Hun smilede egentlig altid. I skolen var hun pligtopfyldende, vellidt og initiativrig og hundsede selvsikkert rundt med veninderne, når der skulle indøves nye koreografier eller shows, som hun elskede at vise for de publikummer, som gad klappe.
Men en ensomhed og længsel efter noget større, end hvad hjembyen i provinsen kunne præstere, fulgte hende altid. Når hun sad på sit børneværelse med udsigt til øde marker og den mørke skov, vidste hun et sted indeni, at livet kunne så meget mere, hvis bare hun fik chancen.
»Jeg mærkede tydeligt, at det ikke var der, jeg kunne opnå mine drømme. Kun inde i mit hoved kunne jeg drømme om noget andet. Der drømte jeg mig langt væk fra at sidde og stirre ind i en skov«.
Sofie ’Dopha’ sipper af en kaffekop i en sofa på pladeselskabet The Bank i Nordvest, et stort hvidt kontorlandskab med portrætter af musikere på væggen, fritliggende bjælker og urbane typer bag Mac-computere med tusser på underarmene.
Sofie trisser hjemmevant rundt her i sine Dr. Martens, milevidt fra hjembyen og den mørke skov i provinsen. Under kunstnernavnet Dopha er hun de seneste par år blevet udpeget som et af musikbranchens største stjernefrø.
Hun er blevet kaldt Danmarks næste bud på en verdensstjerne, ofte sammenlignes hun med forbillederne Lana Del Rey, Taylor Swift og Norah Jones, og hendes drømmende, melankolske provinspop om destruktive parforhold, hjertesorg og ungdomssind har kørt i rotation på både P3, P4 og P6.
’Happy For Me’ peakede som nummer 2 på Den Danske Airplay Chart og lå i top-10 i 10 uger i streg. Singlen ’The Game’ blev P3’s Uundgåelige. I september sidste år fik 23-årige Dopha det ultimative skulderklap, da hun blev inviteret til at spille til Kronprinsparrets Priser.
»Det var kæmpestort og syret at stå og spille foran kronprinsparret og tænke: De hører min musik nu. Det er min mest brugte sætning om alt det, der er sket: Det er så syret. Men på den anden side er det også meget naturligt, for det var det, der var planen«.
»Tough« livsstil
22. januar udgav poptalentet langt om længe sit imødesete debutalbum, ‘The Game’. Derfor mødtes vi en sen eftermiddag i den sidste rest af det forbandede 2020, hvor musikbranchen har lidt under lukkede koncertsale og aflyste festivaler.
Alligevel har det seneste år været alt andet end dødt for Dopha. Hvis hun ikke var i studiet eller lavede musik i Sverige, forberedte og indspillede hun musikvideoer, mens andre dage var fyldt op med interviews eller – før nedlukningen – spillejobs.
»Der er meget«, begynder hun.
»Hver søndag laver jeg en oversigt over, hvad der skal ske i den næste uge ud over de ting, jeg har skrevet i min kalender. Det er noget med at sige: ’Okay, onsdag eftermiddag skal jeg slappe af’. Lige pludselig er dagene bare fyldt op, men jeg er glad og taknemmelig for, at jeg har travlt, hvilket man jo kun kan være i 2020. Der er mange, som måske føler, at det hele er gået lidt i stå, men for mig er det egentlig bare blevet sjovere og sjovere for hver dag«.
Som hypet upcoming popstjerne har Dopha fået en lille forsmag på livet i showbizz med store mængder slik og øl backstage og evindelige muligheder for at starte en fest. Men faktisk har det været »virkelig rart«, at coronapandemien, i et af hendes hidtil travleste år, har ageret party pooper og gjort, at der ikke har været en masse arrangementer at forholde sig til.
»Jeg tror, det har været rigtigt sundt for mig, at jeg har kunnet tage mig af mig selv mentalt og ikke har været ude at drikke rigtig meget. Det er en tough livsstil, fordi man er så meget på og har mulighed for at skeje ud, men jeg tror bare altid, jeg godt har kunnet lide at være derhjemme, så det er ikke så svært for mig at udeblive fra en fest«.
»Jeg har hele tiden troet, at jeg på en eller anden måde ville være en anden i min fremtid her, men det er jeg ikke. Jeg er stadig mig, der står foran kronprinsparret. Jeg er stadig bange, jeg er stadig… Der er ikke noget, der ændrer sig. Det er mere det der med, at man får lov til at opleve alle de sindssyge ting. Det er vildt, at mine tanker, ord og melodier, kan tage mig derhen«.
Alt står stille
Dopha blev født i 1997 og voksede op i Romalt lidt uden for Randers som datter af en psykiatrisk sygeplejerske og en ingeniør. Derudover har hun en storebror, som læser idræt og dyrker amerikansk fodbold på eliteplan. Faren spiller bas og guitar, og generelt var der meget musik i barndomshjemmet.
George Michael, Michael Jackson, Whitney Houston og Sanne Salomonsen blev flittigt afspillet på stereoanlægget hjemme i Romalt eller på bilanlægget, når familien drog ud på deres mange bilferier.
Barndomshjemmet er oprindeligt et gammelt sommerhus, som ligger midt i Romalt bakker med udsigt over Gudenåen, omgivet af skov på den ene side og marker på den anden.
»Når man er derude, føles det fuldstændig stille«, fortæller Dopha.
»Jeg har haft venner på besøg, som troede, de mistede hørelsen, fordi der er så stille. Der er ingenting. Der er helt vildt mørkt, men megasmukt til tider. Virkelig kedeligt, når det regner, virkelig kedeligt, når det er vinter uden sne, og man står og kigger på det gamle busstoppested, som aldrig er blevet renoveret, og min børnehave, som brændte ned, og som har ligget i ruiner i mange år. Lige pludselig er man bare i den der atmosfære af, at alt står stille. Det er først, efter at jeg er flyttet væk, at det er gået op for mig, hvor meget det har betydet for det liv, jeg har skabt inde i mit hoved«.
Selvom Dopha boede med skov og mark som sine tætteste naboer, havde hun et par venner inden for nær radius. Alligevel brugte hun »sindssygt mange timer« i sit eget selskab inde på børneværelset.
»Man sidder bare der og skal udfylde det der tomrum. Jeg tror, der er mange fra provinsen, der kender den struggle med, at naturen afspejler sig lidt i sindet, så når det er regnfuldt og gråt udenfor, bliver man helt melankolsk indeni. Jeg savner faktisk den der dvælen nogle gange, hvor tankerne bare får frit løb«.
Et sindssygt karaokeanlæg
Dopha har sunget, så længe hun kan huske. Sangkarrieren begyndte at spire, da hun som otte-niårig endelig fik det karaokeanlæg, hun havde plaget sine forældre om i evigheder. Anlægget var udstyret med et kamera, så hun kunne se sig selv, mens hun sang, hvilket »bare var for sindssygt«.
»Man kunne også optage det, så jeg har faktisk et bånd, fra da jeg var otte-ni år, hvor jeg synger alle mulige sange fra Avril Lavigne til en eller anden mærkelig historiefortælling, jeg selv digtede, om ting ude i Romalt Skov. Mit værelse havde en terrasse lige ud til skoven, så jeg kunne bare stå og kigge ud i skoven, mens jeg sang i timevis i karaokeanlægget«.
Det gav Dopha et kick at performe og bruge sin fantasi. Hun legede ofte med sin kusine som barn, og sammen havde de to en hel fantasiverden, som inkluderede to karakterer ved navn Cloe og Hubert. Hubert var en berømt rap-artist, mens Cloe var en fjollet lyshåret pige, som elskede farven lyserød.
Havde forældrene gæster en aften, fik de ikke lov til at hygge sig længe over rødvinen, før Dopha stak nogle hjemmelavede billetter i hånden på dem og tvangsindlagde dem til at overvære sit selviscenesatte show på børneværelset, som hun havde pyntet omhyggeligt med stearinlys, der fungerede som scenekant.
Det bedste var, hvis forældrene også filmede hendes optræden, så hun selv kunne se det bagefter.
Hun begyndte at spille klassisk klaver som tiårig og lærte noder, mens hun blev mere og mere bidt af idéen om at skrive sine egne sange, indtil forældrene i femte klasse tog hende i ikke at øve sig i noderne, men spille alt muligt andet.
»Min klaverlærer sagde også: ‘Sofie, du skal spille efter noderne’, men jeg var sådan: ‘Det her lyder meget bedre!’«.
Hun griner.
»Så havde jeg lavet et eller andet riff eller ændret på nogle toner, fordi jeg syntes, det var så kedeligt at spille, præcis hvad der stod på papiret. Der gik det op for mig, at jeg måske godt kunne lide at kreere musik selv«.
Ingen plads til drømme
Dopha var bare 12-13 år, da hun besluttede sig for, at hun ville forsøge at nå så langt som muligt med musikken. Allerede dengang blev hun hyret til spillejobs til bryllupper og fødselsdage.
Hun havde stadig andre interesser som ridning, fodbold, gymnastik og dans, men i ottende klasse tænkte hun ved sig selv: ’Næste år stopper du med alle de her ting, så du kan fokusere på musik. Det er det, du synes, er allersjovest, så for at komme videre med det, skal du bruge al din tid på det’.
Glæden ved at være på havde for alvor forplantet sig i Dopha og lokkede hende i 2012 til at deltage i børnenes MGP med den ret modne ballade ‘En lille del af dig’, dog uden at hente sejren hjem.
Behovet for at udtrykke sig fik en bagside, da hun som 11-12-årig fik en Facebook-profil og blev tagget af en fyr i et meme med en tegning af en kvinde og teksten: »A person who really likes attention«.
»Jeg blev vildt fornærmet over det, fordi det lød som en dårlig ting, men jeg tror bare, det har været min iver efter at lære og vise ting. Jeg tror, de fleste, som vokser op i en provins, godt kan mærke, at hvis man stikker næsen frem, kan man også få nogle hak i tuden. Jeg har altid været et meget naivt og positivt barn og har altid tænkt, at hvis jeg bare fulgte mine drømme, skulle det nok gå«, siger Dopha.
»Når man er en drømmer og taler højt om, hvad ens ambitioner er, møder man også nogle gange folk, som tænker: ’Ja, ja, du vil bare gerne have opmærksomhed’. Heldigvis var jeg også omgivet af legesyge mennesker, men det var først, da jeg flyttede til København, at jeg sådan rigtigt følte, jeg kunne være mig selv. I København følte jeg pludselig, at det ikke var forkert at have drømme«.
Pligtopfyldende pleaser
Efter folkeskolen tog Dopha et år på Vestbirk Musikefterskole og fortsatte derefter på musiklinjen i gymnasiet i Paderup, hvor hun mødte jævnaldrende, som også var interesserede i musik.
Tiden blev brugt på at spille »rigtig meget gymnasierock«, samtidig med at hun skrev sange ved siden af, og i 2016 vandt hun en konkurrence om at få lov til at optræde med Mads Langer på Grøn Koncert i hjembyen Randers.
Dopha har altid været en pligtopfyldende people pleaser, men som ung gymnasieelev var hun efterhånden træt af at være den søde, pæne pige, som gemte sig bag klaveret.
I stedet købte hun en Fender Mustang elguitar fra 1965, da det gik op for hende, at hun selv kunne være herre over sit udtryk og give plads til nogle af de melankolske sider, som havde ulmet i hende i mange år, men som pleaseren i hende havde undertrykt i forsøget på at imødekomme omverdenens forventninger.
»Når man gennem livet får at vide, at man smiler meget og er meget glad, kan man godt tænke, om det så er forkert også at være ked af det nogle gange. Da jeg var på skiferie som lille med min familie, fik vi alle sammen et diplom, og på mit diplom stod der: ‘Den mest smilende’.
Så jeg voksede jo op og troede, at jeg var dén type og kastede alle de der mørkere og dystre sider væk, indtil jeg tog dem op og var sådan: ’Det er faktisk sådan her, jeg har det nogle gange’. Jeg kan ikke komme udenom, at jeg stadig har nogle søde good girl-sider i mig, men pludselig turde jeg omfavne nogle af de lidt mere dystre sider, når jeg sad hjemme på værelset i Romalt og var sur over, at der aldrig skete noget«.
Hvis tankerne bliver for tunge i Dophas hoved, har det altid været rart for hende at kunne parkere dem på hylden i en sang, for:
»Så har man da skabt et eller andet ud af dem, og så er der forhåbentlig nogen, der sidder derude, som har haft det på samme måde. Det kan godt være, at jeg har været ensom og har haft en masse tanker og fortællinger inde i hovedet. Men lige netop det med at få dem sagt højt eller skrevet ned gør, at jeg føler, jeg kan connecte med andre mennesker og mærke, at jeg ikke er alene, selvom det til tider har føltes sådan«.
Pladekontrakt i storbyen
Da Dopha blev student i 2017, besluttede hun sig for at »gå full on« med musikken og skrive sange to timer hver dag.
Hun startede på sanglinjen på MGK i Aarhus og befandt sig pludselig i et undervisningslokale sammen med ligesindede, som eksperimenterede med alle mulige andre genrer end popmusik, og som blev nogle af hendes allerbedste venner og inspirationskilder til også at turde vove sig udenfor popgenren.
Hjemme på værelset i Romalt begyndte Dopha at optage små intime live-sessions med sig selv og sine sange. I foråret 2018 blev hun kontaktet af Laurits Bejder Klausen, A&R på The Bank, der spurgte ind til hendes drømme for musikken. Samme år besluttede hun sig endelig for at forfølge popstjernehåbet i København.
»Jeg vågnede i juleferien og var sådan: ’Jeg flytter til København. Det er nu’. Så jeg droppede ud efter halvandet år på MGK. Jeg kom til København og begyndte at skrive musik sammen med folk og fandt ud af, at jeg synes, det er det allerfedeste«, fortæller hun.
»Efter at jeg havde taget beslutningen om at flytte til København, ringede Laurits i starten af det nye år og sagde: ‘Jeg har tænkt på, om du har lyst til at signe med os?’. Og så var jeg jo bare sådan: ‘Hvad? Tilbyder du mig en pladekontrakt?!’
Det var, som om alt bare gik op i en højere enhed. Jeg tog til Sverige og skrev ‘September Till June’ og kom hjem og turde næsten ikke sige til en af mine venner: ‘Jeg tror, det her er min første single«.
Drømme føder nye drømme
I marts 2019 flyttede Dopha til Østerbro og senere til Amager. Hun købte to go-kaffe og gik rundt om søerne og følte sig »så københavner« i den larmende storby, som hun havde drømt om så længe midt i stilheden hjemme i Romalt.
»Det var, som om jeg lige pludselig trådte ind i min drøm, og så begyndte den bare, og den har fortsat siden. Det er helt vildt, at jeg fik muligheden, men jeg tror også, det er fordi, jeg har arbejdet for det og lavet de der små, dumme videoer og brugt tid på at skrive en masse dårlige sange, inden de gode kom«.
Er det ikke forløsende at blive set, når man har haft en opvækst, hvor man, ud over fra din families side, måske ikke har følt, at der har været så stor forståelse for det, man kunne?
»Jo, jeg havde det sådan: ’Ha ha, så kan I bare selv se, nu kommer det til at ske’. Det var virkelig en bekræftelse i, at hårdt arbejde betaler sig. Det hjælper ikke noget at blive opdaget, hvis man ikke selv har en drivkraft, for så kommer der ikke til at ske noget. Men det var først, da jeg kom herover, at jeg fandt ud af: ’Okay, det er ikke så nemt, som du tror’. Det er ikke bare at skrive to timer hver dag. Jeg skal skrive og knokle på sange fra klokken ti om formiddagen til klokken lort om natten, hvis altså jeg skal blive så god, som jeg drømmer om«.
Dopha er efterhånden nået til et punkt i karrieren, hvor ambitionerne kun vokser sig større. Drømmene føder nye drømme. Når hun ser en livesession med Taylor Swift på Youtube, er det ikke længere utopisk for hende at forestille sig, at hun måske en dag kan komme til at arbejde sammen med hende og Jack Antonoff.
Hun håber i hvert fald, hun kommer til at lave musik i New York på et tidspunkt. Hun drømmer også om at spille på Coachella-festivalen i USA, og at hun med tiden lykkes med at få en form for fanskare, som kan gøre det muligt for hende at fortsætte med at leve af musikken.
En pause og en hindbærsnitte
Lige nu glæder Dopha sig til at kunne kysse og kramme og til at stå på en festival med en øl i hånden og bare være. Hun glæder sig til selv at spille festivaler, når tågen letter, og en hvis pandemi forhåbentlig slipper sit tag i verden.
Og så glæder hun sig til at kunne drømme igen. Hun drømmer stadig, men lige nu ved hun ikke, hvor drømmene lander, fordi coronaen hidtil har spændt ben for hendes store gennembrud og resulteret i massevis af aflyste koncerter, blandt andet hendes debut på Roskilde Festival.
»Selvfølgelig tænkte jeg: ’Okay, du har virkelig glædet dig til det der Roskilde. Damn!’ Så græd jeg lidt over det, men jeg kunne jo også sagtens forstå, at man ikke kunne gennemføre en festival. Jeg tænkte også om Roskilde: ’Det er for godt til at være sandt’. Det skulle jeg aldrig have tænkt. Men vi har jo alle sammen været ramt af det, så jeg har bare været nødt til at tænke: ’Hvad kan du ellers gøre? Hvad skal du så?’«.
Det var under landets første nedlukning, at Dopha skulle have indspillet sin allerførste musikvideo til sangen ‘Happy For Me’ med assistance fra et stort produktionshold og professionelle dansere. Da det ikke kunne lade sig gøre, besluttede hun sig for selv at lave en metavideo hjemme i haven i Romalt med gamle Bratz-dukker, tøjbamser og en Barbie-bil som erstatning for den billedside, der oprindeligt var planlagt.
»Jeg fandt ud af, at jeg også synes, det er sjovt at lave videoer. Livet går jo ikke i stå, så man kan lige så godt prøve at få det bedste ud af det. Men det var virkelig svært at skrive musik under lockdown, for hvad skulle jeg skrive om? Corona fyldte så meget. ‘Happy For Me’ tog fart i radioen, så det var en drivkraft for mig under det hele, at min musik levede videre«.
Dopha har altid været bekymret for, om hun med succesen og opmærksomheden kommer til at forandre sig til det værre. Hun vil gerne bevare jordforbindelsen og kontakten til sine Romalt-rødder.
Derfor kom coronaen næsten belejligt – når nu det ikke kunne være anderledes – og gav Dopha den velfortjente pause, som andre unge musiktalenter har misset før hende, hvilket for nogle har betydet, at de knækkede nakken på succesen.
»Jeg havde virkelig brug for lige at trække mig tilbage og fordøje alt det, der var sket på bare et halvt år og finde ud af: ’Wow, hvor har det været fedt’. Når man har virkelig travlt, når man ikke at tænke over, hvor nice det er, det hele«, siger hun.
»Jeg stoppede ligesom op og sad og spiste en hjemmebagt hindbærsnitte hjemme i Romalt. Jeg har taget den følelse med mig, at jeg skal huske at stoppe op og tænke: ’Wow, du bliver rent faktisk spillet i radioen, Sofie, en af dine største drømme. Du har lavet musikvideoer, en af dine største drømme. Du blev booket til Roskilde, en af dine største drømme’. Nu må vi se«.
Hun smiler hemmelighedsfuldt.
»Ellers må jeg jo bare fortsætte med at drømme«.