‘Feels Like Forever’: Chinah serverer 30 minutters rendyrket lydguf
Hvis jeg skal komme med én kritik af Chinahs ellers stærke debutalbum ‘Anyone’, ville det være, at det kunne føles en kende fragmenteret. Den danske electropoptrio havde så mange vilde, spændende ideer at fyre af, og som regel var de eksekveret fremragende, men som resultat zappede albummet også mellem sindsstemninger så ofte, at jeg til tider ikke helt kunne fordybe mig i stemningerne.
Efterfølgeren, ‘Feels Like Forever’, er mere fokuseret. Følelserne på tværs af tracklisten læner sig op ad hinanden, og mens ‘Anyone’-produktionerne kunne være så hyperekspressive, at tankerne blev ledt hen mod grænsesøgende popproducere som Sophie og Arca, er lyden på ‘Feels Like Forever’ mere afdæmpet og tilbageholdende.
Chinah har her mestret begrænsningens kunst. Ikke kun i forhold til at skabe stilfulde, fokuserede lydbilleder, men også i forhold til albummets struktur. Der er godt nok noget effektivt maskineri i gang på ‘Feels Like Forever’, der trods sin titel kun varer lidt under en halv time. Der bliver ikke gjort plads til spildtid, og derfor formår værket alligevel at føles helstøbt, selv om det ikke varer længere. Og der er simpelthen klemt så meget dejlig musik ind på den korte tid.
Chinahs lyd er som sagt blevet mere afdæmpet – næsten helt dreampoppet, når man absorberer albummet som helhed. Der er en skrøbelighed og en intimitet, som dansk alternativ pop virkelig er begyndt at mestre. Her skeler jeg især til Lowly og Takykardia som grupper, der har skabt fremragende album gennem denne forsigtigt længselsfulde melankoli.
Men selv om Chinah nu kan skrives ind i en slags bølge, så betyder det ikke, at de har mistet deres identitet. Allerede fra det glitrende indledende keyboardriff og de bragende trommer på åbningsnummeret ‘Eternal Blue’ har vi at gøre med en lyd, jeg ikke kan forestille mig fra andre end netop Chinah.
Tristesse møder tyngde, men uden at det bliver bombastisk eller karikeret – det føles i stedet som to følelser, der hver prøver at hive Fine Glindvads modløse vokal i sin retning.
Derfra bliver albummet kun rigere på idiosynkrasier. Der er på papiret så mange detaljer i lydbilledet til ‘Seconds of Heaven’, at det burde føles overbefolket, men trioen har formået at placere hvert baby-squeal, chimes-sample og marimba-riff, så det giver sangen plads til at ånde. Ikke ét sekund er kedeligt, men ikke ét sekund hiver dig heller ud af den desperate stemning.
‘Feels Like Forever’ er sådan et album, hvor selv interludier kan give en klump i halsen – det proggede instrumentalnummer ‘Tailor’ på kun ét minut har en så dejligt gennemtrængende nervøsitet over sig.
Titelnummeret ender funktionelt også med at være et interludium, og det bliver albummets mest proklamerende, råbende track. Den halv-rappede vokal tog mig noget tid at acceptere, men efter et par gennemlytninger blev det albummets mest nervepirrende moment, idet man endelig mærker en fortæller, der aktiv tager tyren ved hornene. Netop dette gør dramaet så meget mere tragisk, når hun så øjeblikkeligt lader sig overvinde af den mystiske skikkelse på ‘Mysterious’.
Jeg kunne blive ved herfra til dommedag med at rose de små finesser, men mere af den slags ville næsten gå ud over min vigtigste pointe: At albummet også på et rent makroplan lyder pissegodt.
Simon Kjær, Simon Andersson og Fine Glindvad har virkelig kælet for, at det skulle lyde gennemarbejdet, og de er endt med 30 minutter af det rene lydguf.
Kort sagt:
Chinah er blevet mere lavmælte og tilbageholdende – ja, nærmest dreampoppede. Det stemningsfelt har de omfavnet på ‘Feels Like Forever’, der både er gruppens mest fokuserede og mest vellydende udspil hidtil.