Pearls and Brass

Jeg har vist aldrig nogensinde givet 6 stjerner til et album. Ikke fordi jeg er specielt nærig med dem, eller fordi jeg bare ikke vil, men fordi at jeg selv når jeg hører en virkelig god plade, altid har kunnet forestille mig at det blev, bare lidt bedre. Jeg har simpelthen ikke fantasien til at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre med Pearls and Brass’ anden plade ‘The Indian Tower’.

Trioen, der befinder sig i den mere lyttevenlige afdeling af stonerrocken, har med klare forbilleder i Kyuss, Free, Cream og Black Sabbath, skabt et enormt komplekst lydbillede, hvor kompositionerne bliver ved med at afsløre nye lag og detaljer.

Men samtidig med dette, er musikken udført med en sådan dygtighed og selvfølgelighed, at man enten kan glide henover den og bare nyde energien, eller dykke ned i de som regel tonstunge bas/guitar-riffs, der konstant forandres, udvikles, varieres og laves om, så jeg nu, efter guderne må vide hvor mange gennemlytninger, stadig forundres.

Det er velproduceret, det oser af vintageinstrumenter, sved og marihuana, og så har Pearls and Brass en kæmpe ressource i sanger Randy Huth, der hele tiden flirter med idéen om råb og skrig, men stort set hele tiden holder sig til den rene fuldregister stemme, i stil med forbillederne. Det er meget flot arbejde det her.