CPH:DOX. Den dansk-færøske ‘Skål’ handler om digterspiren Dania og rapperen Trygvi. De er kærester, men kommer fra meget forskellige baggrunde. Han kommer fra en sekulær familie, mens hun kommer fra et kristent miljø, som hun elsker, men som også har reaktionære forestillinger om eksempelvis sex og seksualitet.
Filmen er instrueret af danske Cecilie Debell og færøske Maria Torgaard, der tegner et intimt portræt af det unge par og de udfordringer på øgruppen, som den unge generation er ved at sætte i opbrud.
Hvordan kom I på sporet af Dania og Trygvi?
Cecilie: »Ideen startede på Færøerne, hvor Trygvi og Maria havde en idé om at lave en dokumentarfilm om Trygvi som musikeren Silvurdrongur (Sølvdreng). Vores producer Heidi Kim Andersen blev interesseret i projektet i forbindelse med en filmworkshop på Færøerne, og da hun kom hjem, ringende hun til mig og spurgte, om jeg ville hoppe om bord på projektet. Jeg havde aldrig været på Færøerne, så jeg ankom med helt åbne og nysgerrige øjne og blev blæst bagover af poesien, autenticiteten, humoren og melankolien bag kulissen af smuk natur«.
»Da vi startede projektet, var Dania og Trygvi lige begyndt at date – og i løbet af udviklingsperioden begyndte vi derfor også at filme Dania«.
Maria: »Trygvi og jeg var begge del af en workshop, hvor vi skulle pitche nogle dokumentarfilmidéer. Han ringede til mig en dag og spurgte, om jeg ikke ville lave en dokumentarfilm om ham. Jeg begyndte at filme lidt med ham, og han introducerede mig for sin kæreste, Dania«.
Hvorfor syntes I, de var interessante hovedpersoner for en dokumentar?
Maria: Vores mål var i starten at sætte lys på ungdomsmiljøet på Færøerne. Vi var meget søgende og filmede en større vennekreds, som Dania og Trygvi var del af. Langsomt fandt vi dog ud af, hvor historien lå, og hvem der gennemgik en udvikling. som vi kunne identificere os med«.
Cecilie: »Både Dania og Trygvi er meget tænkende og reflekterede mennesker, der altid har noget interessant og poetisk at sige. De er sårbare, de er hudløst ærlige, og samtidig er de helt vildt modige. De har begge to evnen til a dykke ned i alt det, der er svært – og gøre det på en autentisk måde, så man bliver nødt til at stoppe op og høre efter«.
»I filmen står Dania midt i en eksistentielt krævende situation – imellem menigheden og hendes familie på den ene side, som hun elsker højt, og livet som ung og eksperimenterende på den anden side. Hun vil have sin frihed, men hun ønsker samtidig familiens anerkendelse og kærlighed. Jeg tror, tematikken er genkendelig for mange – uanset on man er vokset op i en kristen menighed eller ej«.
»De fleste af os vokser op med en masse forventninger til, hvordan vi skal leve vores liv. Forventninger, der kommer fra samfundet, vores forældre og det miljø, vi er en del af. For mange unge kan det være en lang og svær frigørelsesproces at bevæge sig henimod at turde sige: ’Jeg behøver ikke være den person, som I tror, jeg er – jeg vil være anderledes – jeg vil være noget andet!’«.
Var det svært at få adgang til nogle af de intime situationer, hvor I er med som fluen på væggen?
Cecilie: »Det tager tid at skabe et trygt rum, og det er et kæmpe ansvar, når mennesker give én tilliden til at være til stede med et kamera. Men jeg tror, vi alle sammen havde en fælles vision om at bygge broer og forbinde mennesker. Vi så det som en fælles kreativt rum«.
Maria: »Nogle gange var det svært, andre gange føltes det, som at kameraet var blevet en støtte for hovedkarakteren. At Dania ligesom brugte det til at turde at sætte sig selv i krævende og hårde situationer. Det vigtigste for os var aldrig at få karakterne til at gøre noget, som de ikke selv ville. Det var altid noget, de selv følte, de havde behov for at gøre. Hvilket også gjorde rejsen så meget mere ægte og betydningsfuld«.
Hvordan spejler de to hovedpersoner nogle af de udfordringer, der er for unge på Færøerne lige nu?
Maria: »De to hovedpersoner spejler udfordringer, der altid har været på Færøerne, som: Hvordan finder man den mest ægte udgave af sig selv i et samfund, hvor alle kender alle, og i et miljø, der i en eller anden grad er præget af social kontrol?«
»Det at turde at sætte ord på tabuemner er en tendens blandt de unge på Færøerne lige nu. Fordi samfundet ikke længere er så isoleret, som det har været, har ungdommen fået en form for mod til at sætte spørgsmålstegn ved ting og ville noget andet«.
Cecilie: »Færøerne er et lille kristent land, der stadig bruger den danske abortlovgivning fra 1956 – og de konservative holdninger og rammer er ret markante i samfundet. Samtidig er der en masse progressive og kreative unge (heriblandt Dania og Trygvi), der hænger ud på den LGBT-venlige bar Sirkus i Tórshavn og insisterer på, at der skal være plads til alle – og til dem selv – samtidig med at de formår at sameksistere med deres konservative ophav«.
»Dania er vokset op i en kristen menighed i det færøske bibelbælte, hvor alle kender alle, og alle holder øje med hinanden, og der findes mange unge, der er vokset op på samme måde som Dania i et velmenende og kærligt, men også dogmatisk kristent fællesskab. Dania tror ikke på, at friheden ligger i at vælte sit åndelige fællesskab som autoritet, men hun vil gerne udvide rammerne for, hvordan man kan være menneske, og hvordan man kan være troende. I løbet af filmen fandt Dania ud af, at hun ikke kun har ret til at leve sit eget liv, men at det også er en forpligtelse, hun har i forhold til sig selv – og i forhold til alle de andre unge kristne, der er vokset op på samme måde som hende«.
Er I spændte på de reaktioner, filmen får på Færøerne?
Maria: »Meget. Forhåbentligt kan den være til inspiration for andre, der sidder med de samme følelser, som Dania og Trygvi gør i filmen. Samtidig håber vi selvfølgelig også, at den kan være med til at føles som repræsentation for den færøske ungdom. At de endelig kan få lov til at genkende sig selv på det store lærred«.
Cecilie: »Der er ikke lavet så mange film på Færøerne, der foregår på færøsk – og slet ikke dokumentarfilm. Jeg tror, det har en enorm betydning, at publikum har mulighed for at se virkeligheden skildret på film og se, at deres fortællinger kan stå mål med andres, og at historierne har en værdi i sig selv«.
Hvad håber I, publikum tager med fra filmen?
Cecilie: »For mig handler filmen meget om at gøre sig selv voksen som kvinde – og det håber jeg, at publikum vil tage med sig. Den styrke, som Dania har, vil jeg gerne give videre til alle unge mennesker, der vokser op med en følelse af social kontrol – både når det sker i religiøse miljøer og i det hele taget, når det sker imellem mennesker, både i familier og på sociale medier«.
Maria: »Vi håber, at publikum kan spejle sig i Danias mod til at turde at vælge sig selv og sin egen frihed. At de ser, at alting i denne verden ikke er sort-hvidt. At det smukkeste, man kan gøre som menneske, er at give hinanden plads og lov til at vokse«.
’Skål’ kan ses på doxonline.dk.