – hendes aggressive opførsel over for en ansat i supermarkedet, der ikke havde mundbind på, eller hvordan hun har siddet og ventet i bilen, mens han har taget bad i fitnesscentret, som man faktisk ikke må.
Og om mere vanlige kærestekonflikter som børneplaner, politiske diskussioner med svigerfamilien og uønsket viden om den andens seksuelle fortid.
Skænderierne er overdrevne – det er jo satire – men også genkendelige: Som éns egne konflikter måske ville lyde, hvis man bare sagde alt, hvad man tænkte, uden filter.
Især Emma Sehested Høegs karakter er grænseløs og kvindelistigt manipulerende på en måde, der giver Amanda Collins udleverende kvindetype i Christian Tafdrups ‘En frygtelig kvinde’ kamp til stregen. Men når Sehested Høeg ikke opnår sit mål via sweettalking, argumenter og følelsesmæssig afpresning, er hun ikke bleg for at gå hårdere til værks. »Du kysser mig nu, skat!« hvæser hun, da han har iført sig mundbind i bilen, fordi hun hoster. Og det gør han selvfølgelig.
Ligesom i ‘En frygtelig kvinde’ er han nemlig også en værre tøffelhelt, som hun da også jævnligt sønderriver for vægelsind. Men han er også sød og blød og vil egentlig bare gerne gøre hende tilfreds. Bortset fra det venlige overskuds provokerende potentiale er det måske netop hans ro og venlighed, enhver powerkvinde har brug for. I tilfældet ‘Skyld’ bunder kvindekarakterens utilfredshed i hvert fald tydeligvis også i en usikkerhed, der skaber sult efter hele tiden at blive bekræftet. I stedet for at se på den mand hun sidder ved siden af, er hun blindt optaget af, om kæresten og deres forhold lever op til det drømmebillede, hun har i hovedet.
På den måde sætter duoen fokus på tendensen til at vægte de ydre værdier – værdier, som medierne har smittet os med. Ligesom i teaterforestillingen ‘Lolita for altid’, som Emma Sehested Høeg i kunstnerduoen How to Kill A Dog havde premiere på i efteråret på Østerbro Teater, spiller hendes karakter i ‘Skyld’ konstant en rolle uden for sig selv.
På den note må Emma Sehested Høeg hyldes: Som et vanvittigt multitalent, som skriver, spiller skuespil og komponerer musik, som har sans for tiden, er raffineret kønspolitisk og ikke mindst har et sjældent komisk talent, som hun har opdyrket i talentfilm, webserier og på teatret.
Jeg fik øjnene op for hende i DR-webserien ‘Anton 90’ fra 2015, hvor hun totalt stjal billedet som den forelskede, vandbællende bagerpige Katarina. Siden har jeg været imponereret over hendes dramatiske præstationer i blandt andet ‘Sange fra solen’, kortfilmen ‘En flirt’ og serien ‘Limboland’ og komiske roller i ‘Ternet ninja’, hvor hun lægger stemme til Jessica, og som Jespers superirriterende kæreste, Simone, i ’29’.
Og ikke mindst i førnævnte sceniske drama ‘Lolita for altid’, hvor hun leverer en vanvittig tour-de-force-monolog, der bringer hende ud i alle ekstremer af følelser og usikkerheder omkring den moderne kvindelige seksualitet.
Hun sætter en ære i at portrættere kvinder, der fylder og er ’for meget’, hun spiller med store armbevægelser, spiller følelserne helt ud og har noget opkvikkende skørt over sig. Og nok er hun frygtelig i ‘Skyld’, men hun ved også, hvad hun vil, er ikke bange for at tage en konflikt og bøjer ikke af for at sikre den gode stemning. Det kan jeg virkelig godt lide.
‘Skyld’ kan ses på DR.