Arrested Development
De skabte en helt ny indgangsvinkel til hiphop-musikken med det varme og positive debutalbum ‘3 Years, 5 Months and 2 Days in the Life of…’ fra 1991, der rummede klassikere som ‘Tennessee’ og ‘People Everyday’. Siden har de haft svært ved at følge op på succesen, men forsøger efter nogle mere eller mindre mislykkede udgivelser, at komme tilbage på rette spor med et til tider opløftende og inspirerende udspil, der i længden dog drukner i fest, farver og tomgang.
Det nørdede og folkelige musikerkollektiv er sympatisk, grænsende til det hellige. Sådan har de altid været, men man overgiver sig alligevel til den charmerende og smittende livsglæde, der hjælpes på vej af gode fængende melodier og omkvæd. Problemet er, at de ikke rigtig kommer nogle vegne. Tempoet er højt og festligt albummet igennem, men efter 7-8 numre mættes man af den lidt for lalleglade funky-hiphop gospel. Det bliver lidt fesent, for at sige det lige ud.
Rapperen Speech er det naturlige midtpunkt med sin energiske stemme, men hans alvorlige side med stærke samfundsobservationer og eminente sans for sigende detaljer savnes mærkbart. På albummets sidste og bedste nummer, ‘Nobody Believes Me’, træder han i karakter, som dygtigt observerende historiefortæller over et hårdt hovedbang’ende beat, og man kan ikke undgå at irriteres over, at gruppen ikke har dyrket det udtryk lidt mere og havde skåret ned for festlighederne.