Kelis

For fem år siden udgav Kelis den eklatante fiasko ‘Wanderland’, der nok var rig på variation, men fattig på oplagte hits og salgsappel. Det opvejede hun i 2003 med ‘Tasty’, som var et helstøbt hovedværk og en sexet succes, hvor Kelis smed den underspillede skønhed og sprang ud som feminin forførerske og kontant sexkilling.

Nu roder hun sig igen ud i et studie af stilskizofreni. Som lytter skal man trækkes med 76 minutters myriader af musikalske genreblandinger. Til at starte med lyder det umiddelbart appellerende, men i længden er det imponerende svært at blive klog på. Til slut står nogle sært dragende lytteoplevelser, men også et udmattende indtryk tilbage.

Den musikalske mening er, formoder jeg, at iscenesætte Kelis som en moden og seriøs kunstner. Men den forøgede fokus på det tekstlige indhold falder til jorden, og hun fremstår i stedet som en sangerinde, der har mistet det kunstneriske overblik. Den normalt så kølige vokal spiller på så mange facetter, at tankerne ledes hen på alt fra Pink og Prince til pigepunk og poleret pop.

Tekstmæssigt er spændvidden lige så bred og alarmerende, og når der skæres ind til benet, så bliver det aldrig rigtigt vedkommende. De 18 numre lever deres eget liv, og produktionerne finder aldrig en rød tråd. Oftest er det stereotypt og stilforvirrende, og kun enkelte gange er der tiltalende tilløb, som på den introspektive ‘Living Proof’, den organiske ‘Circus’ og i det sjælfulde samarbejde med Cee-Lo på ‘Lil’ Star’.