Valentin

»Jeg er ikke blandt de højeste bølger«, synger Carsten Valentin, den sidste halvdel af (måske alligevel ikke) hedengangne Superjeg, på sin solodebut. Og selvom linjen er flået ud af kontekst, så er den en rammende beskrivelse af niveauet på ‘Chancernes Allé’, der ganske vist byder på dekorative krusninger ind imellem, men oftest bare lugter langt væk af stillestående vand.

Intentionerne er ellers gode, og Valentin er ikke bange for inddrage sit personlige liv i sine tekster, hvilket giver en fin og fortrolig stemning. Men hvor den gamle sparringspartner Peter Sommer har forstået at udfordre sproget såvel som lytteren i én og samme udblæsning, hænger Valentin ubehjælpeligt fast i – rent ud sagt – lyriske banaliteter, der mest af alt minder om spæde forsøg på digte fra en genfundet dagbog.

Vokalen er ikke dårlig, slet ikke, men ej heller skelsættende interessant. Og det samme gør sig faktisk gældende for musikken, der nok er velsnedkereret og ørevenlig, men også langt fra pis-i-kog-sættende på den fede måde.

Valentin snakker om Chancernes Allé, men har hermed snarere taget det første skridt på Den Gyldne Middelvej, der i dette tilfælde nok skal resultere i lidt radiorotation hist og her, men som i længden er for befærdet til at kunne trække publikum med.