Peter Sommer

Gad vide, om Peter Sommer havde regnet med, at teenagere, lastbilchauffører, ja snart sagt hvem som helst, ville skråle med på de nu udødelige linjer om at trænge til at snakke i sangen ‘Valby Bakke’? Svaret er nok et nej.

Selv om Sommer havde pæn succes med duoen Superjeg, støder vi vist ikke nogen ved at skrive, at han og bandkollega Carsten Valentin aldrig var i nærheden af et folkeligt gennembrud. Måske fordi den ligefremme (og til tider elektroniske) rockmusik med Sommers krøllede livsbetragtninger ikke var lige så forårsmild i udtrykket som Sommer solo. Måske fordi Superjeg slet ikke ønskede noget stort gennembrud.

Beskeden eller ej, Peter Sommer er efter forrige års succesrige solodebut ‘På den anden side’ rykket op i den danske nationalskjaldsklasse. Det fejrer han med et album, der ikke forsøger at gøre kunststykket efter og skrive endnu en ‘Valby Bakke’, men stadigvæk rapporterer fra den østjyske sangskrivers forunderlige tankeverden på en direkte og rørende måde.

Vi er til bords med en ulykkelig sjæl i den flotte ‘Sang til Bo’, hvor Sommer synger: “Du har taget turen ned af trappen før / Så du ved, hvor ondt det gør”. Alt imens et lille blæserensemble græder stille i baggrunden, som ellers kun islandske Sigur Rós plejer at kunne få dem til – dog uden yderligere musikalsk sammenligning. Og for de refræn-hungrende burde både den mildt rockende ‘Voksende mennesker’ og ‘Livets gang i Virkelyst’, der dufter herligt af Gangway, kunne stille mere end bare den værste sult.

Musikalsk set har Sommer måske ikke flyttet sig mange mil fra debuten, men der er kommet mere fokus på pop/rocken end på arven fra den danske visetradition. Og den disposition virker særdeles velvalgt. Peter Sommer er simpelthen mere indtagende denne gang, og så fred være med, at der er et par enkelte sange, der ikke helt vil sætte sig i hjertet. Her sidder Sommer allerede.