Christian Bengtson er et af de danske talenter, hvis debutspillefilm har været imødeset med størst spændning de senere år. Han er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 2019, men har også vist et fermt instruktørtalent på kortfilmene ‘Shiva’, ‘Draget’ og ‘Kaldet’, der alle er blevet Robert-nomineret.
Nu står det så klart, hvad den 31-årige manusforfatter/instruktør har i posen som sin debut: ‘Krysantemum’, der har Morten Hee Andersen (‘Herrens veje’, ‘Fred til lands’), Henrik Birch (‘Klumpfisken’) og Karen-Lise Mynster i hovedrollerne, og som i en pressemeddelelse beskrives som et »eksplosivt familiedrama«.
Filmen handler om den unge Anders (Morten Hee Andersen), der bruger sin fritid på at sælge ulovligt fyrværkeri. Han har ikke talt med sin far Thomas (Henrik Birch) i årevis på grund af en familietragedie, der rev dem fra hinanden, men nu er de tvunget til en genforening med det livsfarlige fyrværkeri i hovedrollen, hvis fødegården skal reddes.
‘Krysantemum’ optages på location i Thisted, hvor Christian Bengtson selv kommer fra, og den bliver således led i en hel lille bølge af autentiske danske udkantsfortællinger (hvis man må bruge det ord). Frelle Petersen fik stor succes med den sønderjyske ‘Onkel’ i 2019 og arbejder på en opfølger fra samme region, mens et andet stort talent, Lisa Jespersen, er på vej med ‘Hvor kragerne vender’ om en kvinde, der vender hjem fra København til sin familie på landet.
I lighed med ‘Hvor kragerne vender’ er også ‘Krysantemum’ produceret hos det spirende selskab Hyæne Film, der også stod bag ‘Danmarks sønner’.
Optagelserne til Christian Bengtsons film er netop startet, og premieren ventes at blive næste år.