Espers

At lytte til Espers’ nye album er på alle måder en overvældende og intens oplevelse. Sjældent har et band leveret freakfolk, der er så enormt kompakt, at det ligefrem dræner lytteren for energi, som blev man ramt af et slag i mellemgulvet. ‘Espers II’ er et både smukt og skræmmende bekendtskab.

I forhold til første plade fra Espers er denne noget mørkere, og melodistrukturen virker enormt kompleks, når de lange, langsomme sange folder sig ud i et underligt miks af skønhed og ubehag. Tag eksempelvis ‘Widow’s Weed’, der starter med en akustisk guitar-klimten efterfulgt af Meg Bairds harmoniske vokal. For til slut at vokse til en gruopvækkende mur af støj. Det er ganske enkelt fremragende.

Selvom de fleste sange er bygget op omkring en akustisk guitar, så fyldes der i lag-på-lag af alskens tænkelige instrumenter ovenpå, og det er Espers’ styrke, at de kan få så mange forskellige instrumenter ind i lydbilledet, uden at det lyder forceret eller kaotisk.

Der er en enorm melankoli og begravelsesstemning at spore på albummet, og sangtitler som ‘Dead Queen’ og ‘Dead King’ siger vel egentlig det meste, men Espers vender melankolien til noget smukt, og det bliver aldrig klynkende, ligesom der også er noget sært opløftende flere steder. Det er en smuk balancegang, der lykkes til fulde.