Netflix præsenterer stort internationalt cast til ’Vikings’-spinoff – med to danskere

Netflix præsenterer stort internationalt cast til ’Vikings’-spinoff – med to danskere
Alex Høgh Andersen i den oprindelige 'Vikings'. (Foto: PR.)

’Vikings’ var igennem sine seks sæsoner en kæmpe succes. Så stor, at den i 2020 med sin afslutningsomgang var nummer et på listen over de mest sete serier på HBO Nordic.

Det giver derfor god mening, at en spinoff til History Channel-serien er i udvikling. Og det er denne gang Netflix, som har erhvervet sig rettighederne til ’Vikings: Valhalla’, som den kommende serie er blevet døbt.

Nu har Netflix så offentliggjort store dele af castet, der bliver en international forsamling. Australske Sam Corlett, tyske Laura Berlin, svenske Frida Gustavsson, islandske Jóhannes Haukur Jóhannesson, britiske Leo Suter, walisiske Bradley Freegard og skotske Pollyanna McIntosh er indtil videre den mangfoldige blanding af nationaliteter, som skal medvirke i ’Valhalla’.

Det danske islæt består af Asbjørn Krogh Nissen (der spillede Odin i Fenar Ahmads ’Valhalla’-fortolkning) og dansk/svenske Caroline Henderson.

Serien finder sted i det tidlige 11. århundrede, hvor vikingernes verden er i konstant udvikling, og altså længe efter den originale series handling. I ’Valhalla’ følger vi Leif Eriksson, søn af Erik den Røde, og hans søster Freydis, der begge er vokset op i Grønland med den gamle hedenske tro, og der ankommer til Kattegat som outsidere. Undervejs vil serien også introducere legendariske vikinger som Knud den Store, Vilhelm Erobreren, Harald Hårderåde og Ælfgifu.

Sidste sæson af ’Vikings’ fik en fin modtagelse her på sitet, hvor vores anmelder roste underholdningsværdien og kaldte den for »let fordøjelig eskapisme«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af