Chadwick Boseman døde 28. august 2020, 43 år gammel. Filmfans verden over modtog nyheden med bestyrtelse. Ingen – uden for en snæver kreds af familie, venner og kolleger – vidste, at Boseman var terminal kræftpatient.
Efter sin død er Bosemans stjerne ikke ligefrem falmet. Tværtimod. Som set så mange gange før har Bosemans efterladte værk oplevet en intensiveret bevågenhed.
Det afspejler sig ikke mindst i forbindelse med årets Oscaruddeling, hvor Boseman ved offentliggørelsen af årets nomineringer den 15. marts som ventet blev nomineret for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i filmatiseringen af August Wilsons teaterforestilling ’Ma Rainey’s Black Bottom’.
En flot hyldest til det alt for tidligt afdøde, sorte skuespillerikon, men hvis man skal være en lille smule kynisk, kan man indvende, at de fleste eksperter (inklusive undertegnede) havde tippet Boseman til som den første nogensinde (!) at opnå en posthum dobbeltnominering.
Boseman var nemlig i den grad i spil for sin birolle i Spike Lees tilbage-til-Vietnam-drama ’Da 5 Bloods’. I stedet fes Awards-ballonen helt ud for Lees film, der måtte nøjes med én nominering (for Terrence Blanchards original score), og den femte plads i birollekategorien gik meget overraskende til Lakeith Stanfield for ’Judas and the Black Messiah’.
Et kig på statistikken
Noget af det, der var slående ved Awards-samtalen inden den skæbnesvangre augustdag, hvor nyheden om Bosemans utidige bortgang bredte sig som en steppebrand på de sociale medier, var, at de fleste Oscar-eksperter havde udpeget et hovedrollefavoritfelt, hvor veteranen (Sir) Anthony Hopkins var de flestes forhåndsfavorit.
Går man tilbage og gransker for eksempel juli måneds lister med forudsigelser, er Boseman end ikke nævnt på langt hovedparten af de tilgængelige top 10-lister over oplagte vinderemner.
Nu kan man indvende, at ingen uden for Netflix-direktionsgangen endnu havde haft adgang til at se ’Ma Rainey’s Black Bottom’, hvorimod opmærksomheden havde samlet sig om Hopkins’ indsats som demensramt ældre mand i ’The Father’ siden dennes premiere på Sundance (helt tilbage i de glade præ-covid-dage).
Det er slående, hvor hurtigt og hvor effektivt samtalen om mulige vinderemner ændrede karakter i starten af efteråret – og her poppede Boseman altså pludselig op som oplagt vinderbud i de fleste prognoser. En status, han aldrig rigtigt har formøblet siden, heller ikke selv om en konkurrent som Riz Ahmed (’Sound of Metal’) faktisk har vundet flere kritikerpriser end Boseman.
Bosemans forhåndskroning blev forbløffende nok heller ikke anfægtet nævneværdigt, selvom Ahmed vandt en Critics’ Choice Award i kategorien.
Siden vandt Boseman så både Golden Globes og – endnu vigtigere – en SAG Award (skuespillernes egen pris), så tegningen til en posthum Oscar-statuette ligner nu en formsag.
Men lad os for en god ordens skyld gå Oscarhistorikken efter i sømmene. Hvordan ser det ud, hvis vi noterer os forholdet mellem posthume Oscar-nomineringer og Oscar-statuetter i skuespillerkategorierne?
Listen er – måske ikke så overraskende – forholdsvis overskuelig:
| 1928 | Jeanne Eagels | Hovedrolle for ’The Letter’ |
| 1955 | James Dean | Hovedrolle for ’East of Eden’ |
| 1956 | James Dean | Hovedrolle for ‘Giant’ |
| 1967 | Spencer Tracy | Hovedrolle for ’Guess Who’s Coming to Dinner’ |
| 1976 | Peter Finch | Hovedrolle for ‘Network’ |
| 1984 | Ralph Richardson | Birolle for ‘Greystoke’ |
| 1995 | Massimo Troisi | Hovedrolle for ’Il Postino’ |
| 2008 | Heath Ledger | Birolle for ’The Dark Knight’ |
| 2020 | Chadwick Boseman | Hovedrolle for ‘Ma Rainey’s Black Bottom’ |
Den hidtil eneste skuespiller med mere end én posthum nominering er ikonet James Dean (i to på hinanden følgende år).
Det er indrømmet vanskeligt at udlede noget statistisk signifikant fra en så beskeden pulje, men hvis vinderchancen statistisk set i ethvert givent tilfælde er 20 procent (da man er en ud af fem kandidater), så er den posthume status umiddelbart en lille fordel. I to ud af otte (25 procent) af tilfældene har en posthum nominering ført til en Oscar-sejr.
Og hvis vi følger bookmakerne, vil den historik snart lyde 3 ud af 9 (33 procent), hvis altså det går som præsten prædiker, og Boseman vinder en Oscar den 25. april.
Spøgelset fra det uindfriede potentiale
Chadwick Boseman var allerede inden sin død – særligt i kraft af sin præstation i ’Black Panther’ – lidt af et ikon for særligt unge sorte amerikanere, der i Boseman for første gang så en sort skuespiller fremhævet som en larger-than-life-superhelt, en status der hidtil eksklusivt havde været den hvide mands domæne.
Men for den globale ungdom – og for menigmand – er Bosemans berømmelse utvivlsomt blevet mangedoblet i kraft af hans død.
Boseman leverer en fin – energisk og karismatisk – præstation i en film, der er oppebåret af sine skuespilleres nærvær og gennemslagskraft. Jeg synes ikke, hverken manuskriptet eller instruktionen hjælper Boseman i særlig høj grad – tværtimod, faktisk – og derfor er det så udpræget hans egen fortjeneste, at han formår at brænde igennem.
Da Heath Ledger vandt for sin birolle som Jokeren i ’The Dark Knight’ i 2008, var de sociale medier blot i sin spædeste barndom, men berømthedskulten i forhold til unge – og døde – film- og musikstjerner havde allerede da fået et gevaldigt nøk opad i intensitet sammenlignet med tidligere tider.
Tv-talkshows, glittede magasiner og siden internettet havde gjort kendisdyrkelsen mere gennemtrængende og brandorienteret end på for eksempel James Deans tid, selvom netop Dean – sammen med den unge Marlon Brando – var med til at generere en helt ny interesse for unge mandlige filmstjerner (med fokus på mandlig sexappel), en appel, der eksploderede årtiet efter, i 1960’erne, med populærmusikkens eksplosive opstigning (ikke mindst i form af den hysteriske fandyrkelse af The Beatles i især årene 1964-65).
Vor tids berømmelsesøkonomi værdsætter (relativ) ungdom og (for tidlig) død. Vi gyser nærmest lidt frydefuldt ved den forestilling om et uindfriet potentiale, som realiteten af en tidlig død indgyder i os: Hvordan ville Kurt Cobain have været som 54-årig? Hvad mon Notorious B.I.G havde rappet om i sine 30’ere? Tænk engang hvis Amy Winehouse havde præsteret en fuldtonet opfølger til ’Back in Black’ …
Ideen om det uindfriede potentiale vil på lignende vis hjemsøge filmfans i årene, der kommer, når tanken falder på Boseman.
Når han vinder en posthum Oscar den 25. april for sin hovedrolle i ’Ma Rainey’s Black Bottom’, vil det uden tvivl være en flot måde at vise respekt for et stort talent, der alt for tidligt blev revet bort.
Men det er samtidig svært ikke at sidde tilbage med den fornemmelse, at Sir Anthony Hopkins havde vundet sin karrieres anden Oscar, 28 år efter sin første – eller Riz Ahmed havde stået på podiet som den første muslimske hovedrollevinder – den 25. april, hvis ikke den tragiske begivenhed den 28. august 2020 på afgørende vis havde forskubbet præmissen for årets Awards Season.