Mastodon

Hvis der var nogen, der havde frygtet, at springet fra et indie- til et majorlabel ville formå at pille glansen af Mastodons kompromisløse kreativitet, så kan de godt finde fars bælte frem og give sig selv et par solide slag i numsen. Det seneste opus fra Atlantas fineste connoisseurer ud i moderne syremetal står nemlig på ingen måde tilbage for det forrige mesterværk, ‘Leviathan’, når det kommer til kompleksitet, tyngde eller koncept.

Modsat den ‘Moby Dick’-inspirerede forløber har Mastodon selv brygget konceptet til ‘Blood Mountain’. Om der har været hallucinogener indblandet må stå som et åbent spørgsmål, men historien om den udmargrende rejse op ad det fabeldyr-beboede ‘Blood Mountain’ er med sin blanding af fantasy og psykedelisk eksistentialisme som taget ud af lsd-guruen Tim Learys efterladte skrifter.

Musikalsk set bygger Mastodon logisk videre på den ekvilibristiske genreblanding af adskillige afarter af metal, prog-rock, jazz og andet, som de har udviklet på forløberne ‘Remission’ og ‘Leviathan’. Og endnu engang er resultatet (i mere end en forstand) hæsblæsende.

Melodierne har fået mere plads, men ellers er det som om Mastodon er nået et punkt, hvor de er ved at løbe tør for netop plads. I ren og skær eufori har de fået presset så meget lyd, idé og koncept ned over albummet, at de har efterladt for få af de strategiske åndehuller, der løftede ‘Leviathan’ til det nært geniale.

Taget hver for sig er sangene på ‘Blood Mountain’ af høj klasse, stoppet med detaljer og musikalsk vision, men som album fremstår ‘Blood Mountain’ en smule overophedet og rodet – som en overfyldt harddisk med hårdt brug for en defragmentering.