Psapp

Legelystent og med lommerne fulde af finurlige elektroniske blommer følger Psapp op på sidste års roste ‘Tiger, My Friend’. Landskabet er kulørt og temmelig skarpt optegnet, men den londonbaserede duo har endnu engang gjort en dyd ud af at levere indietronica, hvis største charme findes i de utallige strittende elementer. Det er morsomt, overraskende, og til tider ret melankolsk, og hvis ikke de forskellige reklamer, tv-serier osv., der har benyttet sig af de særegne lyde det seneste år, har slået fast, at Galia Durant og Carim Clasmann har fat i noget, ja, så burde dette album gøre det.

Skæve melodier, små – næsten rodede – strukturer og en sart fornemmelse for en side af musikken, der næsten lyder som en vrangside, er kendetegnende. Men selvom det umiddelbart kan virke svært at finde et lyttermæssigt fodfæste på den brogede overflade, så er især Durant medvirkende til en smuk sikkerhedsline i kraft af sin fine, lunkne vokal, der i mange tilfælde er den sammenbindende kraft på udgivelsen. Ligesom den udgør en harmonisk modvægt til det stilfærdige virvar af lyde, der veksler mellem noget, der lyder som vaskemaskiner der snurrer om kap på en messe for mekaniske dippedutter og elektriske, blib-blobbende insekter sluppet løs i et digitalt køkken.

Det er et fornøjeligt album, som man næsten kun kan holde af. Fordi det er så sødt og mærkeligt. Men også et album man godt kunne gå hen og blive meget, meget træt af. Fordi der er så sødt og mærkeligt. Lidt ligesom med slik fra et fremmed land; man vil gerne smage, og det smager af et eller andet, men af hvad og hvorfor ikke lakrids?