‘I Am Gen Z’: Generation Z er åbenbart helt fortabt – ifølge CPH:DOX-aktuel dokumentar
CPH:DOX. Hvis du skulle forklare én, der havde ligget i dvale i 30 år, hvordan virkeligheden ser ud for en teenager med en iPhone i hånden, hvor ville du så starte?
Måske ville du fortælle om, hvordan det skader teenageres hjerner og empatiudvikling at bruge så meget tid på telefonen. Eller også ville du starte ved de mange angstdiagnoser og spiseforstyrrelser, og at de forværres af de sociale mediers konstante popularitetskonkurrence. Du kunne også forklare, at vi er endt i et gensidigt afhængighedsforhold med tech-giganterne, hvor vi får daglig dopaminrus til gengæld for al vores data. Og at de i øvrigt er ved at ødelægge vores demokratier.
Uanset hvad så lad være med at gøre som ’I Am Gen Z’, som har verdenspremiere under CPH:DOX, og som fortæller om alle de ovenstående emner i én lang sammenfiltret køre med de eneste gennemgående temaer, at alting står helt forfærdeligt til, og at man skal være glad, hvis man ikke er 15 år i 2021.
Udgangspunktet er et forsøg på at tegne et portræt af generation Z, der her defineres som dem, der er født mellem 1997 og 2012 (og derfor lige akkurat inkluderer mig). Vi er de såkaldt »digitalt indfødte«, dem der ikke har kendt til en verden uden computere og er vokset op med sociale medier.
I dokumentaren medvirker en bred vifte af eksperter, fra hjerneforskere til psykologer, og den tidligere højtstående Facebook- og Pinterest-ansatte Tim Kendall (som også medvirkede i Netflix-dokumentaren ’The Social Dilemma’), side om side med klip fra TikTok og Instagram og en række unavngivne unge, der fortæller om deres egne oplevelser.
Man kan elske eller hade de hyppigt brugte og ofte diffuse generationsbegreber, men uanset hvad er det virkelig interessant, at nogle årgange er formet af internettet på måder, deres forældre slet ikke kan sætte sig ind i. Med den nye virkelighed følger et utal af unikke problemer, som er svære at få øje på og at tale om. Derfor er det vigtigt, at det bliver gjort.
Og man kan i hvert fald ikke klandre ’I Am Gen Z’ for ikke at have fået øje på problemerne. Den kommer både omkring, hvordan teknologi ødelægger fremtidens arbejdsmarked, og at sociale medier flyder over med tips til at sulte sig selv.
Det følges op af citater som »maybe this world is another planet’s hell« fra forfatteren Aldous Huxley, hvis dystopiske roman ’Fagre nye verden’ forudsagde menneskets nederlag til teknologien.
Men der er ikke meget ved dokumentaren, der fik mig til at føle, at skaberne har forsøgt at sætte sig ind i, hvordan den unge generation faktisk har det. Når ’eksperterne’ taler om, hvordan Tinder har ødelagt datingverdenen, og at unge piger nu til dags går med make-up, der er flot på billeder, men grimt i virkeligheden, virker det mere dømmende end oplysende.
Det er fornuftigt at tale om sundhedsskade fra mobilbrug, men hvilken generation har nogensinde truffet beslutninger ud fra, hvad der var bedst for deres hjerner?
Dokumentaren fremstiller selfiekultur, sociale medier og mobilafhængighed, som om de eksisterer i et vakuum, som isolerede fænomener man kan vælge til eller fra. Men det interessante ved generation z er jo ikke, at vi er teknologiafhængige ligesom alle andre aldersgrupper, men at det er så indfiltret i vores menneske- og verdenssyn, fordi vi aldrig har kendt andet.
Huxley-citaterne sammen med de cringe TikTok-sange og de voksnes anekdotiske fortællinger om, hvordan det var at være ung engang, resulterer ikke alene i et stort rod, men også i en dokumentar, der ikke har besluttet sig for et publikum:
Den er for meget på afstand af de unge, alt for overfladisk til at møde dem, der ikke selv er på TikTok, og for ufokuseret til at belyse emnet for det nichepublikum, der har ligget i dvale i 30 år.
Kort sagt:
’I Am Gen Z’ forsøger at opridse de omstændigheder, generation Z er vokset op under, lige fra overvågningsteknologi til telefonafhængighed, men gør det så overfladisk og ufokuseret, at ingen bliver klogere.