- Robert Smith stirrer sin egen dødelighed dybt i øjnene på The Cures første album i 16 år
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
Radar Bros.
Hvis du står nede i pladebiksen og lytter en håndfuld plader igennem, er ‘The Fallen Leaf Pages’ næppe den første, du beslutter dig for at tage med hjem. Dette fjerde udspil fra den Californien-baserede trio er en af den slags plader, der tager tid at komme ind på. Den balancerer på grænsen til at være dødkedelig, men der er alligevel noget sært dragende over de tilbagelænede popsange. Slowcore, om man vil.
De er fyldt med varme melodier, der aer lytteren blidt med hårene, men det virker som om, Radar Bros. kan mere, end de viser på albummet. Og selvom melodierne er rare, så er der noget foruroligende og mørkt over teksterne, hvor “It’s nice to see / A knife in your back / A raging red sea / For which your mouth is a sack” blot er ét eksempel.
Forvent ikke at blive overrasket. For sangene er bygget endda meget ens op. Begyndende med blidt klaverspil eller en langsom guitar, trommerne falder ind, og oven på ligger Jim Putnams bløde, næsten hviskende stemme. Der bygges fint op til et omkvæd, og sangen toner lige så fint ud igen. Hvilket også gør, at det hele flyder sammen i en masse, der lyder ens. Dog skal det siges, at de virkeligt gode ‘Papillon’ og ‘Is This Blood’ stikker ud som fængende sange.
Radar Bros.. 'The Fallen Leaf Pages'. Album. Chemikal Underground/VME.